Røverier

Gaderøver er blevet varetægtsfængslet

29-årig mand, som tirsdag begik gaderøveri i Aalborg, har været i grundlovsforhør

Arkivfoto
Arkivfoto Foto: Torben Hansen

AALBORG: Den 29-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger for at frarøve en 27-årig kvinde de 400 kroner, som hun netop havde hævet hos Danske Banks hæveautomat i Algade tirsdag eftermiddag.

Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Jette Rubien.

Den 29-årige stjal penge og pung fra den 27-årige kvinde, som straks satte efter og jagtede ham, inden han blev overmandet af borgere på Jernbanegade. Blot 11 minutter efter røveriet var den 29-årige anholdt af politiet.

Han forklarede i retten, at det var en impulssiv handling, og at han har et misbrug af heroin og morfin, som han prøvede at skaffe penge til.

Han erkendte også, at han havde forsøgt at stjæle pengene, men han mener ikke, at der er tale om røveri.

To røverier på en måned

Røveriet i Aalborg tirsdag var ikke den eneste sigtelse, som blev behandlet i grundlovsforhøret.

I starten af marts overfaldt den 29-årige et kærestepar, som netop havde hævet 5100 kroner fra en hæveautomat.

Den 29-årige nægtede i dette tilfælde sig skyldig i røveri, og forklarede i retten, at han i forvejen kender kæresteparret fra misbrugsmiljøet, og at de skyldte ham penge.

Men der var et vidne til overfaldet, og det lagde retten til grund for at varetægtsfængsle den 29-årige mand i fire uger.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden