Generationsskifte hos NORDJYSKE-selskab
NORDJYSKE-koncernens datterselskab, NORDJYSKE Kommunikation A/S, står foran et generationsskifte.
Claus Falk, 45 år, tiltræder 1. august som ny administrerende direktør og indtræder samtidig i direktionen i ejerselskabet NORDJYSKE Holding A/S. Claus Falk efterfølger på begge poster Peter A. Petersen, der fylder 60 år til sommer, men fortsætter i koncernen på bestyrelsesniveau, blandt andet som formand for NORDJYSKE Kommunikation og næstformand i NORDJYSKE Holding. NORDJYSKE Kommunikation A/S tæller selskaberne AM Production A/S, LN Eurocom teleservices A/S, AVIT-Systems A/S med datterselskaber i Danmark, Norge og Sverige, samt AM3D A/S med datterselskaber i Korea og Japan. - Claus Falks væsentligste opgave bliver at fortsætte den positive udvikling, som disse selskaber er inde i. Han har opnået solide resultater i flere danske og internationale virksomheder - senest som adm. direktør i den internationale, nordjysk funderede softwarevirksomhed ETI, siger Peter A. Petersen. Claus Falk er vokset op i Hjørring og uddannet på Aalborg Universitet som civilingeniør med software som speciale, senere samme sted suppleret med HD i organisation og strategi. Han har arbejdet som projektleder i KMD og systemchef i Sonofon og har været nordeuropæisk divisionschef i Bull, senere afdelingsdirektør i Capgemini og siden adm. direktør i Eltel, inden han i 2008 tiltrådte jobbet som adm. direktør i ETI. Samtidig vendte han og familien tilbage til Nordjylland. Peter A. Petersen har været i Nordjyske-koncernen i 25 år og har haft det primære ansvar for at opbygge selskaberne under NORDJYSKE Kommunikation.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.