Ekstra millioner til kriseramt teater: Her er kommunens fem krav
Hjørring Kommune må nu kigge dybt i kassen for at få Vendsyssel Teater på ret køl
Opdateret 23. maj 2023 kl. 10:38
HJØRRING: Nu er der ekstra millioner på vej til Vendsyssel Teater i Hjørring, der er truet, hvis der ikke tilføres kapital for at rette op på underskud i 2022 og 2023.
Behovet er i alt 5,2 millioner kroner, som Hjørring Kommunes økonomiudvalg skal tage stilling til i denne uge. Men er nu formuleret en række krav til teatret for at kommunen vil gå ind og lukke det økonomiske hul.
Der har bl.a. været rejst kritik af, at Hjørring Kommune, der yder tilskud på otte millioner kroner om året, ikke har været tilstrækkeligt orienteret om den økonomiske situation.
Der er bl.a. også rejst kritik af, at Hjørring Revyen ikke har betalt leje på markedsvilkår siden revyen rykkede ind på teatret i 2018.
Der er ikke tvivl om, at kommunen bevilger pengene, men der er tilknytte en fem krav:
Der iværksættes skærpet tilsyn straks i forbindelse med kapitaltilførslen med første opfølgning juni 2023. Det skærpede tilsyn fortsætter indtil Hjørring Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen er tilstrækkeligt betryggede ift. teatrets drift.
Vendsyssel Teater forpligtes til at genforhandle aftalen med Hjørring Revyen, så det sikres at aftalen ikke belaster teatrets økonomi fremadrettet. Forvaltningen bemyndiges til at sikre, at dette vilkår efterleves.
Vendsyssel Teaters ledelse forpligtes til at inddrage bestyrelsen samt de offentlige bidragsydere på et tidligt tidspunkt, såfremt der opstår usikkerhed om, hvorvidt de økonomiske forudsætninger holder.
Vendsyssel Teater sikrer, at det fremadrettet kan dokumenteres via bestyrelsesreferater, hvilke indsatser der iværksættes fra ledelsens og bestyrelsens side.
Vendsyssel Teater forpligtes til at efterleve budget og alle øvrige elementer i genopretningsplanen. Opfølgning herpå sker i forbindelse med det skærpede tilsyn og efterfølgende i forbindelse med det almindelige tilsyn.
Vendsyssel Teater forpligtes til at dokumentere, at de arbejder aktivt med anbefalingerne i Kulturministeriets publikation God ledelse i selvejende kulturinstitutioner. Opfølgning herpå sker i forbindelse med det skærpede tilsyn og efterfølgende i forbindelse med det almindelige tilsyn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.