Havnestrid endte i voldsdom
En strid om Havnehuset på Hou Havn har resulteret i voldsdom til formand
HOU: En strid om Havnehuset på Hou Havn endte i denne uge med en voldsdom til formanden for lystbådehavnene bestyrelse.
Han blev dømt for at have givet en 76-årig pensionist en lussing i ansigtet i forbindelse med et ophedet skænderi mellem de to mænd tilbage i juni.
Her ville bestyrelsesformanden have den 76-årige til at forlade terrassen ved Havnehuset, men det nægtede den 76-årige, og så løb skænderiet af sporet.
Striden handler om, hvem der har lov at bruge Havnehuset. Ifølge bestyrelsen for lystbådehavnen er det privatejede hus tiltænkt havnens brugere - især gæstesejlere - men altså ikke den 76-årige.
Men den 76-årig pensionist spiser næsten dagligt en pølse ved pølseboden ved siden af Havnehuset, og mener, at han har ret til at bruge huset og bænkene på terrassen foran.
I Retten i Aalborg erkendte bestyrelsesformanden, at han havde givet den 76-årige en lussing, og at han ikke skulle have gjort det, fortæller anklager Lotte Nielsen.
Retten fandt, at der var mange formildende omstændigheder på grund af konflikten, og at den 76-årige havde bidraget til den ophedede stemning, så den dømte lod sig provokere. Derfor blev dommen fastsat til 14 dages betinget fængsel, hvilket er noget lavere end udgangspunktet for vold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.