Gør bilferien lidt sjovere med disse apps
Her er fem gode apps der skal sikre mod knurren i kabinen under ferie

En navigation-app kan være et alternativ til den klassiske gps. Arkivfoto Lars Pauli
HELE LANDET: Folkevognen er nysynet og pakket. Det er velsmurt mekanik, der uvægerligt skal sikre det lange ferietræk mod Syd.
Bedste kur mod knurren i kabinen er at nå frem til enten pitstop eller destination så hurtigt og sikkert som muligt. Både iOS og Android indeholder deres egen løsninger, men de bliver hurtigt begrænsede så snart data-forbindelsen slås fra, når grænsen krydses.
Slut med kort og blade
Derfor er Eniro/Kraks Navigation-app omvejen værd. Den udmærker sig ved at tilbyde offline søgning og navigation til bil og til fods. Det danske kort er inkluderet, mens kort til blandt andet Europa og Nordamerika kan hentes for henholdsvis 165,- og 150,- kroner for et livstids-abonnement.
Skulle man kede sig lidt på passagerførersædet er Zinio værd at bladre i. Zinio er din online bladkiosk med et udvalg og prissætning som konkurrerer med Apples og Googles alternativer. Zinio kan dog tale begge sprog, så blade købt til iPad’en også læses på Android-mobilen og vice-versa.
Samtidig forstår Zinio at tilpasse sig dynamisk til indholdet så både blade og magasiner tager sig bedst muligt ud.
Fred på bagsædet
Minutter kan føles som timer og timer som evigheder på et bagende bagsæde. Derfor skal der underholdes, men også udfordres lidt, for at sikre husfred på det trængte bagsæde.
Første bud på en intelligent udfordring til de lidt ældre er SimpleRockets. Egentligt er der mere tale om et en raketsimulator end et egentlig spil og fysikken er realistisk. Man bygger raketter af raketklodser og styrer dem fra lift-off til astronomiske destinationer – krydret af sjove fejlskud og lærerige eksplosioner på vejen.
USA forbyder slukkede mobiler på visse flyvninger
Her kan rumkapløbet genskabes fra Armstrong til Sputnik. Man bliver ført igennem de simple træningsmissioner, hvor god raketskik hurtigt læres, derefter vokser udfordringerne til stratosfæriske højder.
Lidt mere jordnært men ligeså tidsslugende er de virtuelle Minecraft-klodser. Træ og sten udvindes så huse, veje og herredømmet kan skabes. Mulighederne er uendelige, og det er tidsfordrivet dermed også.
For at tilføje en ny dimension til spillet er 3D-Danmarkskortet også at finde til Minecraft, og man kan altså følge med bilrejsen fra tabletten.
For de yngste er et smut forbi Toca-universet et must. Mobilsidens favorit ”Toca Kitchen Monsters” lægger op til sjov med mad og der skal diskes op med flerretters menuer til de glubske monstre. Selvom de er sultne, bider de dog ikke, og selv de helt små vil fornøjes over madmæskeriet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.