Fodbold

Fusionsplan endt i total splittelse

Flere års arbejde med at samle Strandby-Elling i lokalt kraftcenter ser ud til at kollapse få meter før målstregen. Idrætsforeningen er splittet som aldrig før

Det er her på vestsiden af Bannerslundhallen, der skulle ligge et nyt fodboldstadion, træningsbaner og en siddetribune med mere. Nu er samarbejdsplanerne kørt i grøften og fusionen sat på stand by.

Foto: Kurt Bering
Det er her på vestsiden af Bannerslundhallen, der skulle ligge et nyt fodboldstadion, træningsbaner og en siddetribune med mere. Nu er samarbejdsplanerne kørt i grøften og fusionen sat på stand by. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

STRANDBY-ELLING: Udgangspunktet var et ønske om at samle den store oplandsforening om et lokalt kraftcenter i Elling. I stedet er det endt i den helt store splittelse.

Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende fredag.

Et møde tirsdag aften med repræsentanter fra Frederikshavn Kommune samt en lang række andre foreninger i Strandby-Elling bragte ikke de stridende afdelinger i Strandby-Elling IF (SEIF) nærmere hinanden, tværtimod.

Mistillid og grøftegravning

Fodboldafdelingens repræsentanter i udvalget, formand Bjarne Pedersen, og Anders Binderup, der har været tovholder for styregruppen bag Aktivitetscenter Bannerslund, har nu begge trukket sig.

Anders Binderup går efter opfordring og pres fra SEIF Håndbold, der har udtrykt mistillid til ham som forhandlingsleder.

Det bekræfter Christian Bang, formand for håndboldafdelingen, men han ønsker ikke at uddybe det nærmere i avisen.

Dermed er planerne om en stor til- og ombygning til Bannerslundhallen med tilskud fra Lokale- og anlægsfonden stendød. Og idéen om at samle fodbold- og håndbold i Elling formentlig det samme.

- Håndboldafdelingen lægger ikke skjul på, at håndbold er deres 1. prioritet, derefter resten af foreningen og til sidst det øvrige lokalsamfund. Alt skal være på deres præmisser, men hvis ikke vi kan komme igennem med nogle af vores ønsker, bliver vi på Skeltvedvej, siger Bjarne Pedersen.

Ikke på julekort sammen ...

- Hvis ikke fodbold vil være med, må vi se, om vi kan udvikle området sammen med andre foreninger i lokalsamfundet, siger Christian Bang - der ikke har opgivet tanken om en fysisk fusion med fodboldspillerne.

- Lige nu ser det svært ud, men der skal være plads til alle i Bannerslundhallen, og fordi vi er to-tre voksne mennesker, der ikke lige er på julekort med hinanden, skal det ikke komme området og alle de aktive til skade, siger Christian Bang.

Jacob Dalsgaard, seniorkonsulent i Frederikshavn Kommune, har foreslået, at der samles en ny gruppe med de centrale aktører, som skal forsøge at komme videre med planerne om Aktivitetscenter Bannerslund, en gruppe, der også har Else Schaltz, formand for Idrætssamvirket, som medlem.

Om SEIF Fodbold er med, er dog yderst tvivlsomt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden