Søstre deler ølnørderi på Instagram: Ida Maria og Amalie har startet eget mikrobryggeri

Lørdag var 1450 glade ølentusiaster mødt op til en solrig fejring af Øllets Dag

Ida Maria og Amalie er søstre, og sammen driver de håndbryggeriet Schwesterbrau - på Instagram folder de deres øleventyr ud. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Ida Maria og Amalie er søstre, og sammen driver de håndbryggeriet Schwesterbrau - på Instagram folder de deres øleventyr ud. Foto: Torben Hansen

THISTED:Lørdag samledes 1450 ølentusiaster ved Thisted Bryghus til fejring af Øllets Dag i strålende september-solskin.

Selvom specialøl kan nydes af alle med hang til humle, så var det med et enkelt blik rundt i forsamlingen tydeligt, at miljøet fortsat domineres af mænd.

Men ved årets udgave af ølfestivalen lyste to blonde hårtoppe op blandt standholderne med hånd- og mikrobryggerier, der havde fået plads i det store telt ved Bryggerivej.

Det er søstrene Ida Maria og Amalie fra Aarhus, der tilsammen udgør Schwesterbrau.

På Schwesterbraus instagram kan man følge med i, hvordan søstrene udvikler deres opskrifter, hvordan de brygger små portioner øl hjemme ved køkkenbordet og tager på inspirationsture hos bryggere og bryghuse.

- Vi kommer fra en familie, hvor vi går meget op i smag, madlavning, vin og øl. Det har altid været et samlingspunkt for vores familie, fortæller storesøster Amalie Lykke Baadsgaard, der begyndte at fatte interesse for specialøl i gymnasiealderen, hvilket med tiden mundene ud i et job på en specialølbar.

Da Ida Maria blev gammel nok til at tage med, begyndte Amalie at dele sin interesse for øl med hende. Efterhånden virkede det logisk selv at prøve kræfter med brygning af de gyldne dråber, fortæller de:

- Jeg tror, at når man nørder noget så meget, som vi har nørdet øl, så opstår der en trang til selv at komme til at stå med fingrene helt nede i det. Én af grundene til, at vi brygger, er at vi vil blive bedre til at smage og lære de forskellige øltyper mere indgående at kende. Så vi får en indsigt i, hvad for nogle knapper, man kan skrue på, når det kommer til at få en bestemt smag frem, og det kan gøre os til bedre formidlere, når vi for eksempel holder ølsmagninger, siger Amalie Lykke Baadsgaard, der til daglig læser til arkitekt på Arkitektskolen i Aarhus, mens lillesøster Ida Maria Lykke Baadsgaard læser antropologi ved Aarhus Universitet.

Schwesterbrau fik travlt med at skænke øl til de mange tørstige gæster. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Schwesterbrau fik travlt med at skænke øl til de mange tørstige gæster. Foto: Torben Hansen

De øltørstige gæster ved Øllets Dag fik lejlighed til at smage på både kulsort stout og blomsterrig IPA fra Schwesterbrau, der indtil videre har udgivet fire bryg på større skala. Konstellationen med de to søstre i front vækker opsigt, og Ida Maria og Amalie oplever stor interesse for deres projekt, både on- og offline:

- Vi er heldige med, at vi hurtigt får udsolgt af vores bryg, og folk gerne vil have endnu mere. Men samtidig er vi meget bevidste om, at vi ikke vil brygge mere end, at vi stadig kan stå inde for det og have det sjovt med det. Vi vil gerne være gode søstre, venner, studerende og så videre ved siden af ølbrygningen, og vi oplever, at vi hurtigt bliver mødt af en vækstmodel, som vi forventes at følge, siger Amalie og Ida Maria tilføjer:

- Den der vækstmodel bliver hurtigt et succeskriterie. Det er meget privilegeret, at vi kan sælge vores øl så hurtigt, uden vi behøver lave et stort fodarbejde, men for os er målet ikke, at vi skal skynde os ud og sætte en stor produktion i gang. Lige nu er det vigtigere, at vi nyder det og har det sjovt med det, frem for at vi skal tjene en masse penge på det.

De to har altid været meget tætte, men nu har den fælles interesse for øl har udmøntet sig i en ny facet af deres forhold: Nemlig som forretningspartnere i virksomheden Schwesterbrau I/S.

- Nogle gange får jeg lyst til at sige, at vi også skal ringe sammen om andet end øl. Det er selvfølgelig ikke hele tiden, alt går op i øl, men når vi har en øl ude, er der rigtig meget, der skal koordineres, omkring leveringer og fakturaer og sådan. Det gør så til gengæld, at vi snakkes ved flere gange om dagen, hvilket vi måske ikke ellers havde gjort, siger Amalie og Ida Maria tilføjer:

- Vi beskæftiger os rigtig meget med øl i løbet af en dag, men der bliver også plads til gode snakke og søstertid, gerne over en god flaske øl.

Septembersolen skinnede flot over pladsen ved Thisted Bryghus, hvor mange ølglade tilbragte lørdagen. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Septembersolen skinnede flot over pladsen ved Thisted Bryghus, hvor mange ølglade tilbragte lørdagen. Foto: Torben Hansen

Ida Maria og Amalie håber, at Schwesterbrau kan være med til at inspirere andre til at kaste sig ud i specialøl og ølbrygning, så der i fremtiden kan blive endnu mere diversitet blandt ølentusiaster.

- Der er mange, der synes, det er forfriskende, at vi er to kvinder, der laver det her sammen. Men vi har længe sagt, at vi synes, det skal handle om øllet, og vi vil vurderes efter samme præmis som alle andre, siger Ida Maria, og Amalie indskyder:

- Det er vigtigt, at vores øl skal smage godt. Vi skal ikke bare leve på "den gode historie", siger hun, mens Ida Maria fortsætter:

- At vi har tænkt meget lidt over, at vi er kvinder, hænger måske sammen med, at vi er hjemmebryggere, der ikke har prøvet at arbejde på et rigtigt bryggeri. Vi vil ikke negligere, at der kan være et stort behov for at tale om diversitet og feminisme i ølbranchen generelt.

Ser vi på øl med de historiske briller, er sensationen med to kvindelige ølbryggere knap så iøjnefaldende, pointerer Ida Maria Lykke Baadsgaard, der netop har færdiggjort et stort projekt om kvindelige ølbryggere:

- Kvinder har brygget øl i 6000 år, indtil der kom nogle mænd og så, at der var potentiale og penge at hente på det. Så når vi bliver mødt med den tilgang, at det er helt usædvanligt, at vi er to kvinder, der brygger øl, så vil vi gerne kunne sige til dem at: "Hey, mænd har faktisk ikke brygget øl særlig længe", siger hun med et smil.

Øllets Dag på Thisted Bryghus

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.