Aalborg

Gode svar om trafiksikkerhed

Børnehaveklasser fra Grindsted og Gug vandt konkurrence

Gug Skole var en af de to vindere i årets skolestart-konkurrence.
Gug Skole var en af de to vindere i årets skolestart-konkurrence.

Opdateret 24. maj 2022 kl. 13:01

AALBORG: De mindste elever fra Grindsted og Gug skoler har vundet årets skolestart-konkurrence, hvor de fik overrakt diplom og blev præmieret for deres indsats.

Aalborg Kommune og Nordjyllands Politi var i forbindelse med konkurrencen på besøg på de to skoler, og her viste det sig, at børnehaveklasserne var rigtigt gode til at fortælle om trafiksikkerhed.

I begyndelsen af skoleåret fik de mindste klasser på en lang række af kommunens skoler nemlig overrakt en en mappe med et opgavehæfte, og når hæftet var løst, kunne klasselæreren tilmelde dem en konkurrence, hvor eleverne de kunne vinde en gavecheck til klassekassen. Og Grindsted og Gug skoler vandt altså lodtrækningen blandt de mange, som indsendte svar.

Siden august måned har flere end 2000 små trafikanter bevæget sig ud i myldretrafikken for at starte i skole i Aalborg Kommune. Det stiller store krav til alle trafikanter, skoler og ikke mindst forældrene. Trafiksikkerhedsudvalget har traditionen tro deltaget i den landsdækkende kampagne, der i de første måneder af skoleåret sætter fokus på at opstarte nogle gode vaner med børnene og deres forældre i trafikken.

Aalborg Kommune har netop udviklet et nyt digitalt oversigtskort, hvor forældrene kan klikke sig ind og se alt om skolevejen i lokalområdet samt få gode råd om sikker skolevej, på www.aalborg.dk/skolevejen.

Gå til relaterede emner

Forsiden