Efter konkurs på bryghus: - Vi kan ikke lade være med at prøve igen

Efter konkurs kommer der igen til at flyde øl i hanerne på Løkken Bryghus 

Restauratør Martin Sloth står på spring for igen at sælge øl på Løkken Bryghus.
Restauratør Martin Sloth står på spring for igen at sælge øl på Løkken Bryghus. Privatfoto

Opdateret kl. 12:22

LØKKEN: Tredje gang bliver forhåbentlig lykkens gang på Løkken Bryghus, hvor friske kræfter står på spring til igen at få øllet til at flyde fra hanerne i det gamle pakhus midt i Løkken.

- Vi kan simpelthen ikke lade være med at give det et forsøg mere med den positive udvikling, der egentlig var i gang , og med det forhold vi har til stedet, siger restauratøren, 53-årige Martin Sloth.

Løkken Bryghus kom i starten af april under konkursbehandling, men nu er der etableret et nyt selskab, der satser på at genrejse stedet. Det er nogle af de samme folk, der står bag. Produktionen af øl er startet, og nu arbejdes der benhårdt på at få de nødvendige bevillinger og ansatte til at passe ølhanerne.

- Det er det samme produktionshold, så øl-typerne bliver de samme, som folk kender. Men vi kommer nu i en mere strømlinet udgave i organisationen. Vi har tidligere solgt alt det øl, som vi har kunnet producere, men problemet har været for høje omkostninger i produktionen, kombineret med to corona-bølger, siger Martin Sloth, der tidligere var en del af ejerkredsen i Løkken Bryghus.

- Jeg er nu udelukkende lejer og skal sørge for at servere og sælge øllet i vores Bryggerstue og shop. Det er det, jeg har forstand på, fastslår Martin Sloth, der har 30 års erfaring i restaurationsbranchen i Aalborg og Skagen.

Han har også et lyd-produktionsselskab og bijobber som DJ og sanger.

- Jeg var selv DJ her for 30 år siden, da det var diskotek, så jeg har virkelig et specielt forhold til stedet, siger Martin Sloth.

Øl tilbage på hylderne

Det velkendte øl kan også igen findes på hylderne i den nordjyske detailhandel og restaurationer.

Den tidligere investor og direktør, erhvervsmanden Jørgen Lind Andersen fra Midtjylland, er nu eneejer af bryghuset. Jørgen Lind Andersen henviser til, at Martin Sloth udtaler sig om bryghusets fremtid, men kaldte situationen for "Det værst tænkelige scenarie", da konkursen lukkede bryghuset i starten af april.

Håbet er nu, at det sidste snart falder på plads.

- Det er en udfordring at skaffe personale, som vi fortsat søger efter. Gerne modne mennesker med noget livserfaring. Vi forventer at kunne åbne til sankthans, og så derefter have åbent hver dag hele sommersæsonen. I vinterhalvåret er det planen at holde åbent i weekenderne. I første omgang er det det gode øl, vi satser på, og så bliver der nogle lette madretter, fortæller Martin Sloth.

Løkken Bryghus har eksisteret siden 2006, men blev også ramt af en konkurs i 2011.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden