Østerssæsonen rundes af med den store finale på lørdag

Årets østerssæson afrundes med den festlige finale på Pakhustorvet lørdag 22. april

På lørdag omdannes Pakhustorvet i Nykøbing til et mekka for østers- og muslingeelskere. <i>Foto: Per Bille</i>

På lørdag omdannes Pakhustorvet i Nykøbing til et mekka for østers- og muslingeelskere. Foto: Per Bille

NYKØBING:På lørdag 22. april rundes sæsonen for østers- og muslingefiskeriet af med årets Østersfinale i Nykøbing. 

I den forbindelse vil Pakhustorvet vil være omdannet til en markedsplads, hvor der vil være boder med lokale råvarer og mulighed for at smage små retter med østers og skaldyr, ligesom man kan komme ombord på en vaskeægte østers- og muslingekutter eller deltage i de festlige gourmetmiddage på byens restauranter, hvor østers og skaldyr er i fokus.

- I Danmarks Skaldyrshovedstad bruger vi mange kræfter på at udbrede kendskabet til østers og skaldyr i Limfjorden. Det er noget helt specielt for vores område og en livsstil, der ligger dybt tilbage i øens historie og dens udvikling. Med Østersfinalen hylder vi derfor livet ved Limfjorden og alle de lokale råvarer, fortæller Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune og formand for Foreningen Danmarks Skaldyrshovedstad.

Programmet 22. april skydes i gang med en velkomst ved borgmesteren, hvorefter boderne på Pakhustorvet åbner. På pladsen vil det være muligt at lære at åbne østers eller få fif til at blive bedre, man kan høre mere om livet som fisker på Limfjorden eller tage på østerssafari.

Det er dog ikke kun i selve boderne, at der kan smages på de lokale råvarer. Flere af byens restauranter har også sat skaldyr på menuen. Dertil afholder Steenbergs Brasserie en afslutningsmiddag lørdag aften til Oyster Final Dinner, hvor alle smagsløg vil blive forkælet med en 5-retters menu med alt det bedste fra Limfjorden.

Anders Heegaard, præsident for Danmarks Kokkeforening, fortæller:

- Vi er meget klar til weekenden og glæder os til at give et indblik i, hvordan man kan tilberede og arbejde med skaldyr. Helt nyt er, at vi for første gang også inddrager hjertemuslinger udover østers og blåmuslinger. Østers- og skaldyr er ikke kun noget udsøgt og luksuriøst man får i udlandet. Danmark er faktisk langt fremme og har rigtig gode østers- og skaldyr, især ved Limfjorden. Vi elsker at bruge gode danske råvarer og tager dem stolt med rundt i verden, hvor vi gerne viser alt det gode det danske køkken også kan.

Østersfinalen er støttet gennem projektet ’Danmarks Maddestinationer’ med tilskud fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses decentrale erhvervsfremmemidler.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.