Grand Prix-flop
Brønderslev Handel ville sætte byen på landkortet med Grand Prix Show - beskylder nu DR for at løbe fra aftale
BRØNDERSLEV: - Danmarks Radio har solgt et koncept til os, som de alligevel ikke kan opfylde. De har lovet os noget, som de ikke kan holde.
Sådan lyder beskyldningen fra handelschef Michael Astorp, Brønderslev.
Handelschefen er både skuffet og vred over den behandling Brønderslev og seks andre byer i Danmark har fået i forbindelse med afvikling af det danske Melodi Grand Prix 2013.
DR havde gjort Brønderslev, Otterup, Varde, Hurup, Auning, Vamdrup og Kalundborg til medarrangører i forbindelse med afvikling af MGP i Herning. Planen var, at de syv byer skulle holde satellitfester, og aftalen var - ifølge de syv værtsbyer - at der skulle stilles igennem fra hovedshowet i Herning i løbet af aftenen. På den måde ville hele familien Danmark komme inden for i Brønderslev Hallen, og opleve den lokale grand prix-stemning.
På den måde kunne Brønderslev få fem minutters berømmelse på direkte tv i den bedste sendetid.
- Det var en enestående mulighed for at brande vores by og kommune, siger Michael Astorp.
Festforberedelsen og forventningens glæde er afløst af raseri og skuffelse.
- DR kunne pludselig ikke længere love, at der blev stillet igennem til os i Brønderslev - og så går ideen med at holde Grand Prix-festen tabt, mener Michael Astorp.
DR: - En ulykkelig situation
Chef for DR Salg, Anders Kjærsgaard, beklager forløbet.
- Det er en rigtig, rigtig ulykkelig situation. Der er sket en misforståelse i kommunikationen mellem byerne og den partner, som vi havde til at arrangere Melodi Grand Prix-festerne.
- Det er vi rigtig, rigtig kede af.
- Lige nu er vi ved at undersøge hele problemstillingen, og ved at finde en løsning, der stiller flest muligt tilfredse.
De syv værtsbyers forventning om direkte transmission fra de lokale grand prix-fester er tvistens omdrejningspunkt.
- Danmarks Radios virke er hundrede procent uafhængigt, og det her er en meget kærkommen lejlighed til at slå fast, at man aldrig vil kunne købe sig til eksponering på DRs sendeflader, siger Anders Kjærsgaard.
Hvem har ansvar for fejl-kommunikationen?
- Det er vi ved at undersøge, men det er Dansk Underholdnings Produktion (DUP), der kommunikerede med byerne, så det er oplagt, at der er gået noget galt i kommunikationen mellem byerne og Dansk Underholdnings Produktion.
Anders Kjærsgaard siger i den forbindelse, at DUP forinden var informeret om, at man ikke kan købe sig til tv-tid i DR.
Får værtsbyerne pengene tilbage?
- Vi er i gang med at undersøge problemstillingen og finde en løsning - og mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt.
- Det er vigtigt for os at understrege, at vi er rigtig kede af situationen.
125.000 kroner i spil
Brønderslev Handel indbetalte 125.000 kroner til DUP, da aftalen blev indgået. Og de penge - og andre udgifter forbundet med festen - kræver Brønderslev tilbage. Det samme gør de øvrige seks byer.
Tilbage står skuffede arrangører af de lokale fester.
- Men alle der har købt billetter, får selvfølgelig pengene refunderet, understreger Michael Astorp.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.