Havneudvidelse: 450 nye arbejdspladser i vente

Job-effekten af en større Hanstholm Havn er cirka 450 nye arbejdspladser over en ti-årig periode

Her fra det første ”spadestik” ved havnen i Hanstholm. Foto: Kurt Bering <i>Kurt Bering</i>

Her fra det første ”spadestik” ved havnen i Hanstholm. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

HANSTHOLM:- Jubilæumsgaven var måske lidt forsinket, men onsdagens første spadestik til udvidelsen af Hanstholm Havn var nok den bedste jubilæumsgave - også selv om den ikke kom på selve dagen.

Det siger borgmester og næstformand i Hanstholm Havns bestyrelse Lene Kjelgaard Jensen (K) og fastslår, at der er sat gang i en udvidelse, som på sigt får effekt på en lang række områder.

Et af dem er beskæftigelsen. Estimatet er, at arbejdet med udvidelsen af arealet alene skaber 50 nye job.

- Her er tale om arbejdspladser, som forventes skabt indenfor en periode på ti år fra udvidelsen er færdig i 2020 og frem til 2030, siger Lene Kjelgaard Jensen.

I forvejen mange arbejdspladser

De nye arbejdspladser, som både er direkte og indirekte en følge af havneudvidelsen ventes skabt dels gennem vækst i allerede eksisterende virksomheder, dels gennem nyetablering af virksomheder.

- Og forventningen er, at arbejdspladserne kommer indenfor forædling, service og anden industri, forklarer Lene Kjelgaard Jensen.

De kommende arbejdspladser skabes i et område, hvor der i forvejen er rigtig mange arbejdspladser.

- I retning af en positiv jobeffekt

I runde tal skønnes det, at der i øjeblikket er omkring 600 arbejdspladser, som er direkte udspringer af aktiviteterne på havnen, mens andre 1.000 er arbejdspladser afledt af denne aktivitet.

- Havneudvidelsen og effekterne peger fremad. Derfor er det her og nu svært at sætte helt præcise størrelser på de forventede effekter af udvidelsen - herunder også på antallet af nye arbejdspladser. Derfor er tallet 450 udtryk for en forventning, der skal indfries over en periode på 10 år, siger Lene Kjelgaard Jensen.

Hun tilføjer, at det derfor heller ikke er muligt her og nu at sige noget om, hvordan de nye jobs som følge af havneudvidelsen vil påvirke det lokale arbejdsmarked.

- Vi kan sige, at vi lige nu har en god beskæftigelse i kommunen og at de forventninger, der er til jobskabelsen efter en havneudvidelse også peger i retning af en positiv jobeffekt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.