Drabsforsøg

67-årig kvinde fængslet - sigtet for drabsforsøg på mand

Kvinden nægter sig skyldig i sigtelserne mod hende


Opdateret kl. 15:01

HIRTSHALS: En 67-årig kvinde er onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drabsforsøg på en 57-årig mand.

Det oplyser anklager Thomas Klingenberg.

Kvinden blev anholdt tirsdag aften på en adresse i Hirtshals, hvor den 57-årige mand kort forinden var blevet stukket flere gange med en kniv - blandt andet i brystet.

Et af stikkene ramte tæt på hjertet, og manden var i livsfare. Han blev kørt på sygehuset og senere meldt uden for livsfare.

Kvinden og manden har en nær relation til hinanden, men derudover har politiet ikke yderligere oplysninger i sagen.

Grundlovsforhøret blev nemlig holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Den 67-årige kvinde nægter sig skyldig i sigtelserne mod hende.

Gå til relaterede emner

Forsiden