Generationsskifte i Nordjysk Autolakering
Nye ejere forventer, at antallet af medarbejdere øges de kommende år
SÆBY: To private investorer har sammen med direktør Morten Tønnesen købt samtlige aktier i Nordjysk Autolakering A/S i Sæby.
De nye ejeres ambition er at fortsætte virksomhedens solide udvikling, og forventningen er derfor, at antallet af medarbejdere øges inden for de næste par år.
Udover Morten Tønnesen er det de to investorer Erik Christensen og Peter Børresen, der står bag købet af Nordjysk Autolakering A/S.
Erik Christensen er den nye bestyrelsesformand.
- Vi er meget tilfredse med den aftale, der nu er indgået med den tidligere ejer Martin Møller Larsen. Vi overtager ejerskabet af en virksomhed med meget stærke kompetencer og vækstmuligheder, og vi ser frem til at fortsætte selskabets positive udvikling og til samarbejdet med medarbejderne, kunder og leverandører, siger Erik Christensen.
Nordjysk Autolakering A/S tæller i dag 14 medarbejdere, der alle fortsætter i deres job under de nye ejere. Og planen er - som nævnt - at antallet af medarbejdere skal vokse:
- Ambitionen er at skabe rammerne for en støt stigende aktivitet, og derfor forventer vi, at vi inden for de kommende år kommer til at ansætte endnu flere medarbejdere, fortæller Morten Tønnesen.
- Jeg er rigtig glad for at se, at mit livsværk videreføres af nogle, der har en klar og seriøs plan for virksomhedens fremtid. Samtidig betyder det også meget, at vores dygtige medarbejdere kan fortsætte i virksomheden, siger den nu tidligere ejer Martin Møller Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.