Himmerlandsk præg på udstilling i Høje-Taastrup
En af mange landsdækkende aktiviteter i forbindelse med årets hjerneuge har været en kunstudstilling i Handicaporganisationernes Hus i Høje-Taastrup.
Udstillingen "Hjernen i fokus" består af i alt 40 kunstværker, der alle på en eller anden måde handler om hjerner.
Et udvælgelsesudvalg med repræsentanter fra hver af de otte involverede handicapforeninger har stået for udvælgelsen.
- Og vi er i Hjerneskadeforeningen Himmerland meget stolte af, at hele tre af landets fem kunstværker i Hjerneskadeforeningens regi er udpeget blandt vores medlemmer, fremhæver Tove Swartz, som er formand for Hjerneskadeforeningen Himmerland.
De tre udvalgte, lokale kunstværker er et akrylmaleri af Susanne Sørensen, Arden, med titlen: På vej væk, en muslingeskal i keramik af Harald Haldrup Welling, Løgstør, med titlen: Åbenhed og et foto af Frode Vesterby Knudsen, Hobro, med titlen: Spejlinger.
Kunstnerne og bestyrelsen fra Himmerland er netop vendt hjem fra en festlig endagstur i forbindelse med ferniseringen i Handicaporganisationernes Hus. Underholdningen til lejligheden blev leveret af komiker Sebastian Dorset.
- Det har vældig stor betydning for udstillerne at blive anerkendt på denne måde, og det smitter også af på foreningens øvrige medlemmer i Himmerland, idet vi nu i foreningen arbejder ihærdigt på at realisere medlemmernes ønske om en cafè med kreative værkstedsaktiviteter, oplyser Tove Swartz.
De otte foreninger bag udstillingen i Høje-Taastrup er Hjernerystelsesforeningen, Dansk Epilepsiforening, Hjernesagen, Parkinsonforeningen, Alzheimerforeningen, Hjerneskadeforeningen, Hydrocephalus Foreningen og Spastikerforeningen.