Hal skal udvides
Der har været borgermøde om planerne om at udvide hallen i Flauenskjold
FLAUENSKJOLD: På det idémøde i Flauenskjold Hallens cafeteria blev der fremlagt oplæg til planer for den tilbygning og omfordeling af aktiviteterne, som man har drøftet i længere tid.
Hallen blev opført i 1987 og finansieret ved hjælp af lokal indsamling, borgerlån og kreditforeningslån. De primære brugere er Flauenskjold Idrætsforening, Flauenskjold Skole, børneinstitutionen Landsbyordningen og den kommunale dagpleje.
Der er imidlertid visse behov i byen, som ikke kan imødekommes i hallen, og der er derfor udarbejdet et projekt, som skal gøre Flauenskjold Hallen mere tidssvarende - det gælder især rammer for de mere individuelle og fleksible tilbud.
Også den nye folkeskolereform er tænkt ind i projektet. De samlede faciliteter på området vil, hvis projektet gennemføres som planlagt, være idrætshal, aktivitetssal, spinningrum, motionscenter, klubhus (med omklædningsfaciliteter) og stadion.
Tilbygning
Det vil kræve en tilbygning mod nord indeholdende motionscenter, spinningrum og depot, samt en tilbygning mod øst til cafeteriet, som sammenbygges med klubhuset. Sidstnævnte vil danne mulighed for et café-område i den nordlige ende af cafeteriet, hvorfra der vil være udkig til såvel hal som stadion. Samlet forøgelse af arealet vil blive på 500 kvm.
Økonomi
Den samlede pris for projektet anslås til 6,8 mio. kr. Hallen kan selv indskyde 1,1 mio. kr., og fra fonde regner man med yderligere 1 mio. kr. Det resterende beløb, 4,6 mio. kr., ønsker man at optage som lån med kommunegaranti.
- Vi vil ikke få problemer med at afdrage på et evt. lån, da vores nuværende og kommende økonomi ser fin ud, oplyser halformand Niels Anker Kristiansen, som tilføjer, at driften af motionscenter og spinningrum skønnes at give 250.000 kr. årligt, som kan bruges til finansiering.
På det velbesøgte møde, som blev afholdt i cafeteriet, gennemgik arkitekterne fra firmaet plusArkitekterne skitseforslaget, som var ophængt som plancher i hver sin ende af lokalet.
Kim Larsen informerede om projektet og dets økonomi, og til sidst var der oplæg og kommentarer ved konsulent Svend Lindahl fra DGI, som har været med til at udforme projektet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.