EMNER

Her bor de tykkeste nordjyder

Nye tal viser, hvor der bor flest svært overvægtige i Nordjylland. Se listen her

Vejer du for meget? Så er du ikke den eneste. Arkivfoto: Grete Dahl
Vejer du for meget? Så er du ikke den eneste. Arkivfoto: Grete Dahl © Grete Dahl

Opdateret kl. 18:45

NORDJYLLAND: Det går den forkerte vej med vores vægt - op. De seneste tre år er flere nordjyder blev meget overvægtige.

Det viser en landsdækkende opgørelse over danskernes sundhed.

Næsten hver sjette nordjyde - 16,4 procent - har et BMI-tal på 30 eller mere og er dermed ”svært overvægtig”. Det er en stigning i forhold til en lignende undersøgelse i 2010 (15,5 pct.).

Ifølge tallene fra Statens Institut for Folkesundhed vejer én nordjysk kommune tungest i statistikken: Læsø.

Over hver femte Læsø-borger - 22,6 pct. - er svært overvægtig, og det er nordjysk rekord.

Også nordjyder på skrump

I den lette ende finder vi Aalborg Kommune, hvor 14,6 procent er svært overvægtig. Det er procentvis det laveste i regionen.

Hvis man sammenligner med undersøgelsen fra 2010, er der ikke sket de helt store forskydninger. Dengang var Læsø-borgerne også de tykkeste, mens Aalborg-borgerne var de tyndeste.

Dog er borgerne i et par nordjyske kommuner åbenbart skrumpet lidt, for i Mariagerfjord, Thisted og Morsø er andelen af svært overvægtige faldet, ifølge opgørelsen.

På landsplan deltog lidt over 162.000 i undersøgelsen af danskernes sundhed i 2013. Ved undersøgelsen i 2010 medvirkede knap 178.000.

De tykkeste

Her er listen over andelen af svært overvægtige i de nordjyske kommuner (tallene i parentes er fra 2010):

Læsø: 22,6 pct. (19,4 pct.)

Brønderslev: 18,9 pct. (15,9 pct.)

Vesthimmerland: 18,7 pct. (16,9 pct.)

Jammerbugt: 18,4 pct. (16,7 pct.)

Frederikshavn: 17,4 pct. (16,1 pct.)

Rebild: 17,0 pct. (16,9 pct.)

Hjørring: 16,9 pct. (15,6 pct.)

Mariagerfjord: 16,6 pct. (18,4 pct.)

Thisted: 16,6 pct. (17,0 pct.)

Morsø: 16,2 pct. (17,0 pct.)

Aalborg: 14,6 pct. (13,4 pct.)

Forsiden