Tidligere narkobetjent udkommer med ny bog - læs et kapitel her

HØRBY/KØBENHAVN:Narkotika, som politiet leverer tilbage til en hjælpsom meddeler, punkteringer af en narkomistænkts ene køretøj - og undercoverarbejde som FBI-agent. 

Det lyder ikke som hverdagskost for en nordjyde med rødder i Hørby - en lille landsby med lige knap 400 indbyggere. Ikke desto mindre er det, hvad den tidligere narkobetjent René Dahl Andersen kan præsentere på sit CV. Og sit arbejdsliv som betjent i det københavnske narkomiljø.

Det beskrev han i sin bog 'Hærdet', der udkom i marts sidste år - og nu udkommer Hørby-drengen med en opfølger, 'Helhjertet', der kommer på hylderne 13. oktober. 

Men kan man vride mere ud af fortællingen om en tidligere narkobetjent og hans gerninger - og ugerninger - i den kriminelle underverden? Sagtens, mener hovedpersonen selv. 

- Nogle af de kapitler, der skulle have været med i "Hærdet", var så kontroversielle og grove, at de aldrig kom med. Det insisterede forlaget på. Men de er med nu, for jeg vil stadig gerne fortælle historierne. 

- Både fordi det er relevant, men også fordi det er vigtigt for mig at fortælle om de personer og de ting, der skete i min tid i politiet. Og så giver jeg også ordet til de mennesker, der har været med på min rejse, forklarer René Dahl Andersen. 

Sådan tager forsiden på René Dahl Andersens nye bog sig ud. Den er skrevet i samarbejde med journalist Dennis Drejer. Privatfoto: René Dahl Andersen

Han har siden udgivelsen af "Hærdet"-bogen været rundt i hele landet med sit foredrag - og turnerer stadig land og rige rundt med anden udgave af selvsamme foredrag. Sideløbende har han to podcasts på mediet Podimo, ligesom han har flere spændende TV-projekter i støbeskeen. 

Men den hårde og kriminelle verden har også brug for et feminint touch, mente René Dahl Andersen - og derfor søgte han sparring ved journalist og filosof Pia Møller Søe. 

Jo, bogudgivelsen har banet mange nye veje for Hørby-drengen. 

- Og så er det helt underligt, at en dreng - ja, en bondekarl kan man sige - fra Hørby har sin egen hjemmeside, tilføjer René Dahl Andersen grinende. 

Også på finsk er René Dahl Andersens bog "Hærdet" udkommet - og han har også deltaget i en finsk udgave af en truecrime-podcast. Privatfoto: René Dahl Andersen

Nordjyske har fået lov til at bringe et kapitel fra René Dahl Andersens nye bog - det kan du læse nedenfor samt et udsnit af et kapitel om René Dahl Andersens hjemstavn, Hørby:

Afsnittet "Tak, Hørby" Grafik: Jette Klokkerholm

Hærdet vækker opsigt, og jeg bliver opfordret til at holde foredrag om min historie. Det første officielle arrangement skal foregå på Bremen Teater i København den 20. august 2021, men jeg beslutter at holde en generalprøve i hjemlige omgivelser to måneder inden hos min gamle fodboldklub, Hørby IF. Der bliver solgt billetter gennem Hørby-bageren, der er samlingspunkt for byen, og det er også der, de lokale har kunnet købe min bog, som har solgt over 200 eksemplarer, hvilket er meget godt i en by med 350 indbyggere.

Det betyder, at stort set hele lokalsamfundet kender historien, og trods min elskede mors bekymringer om, hvad det ville medføre, at jeg delte min historie offentligt, har hun kun oplevet positiv respons. Stemningen er også god, da jeg inden foredraget er hjemme hos hendes, og hun har naturligvis stået i køkkenet for at kunne servere min livret, hendes hjemmelavede boller i karry.

Foredraget skal foregå i Hørby IF’s klubhus, hvor jeg har haft tusindvis af gode timer. På de holdbilleder, der hænger på væggen blandt vimpler og pokaler, genkender jeg ansigterne på mange, og jeg finder billeder af min far, Ejgil, både som spiller og holdleder. I omklædningsrummet genkender jeg duften, en blanding af græs, kamfer, gamle benskinner og cigaretrøg.

Inde i hallen har de frivillige gjort klar med lydanlæg og projektor, og på hver af de omkring 100 opstillede stole ligger der små, laminerede billeder af forsiden på Hærdet. Det rører mit hjerte, at de har brugt tid og kræfter på det.

Udenfor er der også gjort virkelig meget ud af det med en hel lille byfest med pølsevogn, fadølsanlæg og løssluppen stemning, som nok også skyldes den nylige coronaåbning.

Min far havde 13 søskende, stort set alle i den familie er blevet boende i kommunen, og alene alle de fastre, farbrødre og kusiner og fætre, der er mødt op, er overvældende. Desuden ser jeg Aage Pedel og mine gamle holdkammerater Mølholt, Sulle og Frønnich. Jørgen Målmand kommer over til mig og fortæller, at det er første gang i mere end 20 år, han har læst en bog, og at han læste den på to dage. Helle og Jan fra Hørbybageren er der, og min fætter Tom, som var min inspiration til at blive politimand, giver mig et kram så stort, at jeg kan mærke det, en tid efter at han har sluppet.

»Hvis ikke det var for dig, var jeg aldrig endt med at få en dom og måtte underholde med mit politiliv i stedet for at være ovre i -Kjøwenhavn og fange banditter,« siger jeg til ham.

»Haha, nej, det er du vist selv ude om,« svarer han.

Hjemme, omfavnet og omgivet af alle de andre bonderøve fra den lille, skønne flække højt oppe i Danmark føler jeg mig tryg. Jeg genkender mindst 90 procent af dem, der har taget plads for at høre, hvad jeg har at sige. Omgivet af mennesker, der virkelig betyder noget for mig, har jeg mere på spil, så udover at jeg er spændt, er jeg også mere nervøs, end jeg nogensinde før har været over at tage ordet.

Men denne aften er ordet mit, og det er afgørende for mig, at jeg får fortalt min historie, så de har mulighed for at forstå. Det er afgørende for mig, at alle disse mennesker forstår, at alt det, vi alle sammen befinder os midt i lige her, altid har betydet og altid vil betyde meget for mig. Jeg står i gæld til de mennesker. Der er meget, jeg aldrig vil glemme dem for, og den aften får jeg mulighed for at sige det: tak, Hørby.

Min debut som foredragsholder er følelsesladet, men går godt, og jeg finder ud af, at jeg har materiale nok til tre foredrag, så jeg skal skære fra inden den store scene i København.

Der er over 300 billetkøbere i Bremen Teater, deriblandt omkring 30 tidligere kollegaer og mindst fem personer, jeg genkender fra den kriminelle underverden. Jeg er ikke nervøs, der er bare lidt sommerfugle, som skal dirigeres, så de flyver i samme retning. Under foredraget er jeg tre gange nødt til at stoppe op, da tårerne presser på. Det føles ikke ubehageligt. Det føles meget rigtigt og virkeligt. Det bekræfter mig i, at jeg har brug for at dele min rejse i livet.

Ved min side har jeg min ven og tidligere kollega Shooter, som blandt andet hjælper med at håndtere bogsalg. Efter foredraget trækker vi vores cykler til Værnedamsvej og drikker kolde fadøl på bistro Falernum.

Da vi skilles, tjekker jeg min Instagram og Facebook og har modtaget over 60 beskeder fra folk, som har været til foredraget. Så sætter jeg mig på en bænk på Frederiksberg Allé og svarer på beskeder. Det føles godt. Jeg fornemmer, at jeg har begyndt en ny rejse. Måske en form for karriere. Så jeg går glad og opløftet hjem og kysser min datter, min kone og min hund godnat.

• • •

Offentligt at indrømme min fejl, den største dumhed jeg har begået i mit liv, og bruge det i en bog, holde foredrag og lave podcasts giver mig styrke til at rejse mig og komme videre. Udover mine ubegavede og hovmodige handlinger med lamperne er der ikke noget, jeg fortryder.

Jeg er ikke lige stolt af alle de kreative måder, som jeg løste politiopgaver på, men virkeligheden er ikke så sort-hvid, som man uddanner betjente til at tro. Og jeg er stolt af de resultater, som de metoder skabte.

Jeg var med til at beslaglægge narkotika for rigtig mange millioner kroner, og jeg mener stadig, at man er nødt til at være lidt kreativ i ulige kamp mod dødens købmænd, som tjener store penge på at sælge narko til mennesker, hvis afhængighed gør dem syge og ude af stand til at tage vare på sig selv. Så må vi, systemet og narkobetjentene, træde til for at hjælpe dem og bekæmpe dem, der lever af deres ulykke. Så jeg ville gøre det samme igen.

Jeg vil opfordre til, at systemet passer på betjentene i frontlinjen med supervision og samtaler og ved at indføre en regel om, at man er operativ narkobetjent i maksimum fem år. På den måde kan man undgå, at der kommer til at herske en alt for selvstændig kultur, for jo længere tid, man er i det, jo nemmere bliver ens moralske kompas slået ud af kurs.

Hvis en chef eller tillidsmand havde foreslået de fem år til mig i min tid i patruljen, havde jeg tænkt: »Du forstår intet.« Fordi man bliver blind for den langsomme forråelse og skreddet i moral og etik, som jeg gjorde ved flere lejligheder. Det kan jeg se nu, hvor det hele er kommet på afstand.

Selvom jeg savner fællesskab og sammenhold, når jeg rejser kongeriget rundt alene og holder foredrag, er jeg dybt taknemmelig for folks interesse og alle de muligheder, der dukker op.

Eftersom Møffe har været journalist i tv-branchen i mere end 20 år, er rygtet om min bog allerede blevet spredt, mens jeg skriver, og jeg bliver kontaktet af flere produktionsselskaber, som vil lave film og tv med mig.

Jeg synes, at det lyder spændende med fiktion baseret på min historie, for så kan jeg fortælle det meste og behøver ikke at vægte mine ord så meget med fare for et retsligt efterspil. Efter råd fra flere i branchen mødes jeg med Morten Kaufmann, der blandt andet har produceret storfilmene Jagten og Ser du månen, Daniel, og han siger: »I alle mine 20 år i branchen har jeg ventet på at møde en mand som dig, der vil fortælle nuanceret om politiet. Endelig. Vi er klar til at sætte i gang.«

Inden for to uger har vi en aftale. Sammen med manuskriptforfatter Anders Ølholm, som netop har haft premiere på sin debutfilm Shorta, er jeg medforfatter på en fiktionsfilm med arbejdstitlen Varulvene, og samtidig udvikler vi en tv-serie med titlen Slangedræberen.

• • •

På første række til et foredrag på Sydsjælland sidder en mand sidst i 50’erne, som ligner en betjent. I pausen kommer han op til mig og køber en bog. Hans øjne søger ikke mine. Det virker, som om han er flov. Da jeg signerer bogen, spørger jeg ham, hvad han laver til daglig.

»Jeg er kollega. Og jeg kan så tydeligt genkende det, du fortæller om reaktionerne på din sag med lamperne. Jeg har i over et år haft en sag på nakken. Ledelsen kigger overhovedet ikke min vej, og jeg føler mig meget alene.«

Foran mig står en klippe af en mand, hvis nakke er bøjet, og hvis øjne flakker, fordi han er ramt på stoltheden. Jeg genkender det blik. Jeg har haft det selv.

Hans sag handler om, at han har skubbet en anden mand væk med sin underarm, da denne befamlede hans kone på røven. Man må ikke slå, slet ikke som betjent, og der er forskel på at slå og at skubbe. Men under alle omstændigheder er det utilstedeligt, at endnu en politiledelse ser en kollega i knibe som en paria, og at han skal vente så længe på at få afgjort sin fremtid – endda kun et par år før sin pension.

En anden kollega henvender sig til mig og fortæller, at der efter seks år ikke engang er udfærdiget et anklageskrift i en sag mod ham. Det er vanvittigt, at DUP’ens sagsbehandling tager så lang tid. Der er ikke mange drabssager, der tager flere år, efter at sigtelsen er bekendtgjort.

Jeg ved fra mig selv, at ventetiden er det hårdeste. Man har brug for et punktum, så man kan komme videre i livet. Man kan sammenligne det med, hvis ens kone kommer og siger, at hun overvejer skilsmisse, men hun vil lige tænke lidt mere over det, og så går der seks år, hvor man ikke ved, om man er inde eller ude. Det er en ekstrem psykisk belastning. Også for ens omgivelser.

Der er altid politibetjente til mine foredrag. Nogle af dem fortæller mig, at de egentlig ikke ville læse om deres eget fag fra en, der havde vendt dem ryggen – fra en »stikker«.

Når de så gør det alligevel, finder de ud af, at meget af det, jeg skriver, kan de genkende, og det er de samme ting, som de brokker sig over i patruljebilerne, kaffestuerne og til ægtefællen derhjemme. Nemlig at politiledelsen har glemt, at betjente bør have tid til at være der for borgerne og hinanden, så de kan være imødekommende over for de forurettede og stille de kriminelle til ansvar i stedet for at bruge tid på statistikker og skrivebordsarbejde.

Jobbet som politimand bør handle om mennesker og ikke tal i regneark.

Det er ikke kun politiet, der er ramt af store bureaukratiske problemer. Andre offentligt ansatte som sygeplejersker, jordemødre, SOSU--assistenter og fængselsbetjente – folk i stillinger, hvor mennesker assisterer mennesker – er blevet så pressede, at de ikke har tid til at tage sig ordentligt af deres medmedmennesker og hinanden.

Jeg har ikke mødt nogen inden for alle de fag, som har valgt jobbet på grund af lønnen. De har valgt det for muligheden for at gøre en menneskelig forskel, men den drukner i arbejdspres og djøfisering. Sådan var det indtil 2018, da jeg var i politiet, sådan var det i 2020, da jeg arbejdede på plejehjemmet og i ungdomsfængslet, og sådan er det til stadighed i 2022.

Afsnittet, "Münchhausens død" Grafik: Jette Klokkerholm

Jeg har mødt mange eksbetjente, som fortæller, at de er slidt ned af de voldsomme oplevelser, der hører med til at være i frontlinjen. Mange af dem har fået diagnosen PTSD, og nogle af kollegaerne har taget deres eget liv.

Engang tænkte jeg, at sådan noget kun sker for soldater, der har været i krig. Jeg tænkte ikke på, at det kunne ske for en politimand. Medmindre han havde været med ved de 118 skud under gadekampene efter EU-afstemningen 18. maj 1993.

Men det koster på sjælen med alle de voldsomme oplevelser. Slåskampe med sigtede. Personlige trusler fra kriminelle bander. Underretninger om børns dødsfald til deres forældre. Alvorlige færdselsuheld. Selvmord.

Tvangsfjernelse af børn, som sagt.

Det er hårdere, end man tror, mens man er i uniformen. Den menneskelige rygsæk bliver stille og roligt tungere og tungere. Nogle er stærke nok til, at den aldrig bliver for tung. Men alle kan knække. Selv dem, man tror, det aldrig kan ske for.

• • •

Året er 2021, og jeg er ikke længere i politiet. Jeg er den tidligere narko-betjent, der har skrevet en bog om sit politiliv, på godt og ondt. Det er derfor, vi kommer i kontakt på de sociale medier. Nu hvor jeg ikke længere er en del af politiet, er det lidt nemmere at fortælle det: Hun er ekskone til min gamle praktikvejleder, von Münchhausen, og hun vil gerne have, at jeg ved, at han er død. Von Münchhausen mistede livet på sin motorcykel som 52-årig, det er tre år siden. Han kom kørende lidt nord for Gærum ved Frederikshavn, og da han overhalede en bil i en kurve, mens den lagde an til at svinge til venstre, blev han snittet og mistede herredømmet over motorcyklen. Og gled frontalt ind i en modkørende personbil, som fortsatte hen over ham.

Førstehjælp på stedet kunne ikke redde ham.

Jeg bliver ked af at høre, at denne store, hjertelige mand ikke er her mere.

Von Münchhausen kom fra Sæby. Alene af den grund klikkede vi. Han var tidligere officer i Hæren, og han fik sit øgenavn, fordi han kunne fortælle de mest utrolige historier fra sin soldatertid og årene hos Københavns Politi, før vi unge blev ansat. Han fortalte, så man skulle tro, han havde levet syv liv og været både elitesoldat i flere værn og politibetjent siden krigens tid. Ligesom kronprinsen havde han Frømandskorpsets haj tatoveret på højre læg, selvom alle vidste, han kun havde været i Hæren. Men uanset hvor usandsynlige de var, holdt han fast i sine historier, og de var underholdende, og samtidig var han den mest omsorgsfulde kollega på stationen. Så vi dyrkede myten i stedet for at holde manden nede. Og jeg var åben og lod ham lære mig en anden virkelighed end den, jeg havde hørt om på Politiskolen.

• • •

I en af von Münchhausens første lektioner i alternativt politiarbejde redder han mig fra en betinget frakendelse af mit kørekort, efter at jeg ved Rigshospitalet kommer til at køre ind i en kvinde på cykel. Da vi har sikret os, at hun er uskadt og okay, skal jeg lige til at give hende mit navn og sige, at hun kan henvende sig, hvis der dukker skader op, vi ikke har opdaget der foran hospitalet. Men von Münchhausen får hevet mig væk i en fart, for hvis hun vender tilbage, kan min karriere i ordensmagten være forbi, næsten før den er begyndt.

Foruden værdien af snarrådighed i situationen lærer von Münchhausen mig også, at man ikke skal gå ned på grej. Normalt har vi kun ét magasin patroner til vores pistol, men von Münchhausen har selv købt tre ekstra. Han er også rasende over, at han ikke må få udleveret en skudsikker vest, så han køber en selv – som han får forbud mod at gå med i tjeneste. Han køber også selv lygter til at sætte på sin pistol, så han kan lyse med mundingen og ikke bliver overrasket af en forbryder, hvis han skal lave indtrængning i et mørkt rum.

En særlig episode siger meget om von Münchhausen. I 1999 skal vi køre den svenske storforbryder og flugtkonge Clark Olofsson fra -Vestre Fængsel til Retten i Frederikssund, hvor han er anklaget i en af Danmarkshistoriens dengang største narkosager om 60 kilo amfetamin og 300 kilo hash samt nogle våben oveni. Der er så meget sikkerhed omkring Olofsson, at en helikopter følger med i luften over os. Og så sker det, der ikke må ske – vi punkterer. Over radioen meddeler vi til -helikopteren, at alt er okay. Men det er ikke nok for von Münchhausen. Han skal lige understrege situationen. Så han stiger ud af bilen, blinker fire gange med sin lommelygte og viser fire fingre op mod helikopteren – det er det amerikanske politis »Code 4« og betyder: No Further Assistance Needed.

• • •

Da jeg skriver sammen med hans ekskone, kan jeg se, at der øverst på hans facebookprofil står dette motto: »Courage is to be scared to -death – but to saddle up anyway.« Sådan var han. Han kunne klare hele verden. Engang.

Von Münchhausens ekskone fortæller, at karrieren efter hans tid på Station 1 førte ham til lufthavnspolitiet i Kastrup. Siden blev han færdselsbetjent på Sydsjælland, og i 2002 flyttede han tilbage til Nordjylland, fordi han ville væk fra en ekskæreste og tættere på sine forældre. De sidste to år var han hos Nordjyllands Politi i Aalborg, på våbenkontoret. Det sluttede der, da han ved byretten i Aalborg blev idømt 60 dages ubetinget fængsel, kendt skyldig for at have brudt sin tavshedspligt og misbrugt sit embede. Han havde lækket oplysninger om en efterforskning til den person, der blev efterforsket. En kollega fra våbenkontoret fandt det mistænkeligt, at han talte med en våbenhandler, ejeren af Aalborg Jagt, der ofte kom på våbenkontoret, og som han kendte privat fra en lokal skytteforening. Politiet havde våbenhandleren i kikkerten for at importere våben ulovligt og via en samarbejdspartner at sælge uregistrerede pistoler og maskinpistoler videre til rockere fra både Bandidos og Hells Angels. Men der blev aldrig gennemført en efterforskning mod våbenhandleren. Han blev aldrig sigtet, og i vidneskranken svor han, at han ikke havde fået oplysninger af von Münchhausen.

Von Münchhausen ankede dommen, og da der i maj 2010 faldt dom i Vestre Landsret, var både han og hans advokat helt sikre på, at han ville klare frisag. Han mente selv, det var et komplot mod ham, fordi der på våbenkontoret skulle skæres ned fra tre til to medarbejdere. Men landsretten stadfæstede de 60 dages ubetinget fængsel.

Det fik hans landskendte forsvarer, Michael Juul Eriksen, til at udtale: »Min klient er dømt for at have lækket fortrolige oplysninger om en telefonaflytning af våbenhandleren. Men våbenhandleren er aldrig blevet aflyttet. Og der er i sagen ellers kun en kollegas vidneudsagn om, at kollegaen fandt det underligt, at min klient gik uden for politigården en dag sammen med våbenhandleren, og at det nok var, fordi min klient da gav de fortrolige oplysninger videre. Altså oplysninger om en telefonaflytning, der aldrig har fundet sted.«

Von Münchhausen afventede sin endelige dom i sit hus i Sæby sammen med sin kone. Da han hørte den, skreg han i afmagt. I et par timer. Hans kone måtte tilkalde vagtlægen, som gav ham en beroligende indsprøjtning. Fra den dag blev von Münchhausen aldrig sig selv igen. Sin straf afsonede han med fodlænke, han blev fyret fra politiet, og hans familie kunne slet ikke kende ham mere. Den godmodige von Münchhausen forsvandt. Han gik fra at være udadvendt og fylde et rum, når han kom ind i det, til at være en skygge af sit gamle jeg.

Han kom til at hade alt politi. Han var bitter på kollegaerne, som ikke støttede ham i sagen. Men han tog heller ikke sin telefon, når de ringede. Det gjorde for ondt på ham at blive mindet om det, der uigenkaldeligt var fortid. Med tiden blev han opfarende, aggressiv og utilregnelig. Familien vidste aldrig, hvornår han ville springe i luften i afsindigt raseri. I sin afmagt smed han med tallerkener og bestik, og han råbte ad sine børn, en datter på 16 år og et stedbarn, der var to år yngre.

Det blev værre og værre, men han nægtede at tale med en psykolog. En speciallæge i psykiatri ordinerede antidepressiv medicin. Han blev også ordineret antipsykotisk medicin, men det ville han ikke tage. Ifølge lægelig vurdering var han »svært depressiv og med et yderst beskedent funktionsniveau«. Han var i lange perioder på sygedagpenge, og til sidst kunne han kun passe et flexjob et par timer om ugen.

»Han var pumpet op med medicin,« fortæller von Münchhausens ekskone. Da jeg kørte patrulje med von Münchhausen, tog han stærk smertestillende medicin for en ryglidelse og et smadret knæ efter en motorcykelulykke. Han havde en historik med overforbrug, også af anti-depressiver, allerede inden han kom hjem til Nordjylland. Men han var udtrappet, indtil sagen mod ham kom for. Der faldt han åbenbart i igen, som en af de misbrugere, vi kørte rundt og servicerede i gamle dage på Vesterbro.

»Han led af PTSD i svær grad, og han havde de sidste år et voldsomt forbrug af flasker og kokain til næsen,« fortsætter von Münchhausens ekskone. »Han levede i en anden verden. Han så spøgelser. Virkelighed og fantasi smeltede sammen. Han blev en tikkende bombe med et afsindigt temperament.«

Jeg bliver ked af at høre om von Münchhausens sidste tid. Selvom han blev dømt for at træde ved siden af, skylder man at samle sådan en som ham op. Efter at han havde tjent samfundet i så mange år. Men hos politiet oplevede han kun det røde kort, endda inden han var dømt. Én gang kom to chefer fra Aalborg Politi forbi hans hjem, men det var hans ekskones indtryk, at deres største interesse var, om de kunne tage hans våbentilladelse til jagtriflen fra ham. Måske for at sikre sig, at han ikke gjorde skade på sig selv.

Hun havde håbet, at de kom for at vise empati.

Jeg havde ikke selv kontakt med Münchhausen i alle de år. Jeg troede, at han var færdselsbetjent på Sydsjælland. Hvad skete der lige med vores fællesskab og broderskab, når jeg gennem 21 år ikke var opdateret?

Jeg bliver helt tom indeni, mens jeg hører von Münchhausens ekskone runde hans historie af. Men hun har heldigvis et lyst sind - ligesom von Münchhausen, da han var sig selv.

»Ulykken er naturligvis ikke rar, men det var et eller andet sted en god død, han fik,« siger hun. »Den var drabelig og voldsom og på den måde en god historie. Lige i hans ånd. Det lyder sygt at sige, men i hans storhedstid var det jo lige hans form for humor at sige det sådan. Han fik den død, han gerne ville have – vild og blodig. Han sagde altid, at der på hans gravsten gerne måtte stå: Han blev ædt af en løve. Jeg mener, at der burde stå: Han fandt ud af, at han ikke kunne flyve.«

I virkeligheden står der bare »Christian Østergaard – 1966-2018«.

Der kom tre tidligere kollegaer til hans bisættelse. En mand med hans engagement og hjerte havde fortjent en kirke fyldt med himmelblå skjorter. Jeg ville ønske, jeg havde vidst det, så jeg i det mindste havde været der som fjerde mand. Men vores fællesskab var åbenbart ikke så stærkt, at nyheden om hans død sivede ud til de gamle kollegaer.

Jeg er glad for, at jeg kendte den bedste udgave af von Münchhausen og kan grine ad alle hans historier. Tak for det, gamle dreng. Du blev ikke ædt af en løve, men levede som en.