En fin bistro-oplevelse rykker ind på hjemmebanen

God vejledning giver nærmest en fornemmelse af at være på restaurant - men bøffen skuffede

Klar til "Bistro V i eget hjem" - med en fin og tilgængelig vejledning.

Klar til "Bistro V i eget hjem" - med en fin og tilgængelig vejledning.

Grafik:
Grafik: Jette Klokkerholm

HJØRRING:"Bistro V i eget hjem" er navnet på det takeaway-koncept, der skal erstatte de restaurantbesøg, som hjørringenserne i øjeblikket er forhindret i at gøre hos Bistro V.

Maden skal bestilles to dage i forvejen, så det har vi gjort - og er i den forbindelse blevet beroliget med en "meget let tilberedning". Vi henter til den aftalte tid en kasse med maden - og bliver forsikret om, at det ikke er noget problem at klargøre snacks samt de tre efterfølgende retter.

- Det kan I helt sikkert finde ud af. Og hvis der er det mindste, så er der et telefonnummer, så I kan ringe og få hjælp, lyder beskeden.

Sådan bedømmer vi takeaway

1 stjerne - Ikke optimalt – brug for forbedringer

2 stjerner - Det meste fungerer – nogle ting kunne være bedre

3 stjerner - Alt i orden – god mad

Denne kasse med mad fra Bistro V skal give os en restaurantoplevelse i privaten. Og det gør den.

Denne kasse med mad fra Bistro V skal give os en restaurantoplevelse i privaten. Og det gør den.

I kassen med råvarerne er der en meget enkel og nem manual, hvor der sågar er fotos, så også anretningerne bliver indbydende. Vi kaster os ud i borddækning, tænder stearinlys og sætter derefter de bestilte snacks på bordet.

Snacks er et tilkøb til menuens tre retter, og måske derfor er der ikke en præsentation med. Men der er saltmandler, hjemmelavede kartoffelchips, rugbrødschips. sprødt kyllingeskind og tre forskellige mayoer. Udvalget af snacks er velfungerende, da intet kræver tilberedning. Så oplevelsen er faktisk så god, som den ville have været ved et restaurantbesøg,

Med snacks og brød på bordet - klar til at starte spisningen.

Med snacks og brød på bordet - klar til at starte spisningen.

Til vores snacks tager vi også hul på det medfølgende brød (som vi har lunet let). Der er nemlig så meget brød, at det sagtens kan række længere end blot til den efterfølgende forret, som det er tænkt til.

Forret på flot niveau

Vi går en tur i køkkenet og anretter forretten, laksetatar. Tataren - blandet op med sennepskorn og agurkestykker - arrangeres nederst, og derpå garneres med sprød, frisk fennikel-crudité, en skøn dildmayo, sprøde maltchips - og en urtetopping af dild og den let bitre mizuna.

Lækker forret, med fine variationer i teksturerne - og skønne spræl i det smagsmæssige. Også forretten er velegnet til takeaway. Intet kan gå galt, inden den lander på tallerkenen.

Det førnævnte brød er også lækkert, Sprød skorpe og blødt indre. Men det er faktisk ikke nødvendigt med brød til forretten, da den i forvejen indeholder maltchips.

En lækker laksetatar, der blandt andet er toppet med dildmayo, maltchips og friske urter.

En lækker laksetatar, der blandt andet er toppet med dildmayo, maltchips og friske urter.

Bøffen skuffer

Til hovedret står den på et forstegt stykke oksefilet, som sammen med pommes anna og konfiterede jordskokker skal varmes i ti minutter ved varmluft i en 185 grader varm ovn. Derefter skal kødet hvile fem minutter, hvilket giver os tid til at lune en pebersauce og en selleripure i to små gryder.

Desværre skuffer hovedretten en del - primært på grund af bøffen. Selv om vi har fulgt anvisningerne er kødet overtilberedt. Tørre kødfibre omslutter på det nærmeste tungen. Min normalt blodforskrækkede medspiser går direkte til midten af bøffen, hvor kødet er tykkest. Og hun efterlader endestykkerne.

Jeg - der sætter pris på en rød bøf - er slemt skuffet. For første gang i mit liv levner jeg 3/4 af en bøf. Ingen smag. Ingen saftighed. Øv.

Oksefileten var desværre meget overtilberedt.

Oksefileten var desværre meget overtilberedt.

Pebersaucen er i overkanten skarp, men både pommes anna og selleripuréen er lækre. De konfiterede jordskokker er også velsmagende, men skrællen virker nærmest karamelliseret - og stykkerne hænger derfor fast i tænderne. Men heldigvis sidder vi ikke på restaurant, så vi kan faktisk godt tillade os at afhjælpe problemet.

Et fint punktum

Tilbage er kun desserten, som blot skal anrettes. Et stykke citronfromage bliver omgivet af lemoncurd, stykker af mazarinkage, "chokoladeknas", marengs, lemoncurd - og på toppen af det hele putter vi lidt skovsyre.

Citronfromage med mazarinkage, marengs, lemoncurd og chokoladeknas.

Citronfromage med mazarinkage, marengs, lemoncurd og chokoladeknas.

Desserten har smagsmæssigt et fint samspil mellem de syrlige elementer. Men en anke er det, at de små stykker af chokoladekage - der formentlig er ristet i en ovn for at blive til "chokoladeknas"- har fået for meget. De har en markant brændt smag, som præger desserten, og det er virkelig ærgerligt. For overordnet set fungerer desserten faktisk rigtigt fint.

"Bistro V i eget hjem" er et godt bud på en restaurant-oplevelse i privaten. Vejledningen er nem at gå til, men en overstegt bøf trækker lidt ned.

Prisen bør ikke afskrække nogen. Vi kommer af med 665 kroner for oplevelsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.