Fiskeri

Blokade i nordjyske havne? Her vil fiskere aktionere

Utilfredse fiskere vil aktionere i en række nordjyske havne

Fiskere vil aktionere i blandt andet Hirtshals Havn på mandag.
Fiskere vil aktionere i blandt andet Hirtshals Havn på mandag. Arkivfoto: Henrik Louis

Opdateret kl. 17:09

NORDJYLLAND: Nordjyske fiskere vil mandag 15. maj aktionere i en række havne i sympati med vognmænd, der demonstrerer i protest mod en kommende vejafgift for lastbiler. Fiskerne vil også blive ramt af både den afgift og en dieselafgift.

Foreløbig er der varslet aktioner i havnene i Hirtshals og Frederikshavn, men måske vil fiskere også protestere i andre havne. Skagen Havn er nævnt som en mulighed, men det er endnu usikkert.

- I stand til at stoppe færger

Hvad aktionerne præcist går ud på, er endnu uklart.

- Der bliver ikke tale om ulovlige blokader, men vi vil vise, at hvis vi er en anseelig flok, så er vi i stand til at stoppe færgerne. Vi gør det både for at bakke op om vognmændene og for at vise vores egen utilfredshed med CO2-afgiften, siger Læsø-fisker Thomas Kristiansen, tovholder på aktionen, til Fiskeritidende.

Klar til at lukke havn

På Facebook-gruppen "Opråb Fisker" kan man læse, at i hvert fald nogle fiskere er klar til at blokere havne "..klar til at hjælpe med at lukke Hirtshals Havn", står der i en af kommentarerne i Facebook-gruppen.

Danmarks Fiskeriforening forstår fiskernes frustrationer, men understreger at aktionerne skal være lovlige.

- Vi kan selvfølgelig ikke bakke op om ulovlige aktioner, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

- En ekstraskat

Svend-Erik Andersen tilføjer:

- Vi forstår godt den frustration, der er blandt fiskerne, og opbakningen til lastbilernes aktion. Det bliver jo dyrere at lande fisk i Danmark, når den her afgift indføres. Vi har en lignende situation i fiskerierhvervet på grund af den C02-afgift, som er besluttet at vi i fiskerierhvervet skal udsættes for fra 2025. Lige som vognmændene har vi fiskere ikke alternativer til det brændstof, vi bruger i dag. Den CO2-afgift vil blive en ekstra skat for fiskerne i stedet for et redskab til grøn omlægning, siger fiskeriformanden.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden