Hestekræfter slippes løs på Limfjorden

Der er hurtige både i vandet, når F2 Powerboat World Championship drøner af sted til Aalborg Regatta

Arkivfoto: Michael Koch
Aalborg regatta 14. juni 2018 16:58

AALBORG: Til Aalborg Regatta 14. - 17. juni slippes hestekræfterne løs på Limfjorden, når F2 Powerboat World Championship - Grandprix of Denmark løber af stablen.

Racet i Aalborg er sæsonens andet løb, og det tegner til at blive en weekend med fart over feltet. Der er tilmeldt 27 både fra hele verden. Løbssæsonen startede i Kaunas, Litauen og tager turen fra Aalborg til Tønsberg i Norge, Ribadouro i Portugal for til sidst at slutte serien i Colombo på Sri Lanka.

Sidste år blev regattaens smukke sejlskibe for første gang kombineret med motorsport, da P1 Powerboat var del af eventen. I 2018 er det de hurtigere og mere prestigefyldte F2 Powerboat, Aalborg Regatta kan præsentere.

F2 Powerboats er letvægtskatamaraner af kulfiber med en hastighed på op til 200km/t og en acceleration hurtigere end en Lamborghini Murcielago LP640. Racet starter med et matchrace fredag d. 15. juni inden kvalifikationen til søndagens finaler afvikles lørdag.

Kørerne kommer blandt andet fra Norge, Sverige, Tyskland, Abu Dhabi og Danmark. Vores nordiske naboer har i mange år domineret sporten, hvor Sverige har hævet VM-trofæet fra 2011-2016.

- Powerboatracet i 2017 var en stor succes, og jeg er ikke i tvivl om, at årets løb vil være en spændende både for publikum og kørerne. Jeg er utrolig glad for, at vi igen har mulighed for at være vært for et arrangement af denne kaliber. Limfjorden og havnefronten er et samlingspunkt for aalborgensere i alle aldre, så det er fantastisk, at Aalborg Regatta byder på aktiviteter for både de fartglade, familien, unge som ældre, der har mulighed for at nyde vores smukke havnefront, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Aalborg Regatta byder på et væld af aktiviteter foruden fart og spænding på fjorden - ikke mindst pga. F2 Powerboat World Championship - Grandprix of Denmark.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...