Efter Bilka-stop: - Vi har forretninger nok til millioner af mennesker
Købmand Ole Thomsen, Tårs hilser med tilfredshed, at "fornuften sejrede" i Bilka-sagen

Købmand Ole Thomsen fra Superland i Tårs og Sindal har fra start vendt sig kraftigt mod Bilka-planerne Arkivfoto: Martél Andersen
RETTELSE: I artiklen, der blev offentliggjort torsdag middag, henviste Nordjyske til afstanden mellem det nuværende A-Z og bydelscentret på Bispetorv. Det er imidlertid ikke korrekt. Det andet bydelscenter, som Planklagenævnet henviser til, er et udlagt bydelscenter i krydset Søndermarksvej/Bispensgade/Bispevænget, hvor dagligvareforretningen Rema 1000 bl.a. ligger. Dermed passer den oplyste afstand på 430 meter. Nordjyske beklager fejlen.
VENDSYSSEL:I dagligvareforretningen Superland i Tårs og Sindal hilser købmand Ole Thomsen med tilfredshed, at planerne om en Bilka i Hjørring er sendt til tælling med en afgørelse fra Planklagenævnet.
Den afgørelse har givet organisationen De Samvirkende Købmænd og den konkurrerende kæde COOP medhold i en klage over planen.
- Det har jo været tudetosset, og så har det jo også været ulovligt. Så vi er godt tilfredse med, at fornuften sejrede til sidst, siger Ole Thomsen.
Han har ikke rigtig troet på argumenterne om, at en Bilka ville kunne trække ekstra handel til området.
- Der har været snakket meget om, at norske turister så ville tage til Hjørring i stedet for Aalborg, hvis vi fik et Bilka. Men jeg tror ikke, at nordmændene synes, at Hjørring har nok at byde på, siger Ole Thomsen, der grundlæggende mener, at der er rigeligt med dagligvareforretninger i forvejen:
- Der er jo dagligvareforretninger til 15 millioner mennesker. Vi har ikke brug for flere, konstaterer Ole Thomsen.
Planerne om Bilka faldt på, at et kommende bydelscenter med Bilka ved det nuværende A-Z vil ligge for tæt på et andet bydelscenter på Bispensgade, der bl.a. rummer en Rema 1000. De to bydelscentre vil få samme opland, og det strider mod planloven.
Borgere reagerer
Foran A-Z, den planlagte nabo til Bilka, er reaktionerne hos indkøberne delte. Marianne Neustrup fra Astrup er glad for, at Bilka-planerne lægges i graven.
- For min skyld behøvede de ikke at komme. Jeg er bange for, de ville tage indkøbere fra de andre dagligvarebutikker, fortæller Marianne Neustrup, som har boet i Hjørring-området i 50 år.

Marianne Neustrup har boet i Hjørring-området i 50 år. Det glæder hende, at Bilka ikke kommer til byen. Foto: Victor Qvist Odfeldt
Hun mener, dagligvarebutikkerne bliver udvandet af de store indkøbscentre, hvilket tager noget af charmen fra byen:
- Det bliver så stort. Jeg synes også, Metropol har taget en masse charme fra byen. Jeg vil hellere have de hyggelige dagligvarebutikker. Men det kan selvfølgelig være, at jeg er usædvanlig.
For Helle Jensen fra Vrå vægter andet højere.
- Vi har snakket derhjemme om, at de nu er ved at rive bowlinghallen ned. Nu kommer Bilka endelig. Det gør den så ikke, kan jeg forstå, konstaterer Helle Jensen.
- Min opfattelse er, ud fra dem jeg har snakket med, at flertallet gerne vil have Bilka til byen. Så selvfølgelig er vi trætte af det, tilføjer hun.
Hun tager ofte turen fra Vrå til Aalborg for at handle i Bilka. Derfor havde det glædet hende at have butikken tættere på.
- Jeg synes, det er noget fis. Det ville være rart at have en Bilka i byen. Så kunne man tage hele indkøbet på én gang, når tingene lå samlet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.