Golfklub i et sort hul

Der er kaos i Hjørring Golfklub. Hele bestyrelsen har netop trukket sig, og direktør Lars Rom er sagt op som led i en spareplan.

Golfkrise i Hjørring. Formand for Hjørring Golfklub, Ejner Munk Svendsen(tv) har trukket sig sammen med den øvrige bestyrelse, og direktør Lars Rom(th) er sagt op. Foto Kim Dahl Hansen

Golfkrise i Hjørring. Formand for Hjørring Golfklub, Ejner Munk Svendsen(tv) har trukket sig sammen med den øvrige bestyrelse, og direktør Lars Rom(th) er sagt op. Foto Kim Dahl Hansen

Fremtiden er uvis for Hjørring Golfklub efter en dramatisk ekstraordinær generalforsamling tirsdag aften. Her valgte den samlede bestyrelse at trække sig efter manglende opbakning til en økonomisk redningsplan. - Vi har faldende indtægter fra blandt andet Greenfee spillere og derfor har vi været nødt til at bede medlemmerne om flere penge for at videreudvikle klubbens høje standard. Men det var der ikke tilstrækkelig opbakning til, konstaterer den afgåede formand, Ejner Munk Svendsen. Direktør fyret Klubben må notere et underskud i 2011 på 413.000 kroner, men på den ordinære generalforsamling 14. februar faldt et forslag om en kontingentstigning for de 1300 medlemmer fra 5000 til 5300 kroner årligt. Det fik så bestyrelsen til at gå omkostningerne igennem og det blev blandt andet besluttet at opsige direktør Lars Rom med virkning fra 1. august. - Vi var nødt til at trække i håndbremsen, da vi ikke kunne komme igennem med en kontingentstigning på 300 kroner, fortæller Ejner Munk Svendsen. Bestyrelsen har imidlertid en klippefast tro på, at en stor klub har brug for en direktør. Det har da også skaffet betydelige sponsorindtægter til klubben. Nyt forslag faldt også Så på den ekstraordinære generalforsamling tirsdag havde bestyrelsen et nyt forslag til et budget. Det indebar en ændring af vedtægterne, så kontingentet hvert år skulle stige med forbrugerpriserne - dog minimum tre procent. I år blev der lagt op til en stigning på 200 kroner. 225 medlemmer var mødt frem, men bestyrelsen forslag blev igen stemt ned - denne gang af et mindretal. Det kræver nemlig totredjedeles flertal at ændre vedtægterne. - Det er en tragisk dag for Hjørring Golfklub, men der er ikke andre udveje end at vi viger pladsen, fastslår Ejner Munk Svendsen. Dagen derpå mødte NORDJYSKE flere undrende medlemmer på golfbanen. Ny generalforsamling - Folk bruger adskillige tusinde kroner på ferier hvert år, men de vil ikke bruge nogle få hundrede kroner mere på det her. Jeg fatter det ikke, siger Poul B. Nielsen - Jeg håber de besinder sig og det tror jeg også. Sådan en ballade for 300 kroner, det er for småt, siger Mogens Jensen fra Hjørring. En nej-siger var imod princippet i den foreslåede vedtægtsændring. - Det ville give bestyrelsen et "ta-selv-bord" med automatiske stigninger i stedet for at kontingentet fastlægges af medlemmerne på generalforsamlingen, siger Kaj Kelman. Den sidste opgave for den afgåede bestyrelse er at indkalde til en ny ekstraordinær generalforsamling, som skal vælge en ny bestyrelse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.