Røveriet

24-årig skal hjemsendes efter gaderøveri

Et røveri under en bytur gjorde udslaget - en ung mand er blevet udvist fra Danmark

Retten har afgjort, at en ung mand skal hjemsendes. Foto: Arkiv
Retten har afgjort, at en ung mand skal hjemsendes. Foto: Arkiv Bente Poder

HJØRRING: Torsdag faldt der dom over en 24-årig og en 32-årig mand fra Vendsyssel, der i juni røvede en mand i forbindelse med en bytur i Hjørring.

Her truede de to mænd ofret til at udlevere sin kortholder - senere samme aften fandt politiet kortholderen på den ene af de dømte.

Den 24-årige er blevet udvist fra landet - det sker når han har aftjent sin fængselsstraf på 10 måneder.

Det skyldes ifølge anklager Mathias Andersen, at manden tidligere har fået en såkaldt udvisningsadvarsel - det vil sige en løftet pegefinger fra myndighederne med en advarsel mod at begå yderligere kriminalitet.

Derudover mener retten, at manden er i stand til at skabe sig en tilværelse i hjemlandet, fordi han taler sproget.

Den 24-årige ankede med det samme dommen.

Den 32-årige, der deltog i røveriet, fik seks måneders fængsel. Han har endnu ikke afgjort, om han tager imod sin dom.

Gå til relaterede emner

Forsiden