Vesthimmerland

Himmerland har også en vestkyst

VisitVesthimmerland lancerer ny hjemmeside og brandingkampagne

Klinterne i Ertebølle er et af omdrejningspunkterne i VisitVesthimmerlands nye markedsførings-strategi under overskriften ”Himmerlands Vestkyst”. Privatfoto
Klinterne i Ertebølle er et af omdrejningspunkterne i VisitVesthimmerlands nye markedsførings-strategi under overskriften ”Himmerlands Vestkyst”. Privatfoto

VESTHIMMERLAND: VisitVesthimmerland er ikke nødvendigvis det allerbedste "brand", når det handler om at gøre turister opmærksomme på Vesthimmerlands herligheder.

Den analyse tager den lokale turistorganisation nu konsekvensen af og lancerer en helt ny hjemmeside under overskriften "Himmerlands Vestkyst".

- Vi forventer os meget af denne brandingkampagne, og vi er meget spændt på effekten af den.

- Går det, som vi forventer og som forskellige turismemæssige tendenser viser, så bliver det en succes, erklærer direktør i VisitVesthimmerland, Jimmi Petersen.

Som chef for den lokale turistfremmeindsats ser han "Himmerlands Vestkyst" som et "unique selling point" til glæde for hele området - uanset om man så i øvrigt har fokus på Gedsted, de himmerlandske heder, kunsten i Aars eller skrænterne i Ertebølle.

- Og den nye branding-strategi vil på den måde komme hele Vesthimmerland til gavn, betoner han.

Groft sagt dækker betegnelsen "Himmerlands Vestkyst" over aksen, der går fra Aggersborg i nord til Louns-halvøen i syd. En strækning på i alt 90 km i Vesthimmerland med masser af turistmæssige oplevelser inden for temaer som "Himmerlandsk Fitness", "Gastronomiske Guldkorn" og "Fra istid til nutid".

- I første omgang handler det om at vække den potentielle turists lyst til at søge mere information om Vesthimmerland.

- Netop derfor er den nye hjemmeside, himmerlandsvestkyst.dk, også fyldt med flotte billeder med wow-effekt, som skal give turister lyst til at besøge vores skønne område, forklarer marketingsansvarlig i VisitVesthimmerland, Helene Christensen.

"Himmerlands Vestkyst"-kampagnen kommer primært til at udspille sig på nettet, men det nye brand "Himmerlands Vestkyst" kommer også til at optræde på forsiden af et trykt magasin, som vil kunne fås i forbindelse med forskellige events i området.

Interesserede kan selv danne sig et nærmere indtryk af kampagnen ved at klikke sig ind på hjemmesiden www.himmerlandsvestkyst.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden