Se billederne: Grøn glæde i Nørresundby med tusindvis af gæster

For første gang siden 2019 er der igen Grøn Koncert i Nørresundby, og det er en begivenhed, som artister, koncertgæster og frivillige har set frem til.

Glæden over igen at være til Grøn Koncert er ikke til at tage fejl af. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Glæden over igen at være til Grøn Koncert er ikke til at tage fejl af. Foto: Henrik Bo

NØRRESUNDBY:  Kølige fadøl, glade og forventningsfulde koncertgæster, en konferencier alias Jacob Haugaard. Grøn Koncert er tilbage efter en coronapause på to år. Omkring 16.000 koncertgæster i alle aldre er mødt op for at opleve Andreas Odbjerg, Carpark North, Tessa, Phlake, Drew Sycamore, D-A-D, Christopher og Suspekt gå på scenen og skabe en musikalsk fest. 

Grøn Koncert i Aalborg tiltrækker publikum i alle aldersgrupper.

Grøn Koncert i Aalborg tiltrækker publikum i alle aldersgrupper.

Blandt koncertgæsterne er 53-årige Jacob Larsen fra Hune, der har været gæst ved samtlige grønne koncerter. Den første koncert var i 1983 i Løkken, og dengang cyklede han til koncerten, i dag har han fået et lift af sin mellemste søn, der dog ikke skal med. I stedet er det den trofaste flok af Grøn-følgesvende, der har har sat hinanden stævne på markerne i Hvorup. Han er afsted sammen med sin søster, svoger og en kammerat.

Jacob Larsen har været til Grøn Koncert hele 37 gange, og har ikke tænkt sig at opgive den tradition. Her er han i selskab med en af de andre trofaste koncertgængere, Peter Støve. 

Jacob Larsen har været til Grøn Koncert hele 37 gange, og har ikke tænkt sig at opgive den tradition. Her er han i selskab med en af de andre trofaste koncertgængere, Peter Støve. 

- Vi har glædet os til igen at komme på græs, lyder det lunt fra Jacob Larsen og tilføjer. 

- Vores kammerat, Brian, skulle også have været her, og det er lidt af en krise, at han ikke er med. Men han fik hold i ryggen og måtte melde afbud, lyder det ærgerligt fra Jacob Larsen, der har placeret campingstolen på den faste plads lidt til venstre for den store scene, tæt på toiletterne og baren. 

Grøn Koncert er et must for Jacob Larsen og i de to år, hvor arrangørerne aflyste koncerten, fandt gruppen på alternative løsninger.

- Vi lavede vores egen grønne koncert i haven, hvor vi fik Tuborg på fad, havde lokale kunstnere, som kom og underholdte, og vi havde sågar Jacob Haugaard på storskærm, som bød velkommen til os, fortæller Jacob Larsen.

- Det er blevet en tradition for os at tage til Grøn Koncert, og det betyder meget for os at komme ud og høre noget musik og have en hyggelig dag, siger han og lader ikke søndagens blandede vejr slå skår i koncertglæden, for regntøjet er medbragt, som han bemærker.

Selv om søndagen bød på blandet vejr, lod det ikke til at påvirke lysten til at snuppe en kold fad. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Selv om søndagen bød på blandet vejr, lod det ikke til at påvirke lysten til at snuppe en kold fad. Foto: Henrik Bo

Frivillighed smitter

For 30-årige Samantha Bengtsen fra Aalborg er Grøn Koncert også blevet en tradition. Hun er uddannet fysioterapeut og er i gang med kandidatuddannelsen i muskuloskeletal fysioterapi. Hun havde sit første år som frivillig i 2013 - dengang var hun på burgerholdet, hvilket passede hende storartet, idet hun havde erfaring fra fastfood-kæden "Sunset Boulevard".  I dag er hun sektionschef i en af koncertområdets barer og har blandt andet ansvaret for de frivillige, der er tilknyttet den, og hun nyder, at det igen er muligt at komme ud med grøn-karavanen. 

Samantha Bengtsen har været frivillig på Grøn Koncert siden 2013, og har formået at trække både kæreste, veninder og søskende med ind i det frivillige arbejde.

Samantha Bengtsen har været frivillig på Grøn Koncert siden 2013, og har formået at trække både kæreste, veninder og søskende med ind i det frivillige arbejde.

- Det har været rigtig godt at komme tilbage - man har en følelse af, at det er ligesom at komme hjem efter at have været længe væk, siger hun og kunne ikke forestille sig bedre måde at bruge sin ferie.

- Der opstår reelle venskaber og ikke blot bekendtskaber, man blot er er sammen med, når der er Grøn Koncert, fortæller Samantha Bengtsen.

Hendes begejstring for det frivillige arbejdet har tilmed lokket kæresten, Johan Nielsen, to søskende og flere veninder med.

Grøn Koncert

Klar plan for fastholdelse af de frivillige

Det er ikke kun venskaber, der skabes - kærestepar bliver til ægtepar og ender som børnefamilier - det er ofte resultatet af være en del af "Kræwet", der er navnet på Muskelsvindfondens frivillige.  Og de frivillige er i alle aldre, fortæller Jacob Bostrup, der begyndte som frivillig i 1997, og i dag er ansat på fuld tid som frivillighedskoordinator hos Muskelsvindfonden.

- Omkring to tredjedele af de frivillige er i alderen 18-30 år - resten er ældre. Den ældste, vi har med, er 70 år, siger han.

Omkring 600 frivillige rejser med rundt til alle otte koncerter i otte forskellige byer og overnatter på skoler, hvor de kommer frem. Mens andre festivaler har meldt om udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med frivillige, har det været knap så problematisk for Grøn Koncert.  Ifølge Jacob Bostrup skyldes det, at der har været en stor bevidsthed om, hvor vigtigt det var at holde kontakten til alle de frivillige, som er forudsætningen for at kunne afholde Grøn Koncert. 

Frivillighedskoordinator Jacob Bostrup har haft en klar plan for at fastholde de mange frivillige, som er forudsætningen for Grøn Koncert.

Frivillighedskoordinator Jacob Bostrup har haft en klar plan for at fastholde de mange frivillige, som er forudsætningen for Grøn Koncert.

- Dagen efter den store nedlukning af Danmark 11. marts 2020, lagde vi en plan for, hvordan vi kunne fastholde de frivillige, og den har vi holdt ved, siger han.

Planen har blandt andet inkluderet julebanko, fester mv., og sidste år blev der etableret et lille koncertområde på de otte steder, hvor koncerten skulle have været afholdt. Her blev de frivillige inviteret og fik dermed mulighed for igen at tage del i det fællesskab, som de frivillige oplever ved at være en del af "Kræwet".

Efter søndagens koncert overnatter karavanen i Hjallerup Idrætscenter, inden turen går videre til Esbjerg, hvor der er koncert 28. juli. Herefter følger de sidste tre koncerter i henholdsvis Odense, Næstved og Valby.

Som sædvanlig var Jacob Haugaard konferencier og han havde sin helt egen hyldest til Jonas Vingegaard. Klædt i Jumbo-Visma dragt sang han en hyldestsang til tour-vinderen.

Som sædvanlig var Jacob Haugaard konferencier og han havde sin helt egen hyldest til Jonas Vingegaard. Klædt i Jumbo-Visma dragt sang han en hyldestsang til tour-vinderen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.