kræft

Storm sendte cykelryttere til spinning i den gode sags tjeneste

Indsatsen har medvirket til, at man på lørdag vil kunne overrække en flot check til Knæk Cancers indsamlingsgalla

Torsten Brix og de andre motionister til årets velgørenhedsløb i Aabybro til fordel for Kræftens Bekæmpelse måtte søge i ly i spinninglokalet.
Torsten Brix og de andre motionister til årets velgørenhedsløb i Aabybro til fordel for Kræftens Bekæmpelse måtte søge i ly i spinninglokalet. Privatfoto: Torsten Brix

Det hænder, at en god rusketur fra en efterårsstorm aflyser alt fra færger til arrangementer herhjemme, men i Aabybro skal der mere end et solidt blæsevejr til at slå folk ud.

Lørdag startede Knæk Cancer-ugen med velgørenhedsløbet i byen, hvor de tilmeldte enten kunne gå en rute på fem eller ti kilometer eller hoppe i sadlen i den gode sags tjeneste.

- Vi er nogle, der igennem flere år har arrangeret denne dag, og de sidste mange år har vi haft et ualmindelig godt vejr. Det havde vi ikke i år, fortæller Torsten Brix fra styregruppen.

Derfor var cykelturen flyttet indenfor på Local Fitness’ spinningcykler, mens gåturene blev gennemført med cirka halvdelen af dem, der egentlig havde tilmeldt sig.

- Det blev da lidt tamt i år, men jeg synes egentlig, det var et flot fremmøde vejret taget i betragtning. Vi kan jo ikke forlange, at man bevæger sig ud i den slags vejr, der var lørdag, lyder det fra Torsten, der beretter at de fremmødte alligevel hyggede sig.

- Det endte med at blive en rigtig god dag, hvor vi brugte lokalerne hos EDC til at få læ. 

Udover Torsten Brix og Morten Grimm fra EDC har Janne Fruergaard og Claus Frikke været med i styregruppen, og deres indsats har været medvirkende til, at de til den store indsamlingsgalla i DGI-huset på lørdag vil kunne overrække en flot check.

- Menne Design har hjulpet os med at fremstille en check, hvor alle sponsorerne er på, og vi er også ganske stolte over tallet, som skal stå på checken. Ikke mindst med tanke på det dårlige vejr, siger Torsten, og afslører, at løbet har skaffet omkring 40.000 kroner til den gode sag.

Sidste år blev der indsamlet over 117 millioner kroner på landsplan. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden