Fristed åbner 1. maj
Foreløbig har otte meldt sig som frivillige i Asaa
ASAA: Det ligger nu fast, at det sociale fristed i Asaa åbner 1. maj. Det er menighedsrådet i Asaa, som står bag projektet, der med ny facade og en mindre ombygning indrettes i de tidligere sparekasselokaler i Skippergade 10 i Asaa.
Efter planen skal der i første omgang være åbent to gange om måneden med op til 10 børn fra de yngste klasser på Asaa skole og rettet mod udvalgte børn fra sårbare familier og i tæt samarbejde med skolen og fritidsordningen ”Rusen” i Asaa. Børnene skal kunne komme på fristedet over en længere eller kortere periode.
De aktiviteter, som børnene vil komme til at møde, vil blandt andet omfatte bagning, madlavning, læsning og eventuelt lektiehjælp, men vigtigst er det, at de møder voksne, der vil bruge tid sammen med dem.
Konkurrence om navn
Sognepræst Jeanette Geller fortæller, at menighedsrådet er i fuld gang med at rekruttere frivillige, og foreløbig er der otte, der har meldt sig.
- De repræsenterer forskellige erhverv og aldersgrupper, men vi håber, at vi kan få tilsagn fra yderligere en halv snes stykker, der vil deltage i dette lokale, sociale arbejde, så vi er rustet til på et senere tidspunkt at udvide antallet af åbningsdage. Det er også planen, at de frivillige af deres egen kreds vælger en koordinator, der skal være en slags daglig leder.
Det nye sociale fristed i Asaa har endnu ikke fået navn. I første omgang var ”Sparekassen” foreslået, men Brønderslev provstiudvalg har med henvisning til ”lovbestemmelser om finansiel virksomhed” meddelt, at der skal findes et andet navn.
- Og det vil vi gøre i forbindelse med en konkurrence på Facebook, siger Jeanette Geller, men det nye navn vil først blive offentliggjort i forbindelse med åbningen 1. maj.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.