Hjallerups vartegn når der ikke er marked

Formanden for fondsbestyrelsen, Dennis Kvesel, har skiftet markedskasketten ud med kulturkasketten, og det bekommer ham tilsyneladende vel. Foto: Ole Torp
Formanden for fondsbestyrelsen, Dennis Kvesel, har skiftet markedskasketten ud med kulturkasketten, og det bekommer ham tilsyneladende vel. Foto: Ole Torp Ole Torp

- Der er rigtig meget hukommelse samlet her, sagde Dennis Kvesel ved starten af festdagen for Kulturhusets 20-års jubilæum. Dennis er formand for bestyrelsen for den fond, som driver huset.

Med den megen hukommelse mente han selvfølgelig, at der var mange, som kan huske, da debatten, planlægningen og byggeriet af Kulturhuset startede tilbage i 1980’erne og 1990’erne. Men det kunne også opfattes som om, at gennemsnitsalderen på den store forsamling sikkert var godt over 60. Det sidste mente Vera Søndergaard, som efterlyste yngre kræfter til at være frivillige i huset.

- Vi skal være Hjallerups vartegn, når der ikke er marked, sagde den tidligere markedsformand, som indimellem vendte tilbage til sit tidligere område, Hjallerup Marked, og han nævnte da også begrebet Hjallerup-ånden - uden hvilken det flotte og funktionelle Kulturhus sikkert ikke var blevet til noget.

Placeringen

Knud Aaen, som har været med i forbindelse med faktisk alt, som er foregået i Hjallerup, fortalte om de tanker og forhandlinger, som gik forud for byggeriet. Der var flere placeringer i byen i spil, og Knud gik stærkt ind for en placering ved Idrætscentret. - Men os, der havde en anden mening end flertallet, er i dag glade for, at det blev her, indrømmede han. Han fortalte også, at byggeriet gik som smurt, og byggeudvalget under ledelse af ingeniør Asger Lund sørgede for, at der ikke var en eneste overskridelse af budget og tidsplan.

En Hjallerup-historie

Godtfred Pedersen, som er tidligere formand for fondsbestyrelsen, fremhævede det fantastiske ved, at man på tværs af meninger og opfattelser har været muligt at få etableret et hus med så mange funktioner. Der var rigtigt mange, som man kunne rose for deres initiativ og indsats for at få realiseret drømmen. Specielt nævnte han Vera Søndergaard og Halvor Heuch.

- Det er en meget positiv Hjallerup-historie, sagde han og nævnte også et eksempel på, at man i den sidste ende kan enes: - Et bevis på rummeligheden her i huset er, at Jens Jørgen Thorsens maleri efter lange og til tider bitre uoverensstemmelser kom op at hænge på væggen ved indgangen til Store Sal.

Samvirke

Formanden for Hjallerup Samvirke, Peter Jensen, betegnede huset som en af byens mange oaser. - Her oser det jo af frivillighed, sagde han og roste fondsbestyrelsen for deres måde at fejre jubilæet på.

Borgmesterord

Også borgmester Mikael Klitgaard roste sammenholdet og samarbejdet. - Det drejer sig om at lave tingene sammen, så lykkes det. det er huset her et godt eksempel på. Vi skal være indstillet på at gøre tingene sammen og give en hånd med, hvor det er påkrævet.

Rundt og se

Henny Vittrup fortalte ganske kort om, hvordan det udvalg, som var nedsat for at skaffe Hjallerup et medborgerhus, eller hvad man nu ville kalde det, rejste rundt til andre steder for at se, hvordan de havde grebet det an.

Daglig leder

Henny Vittrups nu afdøde mand, Ole Vittrup, var i øvrigt den første daglige leder af Kulturhuset. Han blev afløst af Georg Hansen, som igen blev afløst af Knud Aaen, og efter ham kom Maja Kærsgaard. Der er i øjeblikket ingen daglig leder, men fondsbestyrelsen virker som sådan, indtil de har fået lavet en ordentlig arbejdsbeskrivelse.

Underholdning

Om formiddagen var der børneteater for de 3-7-årige, og efter talerækken om eftermiddagen var der pindemadder og dertil forskellig former for underholdning. Det var en vellykket og velbesøgt jubilæumsdag i Hjallerup.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden