Gaarde efter Gorter-skade: Vi skal tænke os om
AaB’s sportsdirektør forventer ikke umiddelbart, at der skal hentes en ny erstatning til venstre back
Opdateret kl. 16:23
AALBORG: AaB fik den værst tænkelige besked, da resultatet af Donny Gorters scanning torsdag aften tikkede ind. Dommen lød på en korsbåndsskade - den tredje i AaB-truppen inden for et år.
- Det var en frygtelig besked at få. Lægestaben havde en begrundet mistanke om, at det var slemt, men det er helt forfærdeligt at få at vide. Gorter blev hentet ind for at erstatte Jakob Ahlmann, som er ude med en korsbåndsskade, så det er jo helt tragikomisk, at det så også sker for Gorter, siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde, som er meget ærgerlig.
- Situationen er selvfølgelig værst for ham, og jeg tror ikke helt, det er gået op for ham endnu. Men det er også slemt for os, for vi havde fundet en spiller, der passede perfekt ind i truppen - både sportsligt og personligt, siger Allan Gaarde.
Ingen forhastede beslutninger
AaB har et spækket forårsprogram, og spørgsmålet er så nu, om nordjyderne skal ud og hente endnu en erstatning til venstre backen.
- Jakob Blåbjerg har gjort det rigtig godt, og Patrick Kristensen kan også sagtens spille pladsen. Så vi skal tænke os rigtig godt om og diskutere, hvad vi skal gøre nu. Vi havde ikke planer om, at vi skulle være aktive i transfervinduet, men der kan selvfølgelig altid ske et eller andet, siger Gaarde.
Donny Gorter har kontraktudløb til sommer, hvorefter han har et år tilbage i sin kontrakt med AZ Alkmaar - og i AaB er der ikke planer om at hente hollænderen på en fast kontrakt.
- Det har vi ingen tanker om lige nu, lyder det fra Gaarde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.