Han leder "Aalborgs bedste skole"

René Arnold Knudsen, skoleleder, Hr. Hennekes Vej 8, Aalborg, fylder i dag 50 år.

Skoleleder René Arnold Knudsen, Aalborg, fylder i dag 50 år.

Skoleleder René Arnold Knudsen, Aalborg, fylder i dag 50 år.

For et par år siden besøgte den daværende konservative leder, Lene Espersen, Herningvejens Skole i Aalborg Øst - en skole med mange tosprogede elever og med en leder, der med engagement og nytænkning har vist, at dén elevsammensætning ingenlunde kun behøver betyde problemer. Efter besøget lod en dybt imponeret Lene Espersen forstå, at hun nu ikke var i tvivl om, hvad hun ville gøre, næste gang hun hørte om problemer med integration i Danmark: - Jeg vil anbefale dem at ringe til René, lød det. René Knudsen er født i Thisted, men voksede op i Aalborg, hvor han gik på først Vejgård Østre Skole, siden Filstedvejens Skole. Det lå dog dengang ingenlunde i kortene, at det skulle være netop i skoleverdenen, han kom til at virke. I stedet fik René Knudsen en administrativ uddannelse og kom efter ansættelser hos Aalborg Stiftsøvrighed og Aalborg Stadsarkiv til Aalborg Træindustri A/S, hvor han i en årrække var beskæftiget med blandt andet personaleadministration, reklame og marketing, dels på virksomheden i Bouet, dels på Implast A/S i Hadsund. I begyndelsen af 1990'erne skiftede han dog spor og uddannede sig til lærer på Aalborg Seminarium. Som nyuddannet blev han ansat på Kærbyskolen i Aalborg. Herefter var han viceskoleleder på Vedsted Centralskole og siden på Højvangskolen i Svenstrup, inden han for syv år siden blev udnævnt til leder af Herningvejens Skole. Her står han i spidsen for Aalborgs bedste skole, mener han selv. Elever, ansatte og forældre oplever en dynamisk og altid nærværende frontfigur, der leder skolen med værdier som tolerance, forståelse og et aktivt verdens- og medborgerskab som vigtige værdier. Hans indsigt i integration og det to-kulturelle område har gjort, at der trækkes på ham fra mange sider, også uden for skolen. I 2007-2008 sad han i Danmarks Evalueringsinstituts evalueringsgruppe om undervisningen af tosprogede elever. René Knudsen har været engageret i en lang række organisationer, deriblandt Dansk Røde Kors, hvor han har været næstformand i amtsorganisationen, og De Frivilliges Hus i Aalborg. Her er han næstformand og FU-medlem. Tilknytningen til Røde Kors medførte, at han i 2005 og 2007 var delegat i Yemen i et projekt under Udenrigsministeriets arabiske initiativ om organisations- og skolekontakt med Yemen Røde Halvmåne. Han er en flittigt benyttet foredragsholder om Dansk Røde Kors og forholdene i Yemen. I fritiden dyrker René Knudsen sit talent for at sælge - og købe! - på kræmmermarkeder i hele landet. Lysten til at se verden er stor, og han og hans mand har foruden mange steder i Europa besøgt USA, Asien, Afrika, Sydamerika og Australien. På hjemmebanen, der også omfatter sommerhuset i Fårup Klitbakker, nyder han at være sammen med sin familie og en stor vennekreds. -søwo