Fiskeri

Demonstration på havet: Borgmester bakker op om utilfredse fiskere

Lokale fiskere placere deres fartøjer ved havneindsejling

Borgmester i Hjørring, Søren Smalbro, udtrykker sin forståelse for fiskernes bekymring.
Borgmester i Hjørring, Søren Smalbro, udtrykker sin forståelse for fiskernes bekymring. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 13:00

Opdateret kl. 10.35 med udtalelser fra borgmester Søren Smalbro.

HIRTSHALS: En kommende vejafgift for lastbiler vil også kunne mærkes på vandet. Det mener man blandt andet hos fiskerne på Hirtshals Havn - og derfor var fiskerne mandag morgen på barrikaderne.

- Vi er utilfredse med afgifterne. Det er derfor, vi er her. Vi får vognmændenes afgift smidt over på os, og så har vi vores egne afgifter. Det har vi ikke råd til, lød det blandt andet fra den lokale fisker Thomas Christiansen.

Hirtshals Havn var blot én af de havne, hvor der mandag var varslet sympatiaktioner. Formålet er at støtte danske vognmænd i deres kamp mod en kommende vejafgift for lastbiler. Udover de indirekte effekter af en vejafgift, så vil fiskerne også blive ramt af en dieselafgift.

Vejafgift for lastbiler
  • Fra 1. januar 2025 skal lastbiler betale vejafgift efter, hvor langt de kører i Danmark.
  • Den gennemsnitlige afgiftssats vil være ca. 1,3 kr. pr. km i 2030.
  • Afgiften vil være differentieret efter lastbilernes CO2-udledning.
  • Grønne lastbiler vil således betale mindst i afgift.
  • Afgiften vil gælde for lastbiler på 12 ton og derover fra 2025.
  • Fra 1. januar 2027 udvides afgiften til at gælde for lastbiler på 3,5 ton og derover.
  • Afgiften vil gælde for kørsel på statsvejnettet og øvrige veje, der er oplagte i forhold til sivetrafik, samt offentlige veje i miljøzoner - cirka 10.900 km.
  • Fra 1. januar 2028 vil hele det offentlige vejnet være omfattet (cirka 75.000 km).
Skatteministeriet

Fiskernes plan var at placere deres fartøjer ved indsejlingen til Hirtshals Havn - dog uden reelt set at blokere selve indsejlingen til havnen.

- Slagplanen er, at vi er kommet for at snakke med nogle politikere og sejle en lille tur. Stille og roligt. Ikke noget ulovligt. Men vi sejler ud, for så ser vi ud af lidt mere. Vi blokerer ikke - men vi demonstrerer, at vi kan blokere, hvis vi ville det, forklarer Thomas Christiansen, der er tovholder på aktionen.

Thomas Christiansen er tovholder på aktionen i Hirtshals. Foto: Lars Pauli

Han føler, at de producerende erhverv har det rigtigt svært her i landet - og i sidste ende kan det få den konsekvens, at mange fødevarer i stedet vil blive importeret.

- Som det ser ud nu, så er regeringen efter alle producerende erhverv. Vi får skylden for alt muligt, men hvem kan undvære os? Vil man nøjes med at spise kød fra Sydamerika, grøntsager fra Italien og fisk produceret i Norge? Eller vil man have danske varer? Jeg tror ikke, vi sparer CO2 ved at hente varer i udlandet, siger Thomas Christiansen.

Svært at se alternativer

Også andre fiskere satte ord på frustrationerne. Eksempelvis Martin Kynde, der har fisket siden 2010, blev selvstændig i 2014 - og byggede et nyt skib i 2020. 

Han mener i den grad, at fiskerne er omstillingsparate - men i øjeblikket er det svært for dem at søge væk fra de fossile brændstoffer.

- Der er ingen alternativer. Hvis der var et brintanlæg, vi kunne tanke brint ved, så var fiskeriet klar. Vi gør hver især meget for at mindske CO2-udledningen, siger Martin Kynde, der er frustreret over udsigten til en øget dieselafgift.

- Vi er villige til at gå langt. Det har vi været i 25 år. Men det her er uholdbart. Nu har vi haft et lorte år, og det kan mærkes. Bundlinjen er væk, fastslår han.

Frygter dødsstødet

Borgmester Søren Smalbro (V) var mødt op i auktionshallen for at sympatisere med fiskerne og lytte til deres frustration. Sammen med fiskerne vil han stå som afsender, når de sammenfatter et skriv til fiskeriministeren Jacob Jensen (V), hvori de udtrykker deres bekymring for erhvervet.

- Vi kan ikke finde noget, vi er uenige om. Jeg vil som borgmester udtrykke min bekymring for jer og for de arbejdspladser, I genererer. Nu sender vi noget af sted, og så må vi forvente, at der som minimum kommer et svar tilbage, sagde borgmesteren til de mange fiskere.

De mange fiskere placerede deres fartøjer ved havneindsejlingen, da Oslo-færgen ankom. Og det har Søren Smalbro ikke noget imod: 

- Det er altid svært med demonstrationer. Hvis man afholder dem uden at genere nogen, så er de værdiløse. Med respekt for færgetrafikken håber jeg, at man kan vise noget synlighed, siger han.

Søren Smalbro ønsker at få bragt mest muligt tyngde til ministeren på området, så han kan se, hvor alvorligt afgiften vil ramme.

- Nu må vi se, hvad der kan lade sig gøre. Jeg synes, afgiften er urimelig, og jeg synes den er forkert. Afgiften ender hos forbrugeren, når de står i et supermarked og skal vælge mellem danske og udenlandske varer. På den måde får man udvandet den danske produktion, fastslår han.

En kommende vejafgift for lastbiler vil også kunne mærkes på vandet. Det mener man blandt andet hos fiskerne på Hirtshals Havn - og derfor var fiskerne mandag morgen på barrikaderne. Foto: Lars Pauli

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden