Ekstremt farlig bakterie tog livet af NORDJYSKEs chefredaktør: Lægerne overså alvorlige symptomer

Det var mørkt udenfor. Klokken var lidt i syv om aftenen 5. februar. I et større byhus, der ligger i en baggård i hjertet af Aalborg, var der lys i køkkenet.

48-årige Arina Richter var i gang med at lave aftensmad og ventede snart sin mand Søren Christensen ind ad døren. Han var som så ofte før efter arbejde taget ud på en træningstur på sin sorte Python-racercykel.

Så ringede telefonen.

- Jeg er blevet kørt ned, sagde den velkendte stemme i den anden ende.

Fra Tønder til Aalborg

Arina Richter og Søren Christensen mødte hinanden i Tønder, da de fik arbejde i den samme bank. Hun som marketingelev, og han var bankelev - og sportsreporter ved siden af.

- Bankdirektøren sagde til Søren, at nu måtte han vælge, fortæller Arina Richter.

Det blev journalistikken - og hende - der blev fremtiden for Søren Christensen.

Hans arbejde bragte dem rundt i Danmark: til Ringkøbing, Bornholm i fem år og endelig Aalborg, hvor Søren Christensen i september 2019 startede som ansvarshavende chefredaktør på NORDJYSKE.

- Vi vidste jo godt, at vi skulle videre på ét eller andet tidspunkt – det var Sørens dynamik, fortæller Arina Richter.

Cykelsporten holdt Søren Christensen dog altid fast i, og han delte sin passion for cykling og sport generelt med parrets to sønner Stian og Frederik på henholdsvis 17 og 21 år.

Ulykken

Arina Richter, der var gået i stå midt i madlavningen, fik pludselig en anden i røret. Han præsenterede sig som Henrik Bonderup.

- Jeg sagde til Sørens kone, at han sad i vejkanten, og at jeg havde kontakt til ham. Jeg fortalte hende også, at han var ved bevidsthed, og at ambulancen var på vej, siger Henrik Bonderup, der arbejder som salgskonsulent.

Han havde været i Klarup og var på vej hjemad. På Randbyvej mellem Lillevorde og Romdrup så han fire-fem biler holde på kryds og tværs af den mørke landevej. Han holdt ind til siden for at se, hvad der var sket.

- Jeg kunne se, at Søren sad i rabatten i den ene side af vejen, mens hans cykel lå på marken i den anden side, husker Henrik Bonderup, der fik at vide, at Søren Christensen var blevet ramt bagfra af en ældre bilist.

Manden, der havde påkørt Søren Christensen, fik Henrik Bonderup også snakket med. Han var naturligvis rystet, men havde sin voksne datter hos sig. Søren Christensen sad alene.

- Han fortalte mig, at han havde ondt i ryggen, og at det var derfor, han havde sat sig ned i grøftekanten. Jeg havde øjenkontakt med ham, men han virkede lidt tåget og omtumlet, siger Henrik Bonderup, der bed mærke i, at Sørens Christensens venstre knæ var ét stort, åbent sår.

Da ambulancen og politiet ankom, smed Henrik Bonderup – efter aftale med Arina Richter – Søren Christensens rygsæk ind i ambulancen, stoppede et visitkort i lommen på hans iturevne jakke og tog den ramponerede racercykel med sig hjem til senere afhentning.

Skadestuen

Arina Richter tog ind til skadestuen på Aalborg Universitetshospital. Hun var normalt ikke bekymret for sin mand, for han var aldrig før kommet til skade trods mange kilometer på landevejene i årenes løb.

Søren Christensen var en ganske habil amatørcykelrytter med blandt andet to sejre ved de bornholmske mesterskaber. I bilen ringede hun til sønnen Frederik.

- Jeg fortalte ham, at jeg kun vidste, at han var blevet kørt ned, og at han kom ind med ambulancen nu.

Ved Søren Christensens ankomst til skadestuen fornemmede Arina Richter hurtigt, at han ikke havde slået hovedet. Men han var chokeret og blev ved med at sige ”Jamen, jeg så ham jo overhovedet ikke”.

- Han var bleg og havde knubs over det hele, og tøjet var flænset op i den ene side. Han var lidt bekymret for ryggen, husker Arina Richter fra samtalen med sin mand, da han blev bragt ind på båren.

Efter sin ankomst blev Søren Christensen scannet fra top til tå. En time senere kom lægen ind med konklusionen på røntgenbillederne.

Søren Christensen var en hård mand, mente lægen, der kunne oplyse, at han foruden knubs på knæene havde brækket fire ribben. Ifølge Arina Richter var personalet meget opmærksomme på de brækkede ribben med henvisning til, at der kunne opstå betændelse ved besværet vejrtrækning.

Derudover skulle såret over det venstre knæ sys.

Søren Christensen blev indlagt, og omkring halv tolv tog Arina Richter hjem for at lufte deres langhårede schæferhund Sally.

Men hun var træt og kom ikke ud. Hun gik i seng og var taknemmelig over, at der trods alt ikke var sket mere.

Udskrevet

Næste morgen ringede Arina Richter til sin mand. Der havde ikke været nogen læger eller sygeplejersker inde hos ham, så Søren Christensen vidste ikke, hvornår han kunne blive udskrevet.

I ventetiden købte Arina Richter et par shorts, så de forslåede ben kunne få luft, når han kom hjem. Det gjorde han ved middagstid, hvor Arina Richter hentede sin mand og fik sat ham til rette i sofaen, inden hun tog ud for at hente hans yndlingsmenu fra McDonalds: Big Mac, pommes frites og en Coca-Cola Zero.

Efter omstændighederne havde Søren Christensen det fint. Han havde fået smertestillende medicin i form af morfin, pamol og ipren med hjem fra sygehuset, og Arina Richter fik tid til at løbe et par ærinder.

- Jeg skulle til jobsamtale næste dag - til et job som stewardesse - så jeg var ude at købe noget nyt tøj for at stå lidt skarpt, siger hun.

Om eftermiddagen skrev Søren Christensen en sms til både sin kone og sin tvillingesøster Mette Rosenlund Steffensen, der er sygeplejerske. Han havde fået flere smerter. I knæet.

Arina Richter svarede ham, at hun snart kom hjem og undrede sig over, at hendes mand havde så ondt i benet, når det kun var blevet syet.

- Nu skal du slappe af

I løbet af aftenen blev de enige om at se en film, men Søren Christensen faldt i søvn på sofaen. Roen var kortvarig. Søren vågnede og våndede sig.

Arina Richter fortæller, at han klagede over stærke smerter i benet, og kroppen var helt spændt. På et tidspunkt udbrød hun i frustration, at han "simpelthen ikke må være så pivet." Dét gik ikke ubemærket hen.

"Det, du siger nu, glemmer jeg dig ikke for, svarede Søren Christensen og fik hurtigt svar på tiltale af sin kone.

”Det kan du roligt lade være med at glemme, nu skal du simpelthen slappe af".

- Bagefter har jeg selvfølgelig tænkt meget på den ordveksling. Men i situationen prøvede jeg bare at hjælpe ham, fortæller Arina Richter.

Men Søren Christensen kunne ikke slappe af. Heller ikke, da han senere på aftenen gik op i soveværelset. Langsomt og støttet af sin kone.

- Han blev ved med at sige, at ”det er ikke normalt, det her”, og ”det brænder”. Jeg lå og holdt ham i hånden, beroligede ham og bad ham trække vejret. Jeg var stadig overbevist om, at det var fordi, han ikke var vant til den slags smerter, siger Arina Richter.

Søren Christensen følte ikke, at medicinen virkede. Smerterne tog til. Hans ben hævede, og han fik røde plamager. Nu blev Arina Richter også bekymret, men mest fordi han var så urolig. Søren Christensen bad hende om at ringe efter en ambulance.

- Jeg svarede, at det kunne jeg jo ikke, når de havde udskrevet ham.

Første opkald til vagtlægen

Men på et tidspunkt besluttede Arina Richter alligevel at ringe til vagtlægen. Hun tastede Søren Christensens CPR-nummer ind og kom efter kort tid igennem.

Hør Arina Richters første ord til vagtlægen (lydklip fra oprindelig samtale):

Arina Richter fortalte, at hendes mand havde stærke smerter i benet, fik morfin, og var blevet udskrevet fra hospitalet tidligere samme dag.

Vagtlægen spurgte ind til, hvad Søren Christensen havde fået af smertestillende, og om han havde feber.

Feber havde han ikke, og selvom lægen kunne se på sin skærm, at Søren Christensen kunne tage to morfinpiller mere, så havde han ikke styr på, hvad der var sket.

Vagtlæger har adgang til it-systemet Fælles Medicinkort, men ikke journaler, og dermed kunne lægen ikke læse, at Søren Christensen havde været udsat for et voldsomt cykelstyrt, og hvordan han var blevet behandlet på skadestuen. Det fremgår af opkaldet, som NORDJYSKE har fået adgang til.

- Sådan nogle brækkede ribben, det er et helvede, sagde vagtlægen til Arina Richter, der herefter gentog over for lægen, at smerterne var omkring benet, hvor Søren Christensen var blevet syet.

- Og det var benet, der var brækket også, var det ikke dét, du sagde, spurgte vagtlægen.

- Nej, der var åbent, der var åbent… øh benbrud… og så er det syet, sagde Arina Richter.

Hun kom til at sige, at hendes mand havde åbent benbrud i stedet for et åbent sår, men gentog, at han havde fået det syet, og at det brændte.

- Ja, men altså, jeg kan nok ikke gøre mere end det, han har fået i forvejen, sagde vagtlægen og bad Arina Richter om at ringe til egen læge næste morgen samt et råd om, at Søren Christensen kunne tage to morfinpiller nu.

Da samtalen var ved at ebbe ud, bad vagtlægen hende om at holde ”specielt øje med feber, hævelser, rødme og så videre i området.”

Arina Richter: Ja, altså det er nu hævet i området nu. Og rødt.

Vagtlægen: Med tiltagende hævelser og sådan?

Arina Richter: - Ja.

Så tastede vagtlægen noget ind på sin skærm, og kort tid efter afsluttede han samtalen.

Bagefter havde Arina Richter en fornemmelse af, at lægen ikke helt vidste, hvad hendes mand havde været ude for.

- Men jeg er autoritetstro, og jeg var sikker på, at han kunne se på sin skærm, hvad der var sket, og hvilken behandling Søren havde fået, siger Arina Richter.

Hun gik nedenunder for at få et par timers nattesøvn, så hun kunne være bare lidt frisk til jobsamtalen, der ventede hende dagen efter.

Men det blev ikke til meget søvn. Arina Richter kunne høre sin mand ovenpå. Han var meget urolig, gik frem og tilbage og udstødte indimellem høje lyde.

Ved syv-tiden stod Arina Richter op og gik op til sin mand. Nu hvor det var blevet lysere, kunne hun tydeligt se, at de røde plamager var blevet større og benet mere hævet.

- På det tidspunkt kunne jeg godt se, at han skulle ind med det. Søren blev også ved med at gentage, at ”det her ikke er normalt”.

Andet opkald til vagtlægen

Arina Richter ringede til lægevagten igen. Hun fik tilfældigvis den samme vagtlæge i røret igen. Hun understregede for ham, at hendes mand havde det rigtig dårligt.

Hør, hvad hun sagde til vagtlægen (lydklip fra oprindelig samtale):

- Han er meget nervøs og har store, store smerter. Og han kan slet, slet ikke finde ro. Han går frem og tilbage, og han ”freaker” helt ud. Så jeg tænkte på, kan vi komme ind på skadestuen med ham her nu? Så I kan kigge på det, spurgte Arina Richter nervøst.

Men vagtlægen afviste hende igen. Han henviste til egen læge og pointerede, at denne åbnede for telefonen tyve minutter senere.

Arina Richter gjorde vagtlægen opmærksom på, at hele benet nu var hævet, og der var røde plamager rundt omkring. Heller ikke denne gang fik vagtlægen fat i, hvad der egentlig var sket med Søren Christensen. Derfor måtte Arina Richter fortælle, at hendes mand var blevet påkørt af en bil.

- Og jeg sagde til ham, at Søren havde behov for, at en fagperson kiggede på ham, fordi jeg jo ikke kunne sige, om det med benet var normalt. Vagtlægen grinede lidt ad mig. Så sagde han: ”Jeg kan jo ikke lige se det igennem telefonen, vel”. Men han bad ikke om at få et billede af knæet eller de røde plamager, siger Arina Richter.

Otte centimeter større lår

På slaget otte ringede hun til egen læge. Da hun fik ham i røret, bad han dem om at komme ind straks.

Selvom lægeklinikken ligger nærmest rundt om hjørnet, måtte Arina Richter køre sin mand derhen.

- Søren kommer i morgenkåben og så ud i gården. Vores hund hopper rundt om os, fordi Søren går meget mærkeligt, og jeg prøver at støtte ham.

Fordi parret kun havde boet i Aalborg i få måneder, havde de endnu deres første besøg hos lægen til gode. Arina Richter kørte derfor forkert i morgentrafikken.

Da Søren Christensen omsider kom op på briksen hos lægen, bemærkede Arina Richter et foruroliget udtryk i lægens ansigt. Det hævede ben blev målt til at være otte centimeter tykkere end det andet omkring låret. Læggen var fire centimeter større.

Lægen ringede straks efter en ambulance og gav morfin. Til lægerne på sygehuset noterede han om Søren Christensen: "Meget smerteforpint (...) OBS for infektion, OBS for compartmentsyndrom".

- Jeg var lettet over, at han nu endelig kom ind på sygehuset, fortæller Arina Richter.

"Prøv og hør, hvor det knitrer"

Søren Christensen blev hentet i ambulance og kørt til Aalborg Universitetshospital. På vej derhen ringede Arina Richter til deres søn Frederik og sine svigerforældre, der allerede var på vej mod Aalborg med frikadeller i bilen, fordi de skulle på sygebesøg i hjemmet. Troede de.

På skadestuen blev Søren Christensen tilset af en sygeplejerske, en sygeplejerskeelev og den vagthavende læge.

Ret hurtigt bemærkede de, at der var noget specielt ved området omkring venstre knæ.

- Sygeplejersken sagde ”prøv og hør, hvor det knitrer”. Sygeplejerskeeleven sagde det samme, og vi kunne alle høre det. De noterede sig også, at hans ben var tungt og talte om at give ham noget muskelafslappende, fortæller Arina Richter.

Søren Christensen kunne fortsat ikke finde ro, og smerterne var på dette tidspunkt trukket længere op i kroppen.

- Han blev ved med at sige ”jeg har ondt i røven, jeg har ondt i røven", husker Arina Richter.

"Livstruende"

Sygeplejersken foretog en smertevurdering af Søren Christensen – en såkaldt VAS-score. Hun noterede scoren 8-10, hvilket er ensbetydende med uudholdelige smerter samt kategoriserede hans tilstand som ”livstruende”.

Ved 10-tiden skulle Søren Christensen røntgenfotograferes. Der havde ikke været nogen til at bringe ham derned, så hans far Vagn Rosenlund Christensen, der var ankommet, måtte gøre det. Efter røntgen kom han op på 5. sal, hvor han fik en enestue.

- Først kom der ikke nogen i lang tid, så min svigermor måtte ud på gangen for at spørge efter en læge. Så kom der én og gik igen. Lidt senere kom han tilbage og havde nogle lægestuderende med. Eller, det tror jeg, at de var. De havde ingen id-kort på sig. Det var meget forvirrende, husker Arina Richter.

På det tidspunkt vidste hun ikke, hvad der skulle ske med hendes smerteplagede mand.

- De sagde ikke noget. De stod helt stille og kiggede. Det føltes som om, de stod der i 10 minutter, men det gjorde de nok ikke. Men de stod i lang tid og kiggede på benet. Og følte lidt.

"Tjek mit ben, tjek mit ben"

Mette Rosenlund Steffensen var også til stede i rummet. Hun var med via FaceTime og forsøgte gennem telefonen at forklare, at personalet skulle se at få ham på operationsbordet og åbnet.

- Men de målte bare et tryk i hans ben og blev enige om at se tiden an i en halv time. Så gik de igen, fortæller hun om forløbet med lægen og de studerende.

Efter lidt tid kom en anden læge ind. Han forklarede Søren Christensen, at det ikke ville være uden omkostninger, hvis han skulle opereres i benet.

- Han snakkede om muligheden for at åbne benet, men forklarede samtidig, at det ville have konsekvenser. Han ville måske ikke lige komme op på en cykel med det samme igen, fortæller Arina Richter, der også husker, at lægen bad hendes mand om selv at tage stilling til, om han ville opereres i benet.

Røntgenbillederne havde vist, at der var tydelige luftbobler i lårbenet, omkring knæet og ved hoften. Derfor mistænkte lægerne, som egen læge også havde noteret tidligere, at Søren Christensen kunne have et såkaldt compartment-syndrom i lårbenet, hvilket betyder, at trykket stiger i musklerne, og at blodtilførslen hæmmes. Endvidere var lægerne også opmærksomme på koldbrand.

Sammen med Søren Christensens forældre stod Arina Richter og så på, at benet bare voksede. Nærmest minut for minut. Det blev mere og mere sort, og Søren Christensen gav over for familien udtryk for, at han ikke kunne mærke sin fod.

- Søren blev ved med at sige ”tjek mit ben, tjek mit ben”. Og det sagde han igennem hele forløbet, fortæller Arina Richter.

"Det er værre, end jeg troede"

Kort før klokken 13 kom en narkoselæge ind på stuen.

- Hun var meget myndig, præsenterede sig og gav hånd. Da tænkte jeg, at nu blev det godt. Søren ville komme i narkose og blive fri for smerterne, fortæller Arina Richter, der nåede at udveksle et par ord med sin mand, inden personalet kørte af sted med ham.

- Jeg sagde: ”Jeg elsker dig, og nu skal du glæde dig til at komme i narkose. Det er dejligt. Og vi ses, ik’”.

Da Søren Christensens seng blev rullet ud af stuen, gav han sin tvillingesøster, som stadig var med på FaceTime, fingeren med et smil på læben. Til sin far signalerede han med sin tommelfinger, at alting nok skulle gå.

Derefter fik familien en ubehagelig besked af reservelægen.

- Han sagde til mig: ”Det er værre, end jeg troede. Så I skal nok forberede jer på, at Søren skal til Rigshospitalet - i trykkammer", fortæller Arina Richter.

Operation - assistance tilkaldes

Operationen gik i gang ved 13-tiden. På operationsbordet konstaterede lægerne hurtigt, at der var tale om sygdommen nekrotiserende fasciitis - en livstruende, bakteriel infektion, som på kort tid ødelægger hud og underliggende væv. Bakterien havde spredt sig fra såret over knæet.

Lægerne registrerede, at hud og væv var dybt inficeret i større dele af kroppen, og der blev derfor tilkaldt assistance fra andre afdelinger, hvorefter kirurgerne opererede i samlet flok.

”Der foretages ekstensiv kirurgisk sanering med fjernelse af hud over hele venstre ben, venstre flanke, abdomen, lænderyg og venstre balde”, fremgår det blandt andet af afdelingslægens resumé af operationen.

Aflevere hund

Da Søren Christensen blev kørt til operation, ventede Arina i første omgang på at høre nyt, fordi hun havde fået at vide, at operationen ville tage omkring tre kvarter. Men det trak ud.

Derfor var hun taget hjem sammen med sin svigermor for at aflevere hunden, hvis hendes mand skulle overføres til Rigshospitalet. I bilen på vej tilbage til sygehuset ringede Søren Christensens far.

- Han spurgte, hvor vi var. Jeg sagde, at vi var på vej tilbage. Og så sagde han, at de lige havde været der og sagt, at vi skulle komme med det samme, så vi kunne tage til København. Han sagde til os, at det var alvorligt, fortæller Arina Richter.

Tilbage på sygehuset hørte de stadig ingenting. Søren Christensens far fortalte dem, at en læge havde meddelt, at Sørens tilstand var livstruende.

I ventetiden fortalte Søren Christensens søster over telefonen, at hun troede, at hendes bror var ramt af nekrotiserende fasciitis.

- Mette sagde, at jeg skulle forvente, at lægerne ville tage benet. Jeg tænkte, at det her sker bare ikke. Jeg skulle jo sidde til en jobsamtale, fortæller Arina Richter.

Med helikopter

Efter to timer sluttede operationen. Helikopteren, der skulle fragte Søren Christensen til Rigshospitalet, holdt klar på Skovdalen Atletikstadion, der ligger lige ved siden af Aalborg Universitetshospital.

Personalet spurgte Arina Richter, om hun ville sige farvel til sin mand, inden han blev fløjet til København.

- Det havde jeg ikke behov for. Jeg havde jo sagt farvel til ham inden operationen, siger Arina Richter, der gerne ville have været med helikopteren, men fik besked på, at der ikke var plads.

Alligevel fik hun sin mand at se en sidste gang. For da hun forlod sygehuset, så hun ham blive kørt ind i den ambulance, der skulle køre ham den korte vej over til den ventende helikopter.

- Jeg så Søren liggende i narkose. Sygeplejersken sagde faktisk til mig, at han var "godt stabil".

Anfald i lufthavn

Kl. 16.06 lettede helikopteren med Søren Christensen.

I al hast blev der købt flybilletter til Arina Richter og hendes svigermor. Alvoren begyndte at gå op for Arina Richter, da de ankom til Aalborg Lufthavn og skulle igennem security omkring kvart i fem.

- Der var jeg presset. Der kunne jeg simpelthen… der kunne jeg ikke trække vejret. Det var simpelthen så vildt, husker Arina Richter. Men trods panikken havde hun alligevel overskud til kort efter at minde sig selv og sin svigermor om, at de skulle have noget at spise og drikke.

Nødlanding

På omtrent samme tidspunkt var helikopteren halvvejs. Vejret var så dårligt, at helikopteren måtte flyve en lille omvej. Pludselig fik Søren Christensen hjertestop. I første omgang forsøgte personalet at give hjertemassage manuelt, men forgæves.

Derfor måtte helikopteren lande på Hesselø ud for Sjællands Odde. Her blev der koblet en hjertestarter på Søren Christensen. Herefter lettede helikopteren igen og fortsatte sin kurs mod København.

Da helikopteren landede på toppen af Rigshospitalet, stod en læge klar til at tage imod. Men forgæves.

”… vi enes om at videre behandling er udsigtsløs. Pt. erklæres mors (død, red.) kl. 17.22", fremgår det af helikopterlægens journal.

Solskinspar

Kort tid efter lettede SAS-flyet mod København med Arina Richter og Søren Christensens mor som passagerer.

De talte om fremtiden, og hvad der ville ske. Arina Richter spurgte sin svigermor, om hun troede, at hendes søn kunne lade være med at være bitter, hvis han mistede sit ene ben. Arina Richters svigermor svarede, at det vidste hun faktisk ikke.

Tankerne hvirvlede rundt.

- Jeg tænkte, ”Hvordan kommer det til at gå med os? Kan vi klare det her sammen?” Det var faktisk først der, at det gik op for mig, hvad der egentlig var sket. Og jeg tænkte stadigvæk, at sådan noget kan ikke ske for os. Vi er jo bare sådan et solskinspar.

København

Da parrets to sønner ankom til Rigshospitalet, blev de modtaget af Nina Boe-Hauggaard, som er en god ven af familien. Arina Richter havde kontaktet hende, inden flyet lettede mod København, for at sikre sig at nogen tog imod hendes drenge, når de kom derind fra henholdsvis Lyngby og Bornholm.

Ret hurtigt mødtes de med den læge, der tog imod Søren Christensen på toppen af Rigshospitalet.

- Han fortalte dem, at de havde været i kontakt med lægerne i Aalborg hele dagen og kun havde fået nedslående nyt. Så sagde Frederik, min ældste søn, ”kan I ikke bare sige det, som det er – er han død?” Så sagde han "ja".

Sønnerne fik samtidig at vide, at de ikke måtte fortælle det til deres mor, da hun skulle have beskeden ansigt til ansigt. Det betød, at de måtte sidde i mere end en time i traumecentret på Rigshospitalet og forsøge at kapere deres fars pludselige og voldsomme død.

Bomstærk

Flyet fra Aalborg landede i Københavns Lufthavn 18.30. Arina Richter og hendes svigermor blev hentet af Nina Boe-Hauggaards mand Niels.

I bilen talte de om Søren.

- Jeg sagde til ham, at Sørens tilstand var livstruende. Men vi sagde også til hinanden, at han jo var bomstærk. Sygeplejersken havde jo også sagt, at han var ”godt stabil”. Jeg tænkte, at der var håb. At det bare var et ben, fortæller Arina Richter.

Beskeden

Køreturen fra lufthavnen til Rigshospitalet tog omkring tyve minutter. Arina Richter var ikke klar over, hvor hun skulle gå hen, selvom hun havde fået en besked fra sønnen Frederik om, at det var let at finde.

Efter lidt forvirring fandt hun ud af, at hun skulle ned i kælderen og finde en rød dør. Hun fandt den. Da døren åbnede sig, stod en sygeplejerske klar til at tage imod.

- Der kunne jeg godt regne det ud. Ellers står man ikke sådan. Så jeg spurgte ”er han død?” Og det var han jo så, fortæller Arina Richter.

Sygeplejersken tog hende med ind i et rum, hvor sønnen Frederik og veninden sad. Hendes yngste søn Stian var gået et andet sted hen, fordi han ikke kunne bære at være i rummet, når hans mor ankom.

- Frederik sagde så sødt med det samme: ”Nu er det os tre. Det skal vi nok klare sammen”.

Så kom Stian ind, og Arina Richter gav ham et kram. Han kunne slet ikke holde det ud. Han havde sin jakke lynet helt op, husker hun.

Hun havde også en samtale med lægen, der gav sønnerne besked. Han kaldte lægerne i Aalborg for ”dygtige”, men Arina Richter ville vide, hvordan hendes mands chancer havde været, hvis han var blevet behandlet på Rigshospitalet.

- Så sagde han, at de er mere vant til at arbejde med de her tilfælde. At man skal være meget hurtig, erindrer Arina Richter om samtalen.

Fadervor

Midt i sorgen ringede en af vennerne fra deres tid i Ringkøbing. Vennen er uddannet teolog.

- Han spurgte, om han skulle komme forbi. Det ville jeg gerne have, fortæller hun.

Da vennen ankom til Rigshospitalet, gik han med Arina Richter og sønnerne ind på den stue, hvor Søren Christensen lå. Arina Richter er ikke medlem af folkekirken, og deres to sønner er ikke konfirmerede.

Men mens de sad i deres fælles sorg, tog de hinanden i hånden, og familiens gode ven bad herefter Fadervor i det stille rum.

Søren Christensen blev bisat en uge efter sin død i Tønder Kristkirke.

Arina Richter har i tiden efter sin mands død og bisættelse besluttet sig for at klage til Styrelsen for Patientklager og Patienterstatningen for behandlingen på Aalborg Universitetshospital og hos lægevagten.

- Jeg er ikke bitter, og jeg har ikke behov for at hænge nogen ud, men jeg sagde flere gange til Søren, at han var i gode hænder. Det var han jo bare ikke, siger Arina Richter.

---

Høj dødelighed

NORDJYSKE har forelagt de centrale dokumenter og journaler angående Søren Christensens forløb for læge Marco Bo Hansen. Han har tidligere arbejdet på Rigshospitalet, hvor landscenteret for behandlingen af nekrotiserende fasciitis er placeret. Han er én af de få i landet med en ph.d. i sygdommen.

Marco Bo Hansen ønsker ikke at forholde sig til den konkrete sag, men betegner den bakterie, Søren Christensen blev ramt af, som "voldsom".

- Den er kendt for at være aggressiv med en høj dødelighed. Man ved også, at har man først en infektion med den type bakterie, og ikke gør noget, så dør man, siger Marco Bo Hansen, der i dag er forskningsleder i MedTech-virksomheden Sani nudge.

Antibiotika slår bakterien ihjel

Søren Christensen fik som nævnt ikke antibiotika, da han blev behandlet på skadestuen den aften, hvor han var blevet kørt ned.

Dét møder kritik fra en anden ekspert indenfor området - professor Niels Frimodt-Møller, overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Rigshospitalet.

Han kender udelukkende sagen fra NORDJYSKE og udtaler sig på baggrund af de dokumenter, journaler og billeder, han har fået forelagt. Han understreger, at der i den medicinske faglitteratur ikke er fuldstændig enighed om brug af forebyggende antibiotika i forbindelse med lukning af sår.

- Dog nævnes dette som nødvendigt – selv efter grundig rengøring - ved større sår med forurening med jord og lignende. Det kan derfor diskuteres, om denne patients sår faldt ind under sidstnævnte kategori. Antibiotika gives lige før og i 3-5 dage efterfølgende. I dette tilfælde kunne almindeligt penicillin formentlig have reddet hans liv, da han var inficeret med en meget penicillinfølsom bakterie, siger Niels Frimodt-Møller.

I Region Nordjylland er der ikke faste procedurer for brug af antibiotika. Pressekonsulent Mathias Mosskov oplyser, at "brug af antibiotika altid vil afhænge af arbejdsdiagnosen, allergi overfor antibiotika og risici - herunder resistensudvikling".

- De skader, som skadestuen behandler, er mangeartede, og der skal træffes forskellige lægefaglige beslutninger relateret til den virkelighed, som lægerne møder ved hver enkelt patient, inden en behandling igangsættes – det gælder også en eventuel brug af antibiotika, skriver Mathias Mosskov i en mail.

- Man skal være årvågen

Fordi nekrotiserende fasciitis er relativt sjælden, men dødeligheden høj, er det vigtigt at være opmærksom på symptomerne, fortæller Marco Bo Hansen.

- Generelt gælder det for patienter med sygdommen, at de har voldsomme smerter, som ikke hænger sammen med den skade, de har fået. Hvis man ikke kan smertedækkes på morfin, skal man undersøges. Hvis man så samtidig har feber, er rød og hævet i området og har symptomer på infektion, skal alarmklokkerne ringe, siger han.

Undtagen feber var det disse symptomer, Arina Richter fortalte om til vagtlægen. Feber er dog ikke afgørende for, at en patient kan have sygdommen. Det fremgår blandt andet af Dansk Index for Akuthjælp, som er en manual til blandt andet vagtlæger. Heri understreges det flere gange, at tilstanden ofte ledsages af høj feber, men at "det er vigtigt at vide, at dette ikke altid er tilfældet".

I den aktuelle sag bemærker professor Niels Frimodt-Møller samtidig, at Søren Christensen havde indtaget flere typer af smertestillende medicin, der kan dæmpe feberen i kroppen.

- Han får jo både panodil og ibuprofen, og derfor skal vagtlægen jo tænke på, at feberen godt kan være slået ned. Jeg ville have sendt ham ind på skadestuen for at få ham tjekket på det tidspunkt, siger Niels Frimodt-Møller.

NORDJYSKE: Nekrotiserende fasciitis er en relativ sjælden sygdom. Kan man regne med, at læger ved, hvad de har med at gøre, når de pludselig møder den en dag?

- Ja. Læger skal kende til nekrotiserende fasciitis, siger Niels Frimodt-Møller.

Farligt tegn

I Søren Christensens tilfælde oplevede personalet fredag morgen efter indlæggelsen, at der var "knitren" i patientens ben. Dette er ét af flere symptomer på nekrotiserende fasciitis, fordi bakterien udvikler luft, oplyser Niels Frimodt-Møller.

- Man vil kunne mærke, at det ligesom knitrer under huden, når man trykker på den. Dét er et alarmbillede, siger han.

Det samme fortæller Marco Bo Hansen og understreger, at tiden er essentiel i forhold til denne sygdom.

- Vi ved, at tiden fra man får infektionen, til man kommer på operationsbordet og får stillet diagnosen, er meget vigtig i forhold til overlevelse, siger han.

Ingen adgang til journaler

I opkaldene til lægevagten, som NORDJYSKE har adgang til, hæfter lægen sig ved, at han bliver fortalt, at Søren Christensen er blevet udskrevet efter et åbent benbrud. Han fortæller til Arina Richter, at dét kan forklare de stærke smerter.

- Det lyder mærkeligt, at han ikke spørger ind til patientens kones oplysning om åbent benbrud. Man ville jo aldrig blive udskrevet med et åbent benbrud. Og han burde jo straks sige, at det ikke kan passe, siger Niels Frimodt-Møller.

Havde vagtlægen haft adgang til en journal eller set et billede af Søren Christensens ben, ville han vide, at der ”blot” var blevet syet en flænge sammen – og at de stærke smerter derfor ikke umiddelbart stod mål med skaden.

Men det havde han ikke. Vagtlæger har som tidligere nævnt nemlig kun adgang til medicinkort og oplysninger på sundhed.dk og ikke journaler fra sygehuset.

Vigtig viden går tabt

Denne praksis møder kritik fra begge eksperter.

- Det er ikke hensigtsmæssigt, at vagtlægen ikke kan tilgå journalen – det ville bestemt have sat ham i en bedre situation her, siger Niels Frimodt-Møller.

Marco Bo Hansen påpeger også, at den manglende journaladgang er et problem.

- Et lille land som Danmark er nødt til at have it-systemer, som taler sammen. Der går meget vigtig viden og information tabt - særligt i den akutte fase - når man som fagperson ikke kan se eksempelvis journaler og scanningssvar. Det samme gør sig gældende, når privatpraktiserende læger eller vagtlæger ikke har adgang til journaler og svar. Så sker der misforståelser og risiko for fejl, siger Marco Bo Hansen.

I Region Nordjyllands nyindkøbte digitale journalsystem, NordEPJ, bliver det heller ikke muligt for vagtlægerne at se med i journalerne.

- Vagtlægerne er ikke ansat i Region Nordjylland, og derfor må de heller ikke have adgang til regionens it-systemer, oplyser pressekonsulent Mathias Mosskov.

- Jeg forstår det ikke

Samtalerne med vagtlægen har været svære at glemme for Arina Richter.

- Først lang tid efter er det gået op for mig, at han faktisk ikke havde journalerne. Men for mig er det jo ét system. Jeg forstår det simpelthen ikke, siger hun.

Udover journaladgang havde vagtlægen heller ikke mulighed for at bede om billeddokumentation, der kunne bidrage til hurtigere diagnosticering. Ifølge en kortlægning af de regionale lægevagter fra 2018 er det kun Region Hovedstaden, som har et system, hvor borgere kan tage et billede med deres telefon og sende det ind til vurdering.

Hastighed er afgørende

Bortset fra for langsom antibiotikabehandling vurderer Niels Frimodt-Møller, at lægerne på Aalborg Universitetshospital fredag 7. februar gjorde de rigtige ting. Dog sætter han spørgsmålstegn ved, om der blev handlet hurtigt nok set i lyset af, at der gik fire timer, fra Søren Christensen blev indlagt, til han kom på operationsbordet.

Marco Bo Hansen mener, at der bør være øget fokus på denne sygdoms symptomer.

- Alene på smerte, rødme og hævelse, skal man som læge få mistanke om, at der kan være tale om nekrotiserende fasciitis. Hvis man har det, skal man til operationsbordet hurtigst muligt. Så skal man ikke vente på svar på alt muligt andet, understreger han.

Sygehusdirektør: - Et sørgeligt forløb

NORDJYSKE ville gerne have interviewet en ansvarlig fra Aalborg Universitetshospital. I et skriftligt svar henviser lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt til, at der er tale om et konkret patientforløb, og at der derfor er tavshedspligt.

- Der er tale om et sørgeligt forløb, som vi tager alvorligt, hvilket vi altid gør i sådanne tilfælde. Vi gør alt, hvad vi kan for at få viden om, hvordan det kunne gå, som det gik, skriver Michael Braüner Schmidt.

NORDJYSKE har også bedt Eddie Nielsen, der er vagtchef for vagtlægerne i Region Nordjylland, om et interview. Han afviser og henviser til, at sagen kører i Styrelsen for Patientklager og Patienterstatningen.

Heller ikke vagtlægen har ønsket at stille op til interview. Han har i sin redegørelse til klagesagen anført, at "det er min vurdering, at jeg ikke fik oplysninger i telefonkonsultationen, der gav mistanke om alvorlig lidelse, som ikke kunne vente til egen læge få timer senere”.

Arina Richter er i dag flyttet til København, hvor hun bor med sine to sønner. Hun har ikke været i Aalborg siden den dag, hendes mand døde.

- Jeg har det ok. Jeg har mit lyse sind, men det var jo formentlig de værste 48 timer, jeg nogensinde kommer til at opleve. Jeg mistede min stærke mand i en kamp, som jeg den dag i dag ikke fatter, at vi skulle igennem. Det repræsenterer et stort, mørkt traume, som jeg stadig ikke ved, hvornår jeg har styrke til at gå ind i. Drengene bearbejder sorgen meget forskelligt. Frederik tør gå ind i sorgen, mens Stian forsøger at cykle den væk. Når tiden er inde, skal han også have hjælp, siger Arina Richter.

Hvis du ønsker at høre Arina Richter fortælle detaljeret om de sidste 48 timer i sin mands liv, kan du lytte til nedenstående lydfortælling.