Danmark

Hadske overgreb mod muslimer efter terror

Muslimer i Danmark oplever vold og chikane

Muslimer i Danmark oplever flere overgreb efter terrorangrebet i København. Foto: Scanpix

Muslimer i Danmark oplever flere overgreb efter terrorangrebet i København. Foto: Scanpix

DANMARK:Kvælertag, spyt og afrevede tørklæder.

Det muslimske miljø i Danmark oplever i disse dage diskrimination og deciderede overgreb som følge af weekendens terrorangreb i København.

Sådan lyder det fra flere organisationer. Konsulent og næstformand i Exitcirklen, Khaterah Parwani, arbejder til daglig med afradikalisering, og hun har fået ”mindst 10” henvendelser i denne uge fra kvinder, der er blevet udsat for voldelige angreb eller anden form for diskrimination.

- Der har helt klart været en eskalering efter angrebet. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Khaterah Parwani, der også er juridisk rådgiver og talsperson for Dokumentations- og rådgivningscenter om racediskrimination (DRC).

- Jeg har haft rigtig mange henvendelser fra piger, som har haft mange ubehagelige oplevelser. Det er fysiske overgreb i form af kvælertag, vold, spyt og skub, siger hun.

Vold og chikane

Islamisk Trossamfund oplever også en klar stigning i antallet af henvendelser fra danske muslimer, der bliver udsat for vold og chikane efter weekendens angreb.

Københavns Politi har ikke modtaget nogen anmeldelser, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.

Flere kvinder er på de sociale medier stået frem og har beskrevet overgreb, som, de mener, skyldes terrorangrebet i København, men Khaterah Parwani fra Exitcirklen mener, at mange historier aldrig ser dagens lys.

- De orker simpelthen ikke at tage debatten. For de forstår ikke, at så snart en muslim gør noget, kalder man det radikalisering. Når en hvid mand eller kvinde gør noget, er der ingen, der snakker om, at det er en form for ekstremisme, som der også bør tages fat i, siger Khaterah Parwani.

- Selve debatten er på den måde også diskriminerende. Der foregår en diskrimination i kampen mod diskrimination, siger hun.

Kan føre til radikalisering

Oplevelsen af, at overgreb på og diskrimination af danskere med muslimsk baggrund ikke tages lige så alvorligt af politi og politikere kan i sidste ende føre til endnu mere radikalisering, vurderer Khaterah Parwani.

- Hvis man kigger på de radikaliserede debatgrupper, så er det vind i sejlene for dem, og det er meget problematisk at give dem et ekstra våben, hvor de kan fortælle de unge, at der er en krig mod muslimer, siger hun.