Thisted FC

Hattrick ikke nok til TFC-sejr

Overtidsscoring kostede Thisted FC to point

Sakari Tukiainen (nummer 11) scorede søndag sine første mål for Thisted FC, men søndagens tremålsskytte måtte se holdkammeraterne smide sejren i overtiden. Arkivfoto: Peter Mørk
Sakari Tukiainen (nummer 11) scorede søndag sine første mål for Thisted FC, men søndagens tremålsskytte måtte se holdkammeraterne smide sejren i overtiden. Arkivfoto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

FODBOLD: Sejrstørken var millimeter fra at slutte søndag for Thisted FC, men med et mål i overtiden sørgede Nykøbing FC for, at thyboerne måtte nøjes med 3-3. TFC’s nye finske angriber Sakari Tukiainen scorede alle thyboernes mål.

Thyboerne i NordicBet Ligaen gæstede Nykøbing FC, der inden kampen ikke havde vundet i de sidste seks 1. divisionskampe, mens TFC blot havde hentet et point i tre forårskampe.

Hattrickhelten Sakari Tukiainen headede TFC foran efter otte minutters spil. Thyboernes venstre wingback, Tobias Mølgaard, smækkede et højt indlæg mod første stolpe, og på kanten af det lille felt steg Sakari Tukiainen op for at pande kuglen i kassen til 1-0. Finnen udgjorde sammen med estiske Hannes Anier søndagens frontduoen.

Efter knap en halv time bragte hjemmeholdet på kunstgræsset så balance i regnskabet. Falstringerne vandt et par dueller i feltet. Bolden blev spillet ud til Søren Christensen, der fra højre side af feltet sparkede på kassen. Skuddet endte på bagerste stolpe, og så kunne Nicolai Jessen sparke læderet den sidste meter over stregen til 1-1.

Den stilling holdt dog kun et par minutter. For gæsternes anfører, Allan Høvenhoff, sparkede et frisparksindlæg fra højre mod det bagerste område af Nykøbings felt. Igen viste Sakari Tukiainen sine afslutningsevner med hovedet. Omgivet af venner og fjender steg han op og headede bolden undersiden af overliggeren tæt på trekantsammenføjningen og i mål.

TFC’s føring på 2-1 holdt til 12 minutter efter sidebyttet. Her flåede Nykøbing thyboernes forsvar fra hinanden. På en flad bold igennem feltet blev Mikkel Dahl helt fri ved straffesparkspletten. Det kvitterede han for ved at knalde bolden op i nettaget til 2-2.

Men med knap 20 minutter igen af kampen fuldførte Sakari Tukiainen altså sin målmagiske match, da han på bagerste stang tog et indlæg ned og scorede til 3-2.

Nykøbing jagtede det udlignende mål, og efter 90 minutter lykkedes det for hjemmeholdet at komme på 3-3. Kampen blev her et hovedstødsmål rigere, TFC to point fattigere.

Med pointdelingen har TFC nu hentet to point i forårets fire opgør og lukket ni mål ind i de sidste tre 1. divisionskampe.

Gå til relaterede emner

Forsiden