Her er de mest irriterende ting, en butiksansat kan gøre
En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Trustpilot fortæller, hvad vi stejler over i butikkerne
Opdateret 05. august 2016 kl. 06:16
DANMARK: Sommerudsalget synger på sidste vers, og det er nu, butikkerne skal kæmmes for at gøre et godt sommerkup.
Men selvom der er penge at spare, kan shoppingturen hurtigt blive en anspændt affære, hvis man støder ind i en butiksmedarbejder, der taler privat med kollegerne, forsøger at presse en til at købe noget eller brager ind i prøverummet, mens man er halvt afklædt.
Men hvad er egentlig det mest irriterende, en butiksmedarbejder kan gøre? Det har YouGov på vegne af anmeldelsesplatformen Trustpilot spurgt 1.302 danskere om. De er blevet bedt om at afgive tre bud på, hvad der bringer dem op i det røde felt.
- I undersøgelsen kan vi se, at danskerne hovedsageligt stejler over to ting: Hvis deres personlige rum bliver overtrådt, eller hvis de ikke får den viden eller rådgivning, som de efterspørger, siger Mathilde Lykke Bülow, der er kommunikationschef i Trustpilot.
På Trustpilot anmelder forbrugere hver dag tusindvis af købsoplevelser i danske butikker og webshops, og her spiller butikkernes kundeservice en afgørende rolle for, hvor tilfredse kunderne er.
- Vi ved fra tidligere undersøgelser og fra kundernes anmeldelser på vores platform, at danskernes købsoplevelse afhænger ekstremt meget af den service, butikken giver. Så hvis en butiksmedarbejder fx opfører sig for anmassende eller ikke har den fornødne viden om et produkt, så kan det have en meget negativ effekt på det samlede indtryk af butikken. Især fordi forbrugere i dag er meget hurtige til at dele deres oplevelse med andre på nettet, siger Mathilde Lykke Bülow.
Herunder er de otte mest irriterende ting, en butiksmedarbejder kan gøre ifølge danskerne:
1. At være for påtrængende har 56 procent af danskerne på listen over de mest irriterende ting, en butiksmedarbejder kan være. Vi bryder os nemlig ikke om, at vores personlige rum bliver overtrådt.
2. Uvidenhed hos en butiksmedarbejder er i 48 procent af danskernes top 3 over det mest irriterende, de oplever, når de er ude at ose i butikker. Fx hvis butiksmedarbejderen ikke kan svare på basale spørgsmål om produkter eller give kompetent rådgivning.
3. Private samtaler med kolleger er heller ikke i orden ifølge danskerne. 42 procent ser det som noget af det mest irriterende, når butiksmedarbejdere fører private samtaler, mens der er kunder i butikken.
4. Mersalg er for mange danskere også en kilde til frustration. Hele 36 procent af danskerne synes, det er noget af det mest irriterende, hvis de får spørgsmål som ”hvad med en chokoladebar til en 10’er?” med på vejen, når de står ved kassen.
5. Uopmærksomhed er for 33 procent af danskerne blandt det mest irriterende, når de shopper. Danskerne vil gerne føle sig bemærket, når de går ind i en butik.
6. At værge medlemmer til en kundeklub er heller ikke noget, som danskerne er vilde med. I undersøgelsen svarer 18 procent, at butiksmedarbejderes jagt på nye medlemmer er noget af det mest irriterende.
7. At blive forstyrret i prøverummet er heller ikke altid den bedste oplevelse, og for 16 procent af danskerne er det blandt det mest irriterende, en medarbejder kan gøre.
8. At stille private spørgsmål kommer ind på sidstepladsen. Kun 6 procent af danskerne nævner dette som noget af det mest irriterende, en butiksmedarbejder kan gøre.