Byggeri

Donation: Kommende nordjysk svømmecenter skruer op for ambitionerne

Stor donation til kommende svømmecenter giver mulighed for at gøre en særlig indsats - første spadestik er lige om hjørnet

Første spadestik tages 1. marts i år.
Første spadestik tages 1. marts i år.

Ambitionerne har aldrig fejlet noget: Beslutningen om at opføre et nyt svømmecenter i Vrå til mere end 100 millioner kroner er for længst truffet.

Selve svømmecenteret bliver på godt 3300 kvadratmeter med et 25 meter bassin, børnebassin, varmtvandsbassin og morskabsbassin med rutsjebane.

På førstesalen bliver der godt 700 kvadratmeter med forskellige wellness-faciliteter - men nu får centret mulighed for at yde en ekstra indsats i forhold til en bestemt målgruppe.

Det sker efter Idrætscenter Vendsyssel i Vrå har modtaget en stor donation, der kan sikre handicapvenlige faciliteter i det nye svømmecenter, der etableres i forbindelse med det eksisterende idrætscenter.

Med en donation på 500.000 kroner fra den nordjyske fond Melsen Fonden vil man nu også kunne opføre topmoderne handicapfaciliteter.

Klar i 2026

Fra 2026 skal et nyt, stort svømmecenter supplere det enorme idrætscenter, der gennem de seneste år er skudt op i den nordjyske by Vrå. Idrætscenter Vendsyssel indeholder allerede i dag flere haller, fitnesscenter, udendørs græs- og kunststofbaner, springcenter, overnatnings- og køkkenfaciliteter, konferencerum, squashbaner og meget mere, hvilket gør idrætscenteret til et af de mest moderne og tidssvarende centre i Nordjylland.

- Med donationen får vi dermed mulighed for at gøre vores sundheds- og trivselstilbud tilgængeligt for personer med handicap, hvilket har været et stort ønske for os i forbindelse med planlægningen af vores nye svømmecenter, forklarer centerdirektør Alex Rasmussen fra Idrætscenter Vendsyssel.

Helt konkret skal der etablere en rampe og tilhørende gelændere i varmtvands- og terapibassinet samt en handicaplift inde i selve svømmehallen. 

Faciliteterne koster 902.500 kroner i alt, så Idrætscenter Vendsyssel bidrager selv med 402.500 kroner til opførelsen af handicapfaciliteterne.

- Varmtvandsbehandling, terapi og øvelser i vand er afgørende for mange mennesker med fysiske handicap, fordi det kan lindre smerter, forbedre mobiliteten og øge livskvaliteten betydeligt. Dermed kan endnu flere få glæde af vores faciliteter i fremtiden, hvilket er utroligt tilfredsstillende for os som et moderne idrætscenter, siger Alex Rasmussen.

Hos Melsen Fonden, der i 2020 er stiftet med midler fra boet efter afdøde Svend Melsen, stifter og tidligere ejer af Melsen Tech, er man ligeledes glade for, at donationen kan være medvirkende til at skabe bedre adgang til Idrætscenter Vendsyssels nye svømmecenter for personer med handicap:

- Med det nye svømmecenter udvider Idrætscenter Vendsyssel nu paletten yderligere, og disse nye faciliteter skal naturligvis også komme personer med handicap til gode. Derfor er vi også utroligt glade for at kunne støtte dette projekt, der for alvor bidrager til nordjydernes hverdag, lyder det fra bestyrelsesformand i Melsen Fonden, Anker Laden-Andersen.

Idrætscenter Vendsyssel indeholder allerede i dag flere haller, fitnesscenter, udendørs græs- og kunststofbaner, springcenter, overnatnings- og køkkenfaciliteter, konferencerum, squashbaner og meget mere.

Idrætscenter Vendsyssel forventer at foretage første spadestik til det nye svømmecenter den 1. marts 2024, og de nye faciliteter ventes at stå klar til indvielse i 2026.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden