Sport

- Har sat mig selv i en dårlig position

Jesper Jensen kalder beslutningen om at stoppe i Aalborg Håndbold for hård, men rigtig

Jesper Jensen har valgt at stoppe, mens legen er god, selvom det har sat ham i en dårlig position. Arkivfoto: Grete Dahl
Jesper Jensen har valgt at stoppe, mens legen er god, selvom det har sat ham i en dårlig position. Arkivfoto: Grete Dahl

Opdateret kl. 16:14

Aalborg: Tankerne om at stoppe i Aalborg Håndbold allerede til sommer har floreret i omkring en måneds tid hos Jesper Jensen.

- Der har været rigtigt mange overvejelser, der skulle gøres, for det er ikke ligefrem en let beslutning at tage, siger han få timer efter, at beslutningen blev officielt.

Timingen for udmelding er måske ikke for heldig, indrømmer Jesper Jensen, men det var nødvendigt at få det gjort nu.

- Da først beslutningen blev taget for et par dage siden, var det også vigtigt at få det meldt hurtigt ud. På den måde har Jan (Larsen, direktør i Aalborg Håndbold, red.) i det mindste lidt tid til at få fundet en afløser, selvom det er sent at komme i gang med det, siger cheftræneren.

- Af samme grund fortalte jeg også Jan det, som det var, da tankerne begyndte, for at han kunne vænne sig til tanken og begynde at tænke på, hvem der kunne være en mulig afløser, hvis jeg skulle beslutte mig for at stoppe.

Det er dog ikke kun for Jan Larsen og Aalborg Håndbold, at udmeldingen kommer på et sent tidspunkt.

- Nej, jeg har sådan set sat mig selv i en ret dårlig position, hvis man ser på mulighederne for at få et nyt job allerede fra sommer. De fleste jobs er jo allerede besat nu, siger Jesper Jensen, men fastholder også, at det slet ikke var en faktor i overvejelserne.

- Det eneste, der har betydet noget, er nuet. Hvordan mavefornemmelsen var. Og den sagde altså, at det var bedst at stoppe, mens legen er god.

Frygten for cheftræneren har været, at han ikke ville kunne opretholde energien til både at have 100 procent fokus på arbejdet og familien, i og med han pendler fra bopælen i Esbjerg.

- Det er gået rigtigt fint, og netop derfor er det den rette beslutning. Det ville blive en dårlig oplevelse for alle, hvis det sidste halve eller hele år blev træls, fordi enten jeg eller klubben begyndte at køre lidt træt i det setup, vi har fået sat sammen, siger Jesper Jensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden