Historie

Marias foto nægter at røbe sin hemmelighed

Uhygge har sat sig i lille familie, efter at lighed på tværs af et århundrede ikke har kunnet opklares

Det gamle billede ser fredeligt ud. Men det har en indbygget mystik, som har forfulgt Maria Sørensen i syv år. Og det ser ud til at fortsætte.
Det gamle billede ser fredeligt ud. Men det har en indbygget mystik, som har forfulgt Maria Sørensen i syv år. Og det ser ud til at fortsætte. Foto: Martél Andersen

Opdateret 30. december 2022 kl. 06:53

AARS: Billedet chokerede hende for syv år siden. I år gjorde det hende først meget glad, siden skuffet. Og i dag ved hun ikke længere, hvad hun skal tro om det.

Det er  status på et tilfældigt møde med et gammel fotografi, som i 2015 ændrede Maria Sørensens liv.

- Jeg er lidt skuffet. Jeg har jo troet, at mysteriet var opklaret. Men der er vist ikke noget at gøre lige nu. Så jeg er nødt til at lægge det på hylden, fortæller den 38-årige kvinde.

Skuffelsen gælder også hendes børn. De synes det er uhyggeligt at nogen kan gå rundt og ligne deres mor til forveksling. Også selv om det er hundrede år siden.

- Der står hun, viser Maria Sørensen og peger på sin dobbeltgænger der for omkring 100 år siden var hendes alder. Billedets oprindelse er ukendt. Hun har kun kendskab til den kopi, hendes mor og hun tilfældigt så på Messecenter Vesthimmerland for syv år siden. Foto: Martél Andersen

Uventet møde

Historien om det mystiske billede gjorde stort indtryk på mange læsere, da Nordjyske fortalte den i sommer. De fleste kunne godt forstå, hvorfor hårene rejste sig på hovedet af Maria Sørensen, da hendes mor pludselig pegede på et sort-hvidt foto af hende, der hang på et festlokales væg i Messecenter Vesthimmerland. 

Ingen af dem havde set billedet før. Og sagen var, at både fotoet og kvinden i det mørke tøj måtte være omkring 100 år ældre end Maria Sørensen.

- Det var lidt uhyggeligt. Men det gjorde mig også nysgerrig. Jeg ville rigtigt gerne vide, hvem det var. Men jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle gøre, og det har da heller ikke været let, fortæller hun.

Maria Sørensens mor Jane Nielsen er lige så undrende som sin datter over ligheden. De har endda det samme smil, kan hun bekræfte. Jane Nielsen er i øvrigt nok den eneste nulevende, der både har kendt Maria Sørensen og sin bedstemor Laura Emilie godt. Laura Emilie Andersen er måske, måske ikke, personen på det gamle foto. Foto: Martél Andersen

Pludselig uhygge

Familien var til konfirmation, og det var helt tilfældigt, at de kom til at kigge nærmere på fotostaten, men ligheden var slående, var de enige om.

Maria Sørensen prøvede at slå billedet og en efterlysning af oplysninger op på Facebook. Men det kom der ikke noget ud af. Heller ikke på Lokalhistorisk Arkiv ved Vesthimmerlands Museum var der nogen hjælp at hente. 

I mangel af idé til, hvordan hun kom videre, gled billedet i baggrunden af hverdagen med arbejde og familie. Men kvindens ansigt blev ved med at dukke op i hendes tanker.

Nyt forsøg

Sådan gik der næsten syv år for den nu 38-årige mor til fire. Selv om hun har haft nok at se til, sad fotografiet som en torn i hukommelsen, der med mellemrum pirkede til hende. 

- Der har været nætter, hvor jeg er vågnet og har tænkt på billedet. Hvordan en, der ligner mig så meget, kunne sidde der. Men jeg kunne ikke finde ud af det, gjorde hun op.

Til sidst slog hun atter billedet op på Facebook, måske en smule mere insisterende end første gang. Og denne gang fik hun bid. 

Opslaget blev delt af andre flere gange, og til sidst fik hun en henvendelse fra en bekendts moster, Helle Svendsen i Farsø. Hun havde en del erfaring i slægtsforskning og ville godt prøve at hjælpe.

På nogle fotos, som en kusine til hendes mor sendte hende efter Nordjyskes første artikel om mysteriet, er ligheden mellem oldemoren og Maria Sørensen ikke så stor. Det er den til gengæld på hendes egen families fotos af Laura Emilie Andersen som gammel. Hvad skal man så tro? Foto: Martél Andersen

Brikker på plads

Nu kom der skred i sagen.  Efter et større arbejde pegede efterforskeren på, at det meget vel kunne være Maria Sørensens oldemor, Laura Emilie Andersen, på billedet. 

Meget tydede nemlig på, at manden ved siden Laura Emilie var hendes mand Anton. En teori der blandt andet passede med, at familien ikke havde fotos af oldeforældrene fra deres yngre dage.

Fremskrev man ansigterne med rynker, grå hår og tidens gang i almindelighed, lignede de bestemt Maria Sørensens oldeforældre, som familien i dag kender dem.

Billede krakelerer

Glæden over opklaringen blev dog kort. 

Ingen havde kunnet se, hvor billedet var taget, indtil en læser kom med et overraskende bud: Den pavillon, der skimtes bag fotoets to par, lignede en han kendte. Sagen var bare, at den ikke som ventet stod i Nordjylland, men i Fredericia!

Ikke at det udelukker, at parret var taget et smut til Fredericia fra husmandsstedet ved Farsø. Men sandsynligheden virkede ikke stor, da parret ikke havde mange penge at gøre med. 

Maria Sørensen sendte fotoet og en forespørgsel til Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia. Her bekræftede man, at bygningen godt kunne være en pavillon i den lokale Fuglsangskoven.

En kusine til hendes mor, hun ikke kendte i forvejen, henvendte sig med nye fotos. Her lignede fortidens Laura Emilie ikke nutidens Maria særligt meget. Det gør hun imidlertid stadig på andre fotos. 

Efterhånden er det nærmest som om, at den tidløse tvillings glade smil også indeholder drilleri på tværs af årtierne: "Find mig hvis du kan, Maria". Foto: Martél Andersen

- Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal tro. Men vi vil virkelig gerne vide hvem kvinden på billedet er, uanset om vi er i familie eller ej. Jeg vil gerne give den rigtige historie videre til mine børn, forklarer hun.

Maria Sørensen havde håbet, at læserne endnu en gang kunne give hende et nyt spor. Men nej, ikke indtil nu, i hvert fald.

Hun er bevidst om, at at svaret måske aldrig kommer. Selv om det kan være svært at forstå i nutiden, hvor selv de mindste ting i ens liv bliver fotograferet og dokumenteret. Sådan var det mildest talt ikke for 100 år siden, især udenfor de rigeste kredse.

Men kvinden på billedet kigger stadig ud på Maria fra sin sort-hvide fortid. Med et smil, der bliver mere og mere  drillende. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden