Glæde over ny multibane i Tranum
Banen indvies 22. august med forskellige aktiviteter
TRANUM: Tranum Gymnastikforening har opnået støtte fra Nordea-fonden og DBU til anlæg af en multibane ved fodboldklubben. Banen er nu klar ved siden af klubbens nyrenoverede klubhus på anlægget i Tranum.
Multibanen er blevet placeret tæt på klubhuset. Det skyldes, at den, udover at vil muliggøre mange former for boldspil både i dags- og aftentimer året rundt, også vil blive et naturligt socialt samlingssted.
Formand Thomas Leonhard Jensen håber, at en multibane i klubben vil blive til gavn for byens børn og unge, men også for alle andre interesserede.
- Multibanen vil supplere vores eksisterende faciliteter på fornem vis, og jeg er sikker på, at den hurtigt vil blive en naturlig og foretrukken hjemmebane for boldspillere i alle aldre i nærområdet. Banen kan også blive et aktiv i forhold til byens opholdssteder, turister, flygtninge og andre der færdes i byens nærmiljø, siger Thomas Leonhard Jensen.
Nordea-fonden har med sin multibanepulje på 20 millioner kroner gjort det muligt for blandt andet Tranum Gymnastikforening at anlægge en af de eftertragtede baner.
Arbejdet med multibanen startede i maj og banen er allerede nu flittigt anvendt. Banen indvies 22. august med forskellige aktiviteter, der relaterer sig til Multibanen.