Se billederne: Skiløbere kom fra hele Danmark for at deltage i årets første skiløb
Der blev rendt langt, selvom det var glade amatører, der søndag havde spændt langrendsskiene i Rold Skov
Opdateret kl. 16:57
Det var som at se køer blive sluppet på græs, da 72 langrendsløbere fra hele landet søndag formiddag stod klar på startstregen til årets første skiløb på dansk grund.
Rold Skov dannede rammen om skiløbet på en cirka fem kilometer lang rundstækning arrangeret af Rold Skov Skiklub. Skientusiasterne var hurtige til at få stablet et langrendsløb på benene, da sneen væltede ned over Nordjylland.
- Vi lavede et opslag på Facebook torsdag aften, og så var det dejligt at se, hvor mange der søndag formiddag stod klar på startstregen. Der var deltagere fra København, Sønderjylland, Aarhus, store dele af Nordjylland og sågar også Grønland, lyder det fra Peter Bystrup, der er bestyrelsesmedlem i Rold Skov Skiklub.
Naturstyrelsen Himmerland havde præpareret rundstrækningen og sørget for de bedst mulige forhold for de 72 skiløbere, der piskede rundt på langrendsskiene i 90 minutter.
Om det var hjemmebanefordelen, eller rene evner på ski skal stå hen i det uvisse, men Rold Skov Skiklub ryddede podiet hos herrerne, mens Jane Mathiesen fra den lokale skiklub vandt dameklassen.
- Det var norske forhold, vi kørte under, så det kunne ikke være bedre. Entusiasmen var helt i top, og alle var glade og tilfredse. Det har været en fornøjelse at være arrangør, siger Peter Bystrup.
Rold Skov Skiklub blev stiftet i 2010, og det er lykkedes at arrangere skiløb i og omkring Rold Skov 12 ud af 14 vintre siden etableringen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.