Danmark

Her er den nye X Factor-vært

25-årig DR-studievært skal prøve kræfter med X Factor

Sofie Linde bliver ny vært af den niende udgave af X-Factor. Foto: Jens Thaysen, Scanpix
Sofie Linde bliver ny vært af den niende udgave af X-Factor. Foto: Jens Thaysen, Scanpix Scanpix Denmark

DANMARK: Når niende sæson af ’X Factor’ bliver skudt i gang, er det med 25-årige Sofie Linde i værtsrollen. Det oplyser dr.dk.

Hun begyndte sin karriere hos DR i 2009 som vært på ”Sommer Summarum” og har siden været vært på en lang række børneprogrammer - blandt andet MGP. Senest har hun optrådt i sit helt eget talkshow ”Sofie Linde Show” på DR Ultra.

Sofie Linde har altid fulgt med i ’X Factor’ og jubler over sin nye værtsrolle:

- Jeg er på toppen over det. Det er kæmpestort. Det er en ære at få lov til at være X Factor-vært. Jeg har set X Factor, siden jeg var helt ung, for det har kørt i store dele af mit liv, siger Sofie Linde til dr.dk.

Hun er også sikker på, at hun kan bruge sine mange års erfaringer med børne- og ungdoms-tv.

Vant til at tale med mennesker

- Børn er de sværeste at lave tv med, for du kan ikke bare aftale, hvad der skal ske, så det har jeg lært en masse af. Som vært har jeg mødt så mange børn og voksne, og derfor er jeg vant til at tale med mennesker. Og X Factor er netop et program, der handler om mennesker, mener Sofie Linde.

DR1’s underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme er glad for at kunne byde Sofie Linde velkommen om bord på X Factor-scenen.

- Vi har haft en bred casting for at være sikre på, vi fandt den helt rigtige. Der var mange gode bud, men Sofie ”overshinede” dem alle sammen. ”Jeg er slet ikke i tvivl om, at Sofie Linde bliver en super sej og fantastisk ’X Factor’-vært. Hun har været i DR i mange år, har stor erfaring inden for værtsfaget, og jeg er sikker på, at hun nok skal styre dommerne med kyndig hånd. Sofie er på alle måder charmerende og indlevende, og jeg glæder mig så meget til at se hende på scenen som vært på Danmarks største underholdningsprogram, siger DR1’s underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme til Dr.dk.

Sofie Linde bliver den femte X Factor-vært i rækken efter Lise Rønne, Signe Muusmann, Signe Molde og Eva Harlou.

Der er stadig mulighed for at tilmelde sig pre-casting, der foregår i København 19. august og i Aarhus 25. august.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden