Musik

Godt 4.000 Elton John-billetter solgt

Fan stod op kl. 03.30 for at sikre sig 22 billetter til koncerten

Mandag formiddag åbnede billetsalget til Elton John-koncerten til sommer. Foto: Daniel Bygballe
Mandag formiddag åbnede billetsalget til Elton John-koncerten til sommer. Foto: Daniel Bygballe Foto: Daniel Bygballe

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:33

AALBORG: Selv om det er mange år siden, Elton John toppede hitlisterne, kan den britiske popstjerne stadig sælge koncertbilletter.

Det konstaterer Aalborg Kongres- & Kultur Center, efter billetsalget til Elton John-koncerten 5. juli i Aalborg åbnede mandag formiddag kl. 10.

Efter halvanden time var 3700 af de 5000 koncertbilletter solgt, og mandag klokken 17.00, da førstedagens salg af billetter stoppede, var der solgt i alt 4.042 billetter. Der er altså kun 958 billetter tilbage til koncerten, og dem forventer pressechef Susanne Kabel fra Aalborg Kongres & Kultur Center solgt forholdsvis hurtigt.

- Førstedagens salg er meget fint. Elton John gæster jo jævnligt Danmark, siger Susanne Kabel.

Allerede før billetsalget startede mandag formiddag, havde en mindre kø samlet sig foran billetlugerne i kongrescentret i Aalborg.

Forrest stod Dorte Buus fra Biersted. Hun havde stillet vækkeuret til kl. 03.30 mandag for at være sikker på at få billetter til sig selv og 21 kolleger, der skal med til Elton John-koncerten.

- Der var kulmørkt, da jeg ankom her for at være først, så jeg satte mig i en stol og ventede, fortalte Dorte Buus i minutterne inden billetlugerne åbnede.

Missionen lykkedes - hun fik købt i alt 22 koncertbilletter til knap 800 kr. pr. styk.

- Det bliver en rigtig god fest. Vi glæder os helt vildt, fastslog den glade Elton John-fan.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden