Her er alle de nye borgmestre i Nordjylland
Få overblikket kommunalvalgets vindere og tabere - opdateret kl. 6.12
Opdateret kl. 12:59
NORDJYLLAND: Flere nordjyder valgte at stemme ved Kommunalvalget 2013 end ved forrige valg. Og det gav en række forskydninger i det politiske landskab.
Flere steder er borgmestre skiftet ud, Vi har lavet et overblik over det nye nordjyske, politiske landskab, som det så ud natten til onsdag.
Aalborg:
Socialdemokraterne oplevede en lille fremgang, mens Enhedslisten tegnede sig for den største fremgang. Dermed kan de røde partier danne flertal alene i byrådet, og dermed er det sikkert, at Thomas Kastrup Larsen bliver borgmester.
Hjørring:
I Hjørring var der ingen over og ingen ved siden af borgmester Arne Boelt (S), som også kan kalde sig borgmester de næste fire år. Arne Boelt fik ved valget flere personlige stemmer, end hele partiet Venstre fik.
Socialdemokraterne gik frem i Hjørring, mens Venstre gik tilbage.
Frederikshavn:
Birgit Hansen (S) bliver den første kvindelige borgmester i Frederikshavn Kommune. Det stod klart sent tirsdag aften efter et valg, hvor Socialdemokraterne gik frem.
Brønderslev:
Den tidligere borgmester, Mikael Klitgaard (V), der ved sidste kommunalvalg måtte overdrage posten til Lene Hansen (S), gjorde comeback ved gårsdagens valg og bliver ny borgmester. Primært fordi, Socialdemokraterne led et sviende valgnederlag.
Jammerbugt:
Borgmesteren i Jammerbugt Kommune hedder også Mogens Gade (V) de næste fire år. Både Venstre og DF gik frem, mens Socialdemokraterne måtte notere en tilbagegang.
Mariagerfjord:
Liberal Alliance blev valgt ind i byrådet med et mandat, og det var præcis det mandat, der viste sig at være tungen på vægtskålen. Og det valgte LA at bruge til at sætte Venstre-manden Mogens Jespersen på borgmesterposten.
Vesthimmerland:
Pernille Vigsø Bagge og SF fik et godt valg i Vesthimmerlands Kommune, hvor partiet fik fordoblet deres mandater. Men det var ikke nok til at vælte den siddende borgmester, Knud Kristensen (K), der også oplevede fremgang med sit parti.
Derimod var Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre valgets tabere.
Læsø:
Borgerlisterne høstede mange stemmer på Læsø, og det bliver da også Tobias Birch Johansen fra Læsø Listen, der bliver borgmester.
Rebild:
I Rebild kommune bliver det efter forhandlinger helt frem til klokken næsten fem onsdag morgen den radikale Leon Sebbelin, der indtager borgmesterkontoret efter den afgående Anny Winther (V). Den radikale borgmester bakkes op af Socialdemokratiet, Den Sociale Fællesliste, SF, Radikale Venstre og Konservative. Her stormede det nye parti Den Social Fællesliste stormede ind i byrådet med knap 12 procent.
S og SF fik et særdeles dårligt valg i Rebild Kommune.
Morsø:
Venstres Hans Ejner Bertelsen bliver ny borgmester på Mors.
Han bakkes op af den nye liste Demokratisk Balance, der stormer ind i byrådet med 20,1 procent af stemmerne, samt Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Taber blev den nuværende borgmester, socialdemokraternes Lauge Larsen. Venstre overhaler Socialdemokraterne som det største parti.
Thisted:
Efter fire timers forhandlinger på kryds og tværs blev der sent i nat indgået en aftale mellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i Thisted.
Det betyder, at Venstre-kvinden Lene Kjelgaard Jensen fortsætter som borgmester.
Aftalen indebærer bl.a., at spidskandidaten for Dansk Folkeparti, Ib Poulsen, bliver viceborgmester i det kommende byråd. Derudover vil Dansk Folkeparti besætte formandsposterne i både Social- og sundhedsudvalget og i Teknik- og Miljøudvalget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.