Mad

Nordjysk restaurant klar med kuriøst koncept: - Det skal være sjovt for et voksent publikum

Kendt restaurantpar er klar med deres nye satsning

Simon Emil Schiøtt Christensen er lige om lidt - sammen med sin hustru Kamilla - klar til at tage hul på en ny satsning. 
Simon Emil Schiøtt Christensen er lige om lidt - sammen med sin hustru Kamilla - klar til at tage hul på en ny satsning.  Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 05. april 2023 kl. 09:10

HJØRRING: De har haft kæmpestor succes med den populære Restaurant Abstrakt i Hirtshals. Og også den ikoniske Restaurant Svanelunden i Hjørring har de været med til at få genrejst.

Derfor var det også naturligt, at der fulgte stor opmærksomhed og store forventninger med, da ægteparret Kamilla og Simon Emil Schiøtt Christensen i starten af året meddelte, at de skulle overtage "Hotellet" i Nørregade i Hjørring.

Og nu er parret så klar med både åbningsdag og med konceptet for deres nye satsning - som har fået navnet "Hotellet & Restaurant Konkret".

- Vi vil gerne lave et spisehus, hvor der er plads til alle. Vi vil skabe et sted, der er lidt mere nede på jorden, end de andre steder vi har. Det skal være veltilberedt mad til fornuftige priser - og stemningen skal være uformel, siger Simon Emil Schiøtt Christensen.

På menukortet kan man selv sammensætte sin menu - blandt fire forretter, fem hovedretter og tre desserter. Forretterne rummer eksempelvis tatar og løgsuppe, hovedretterne kan være bøf bearnaise eller fisk - mens  desserterne kan være chokoladefondant og citrontærte. Udover retterne kan man lave forskellige tilvalg i form af snacks, kaviar, foie gras - eller hvad man nu ellers lige har lyst til.  

Åbningsreception 21. april

Det var her i den forgangne weekend, at nøglerne til spisestedet i Nørregade blev overdraget. Planen er, at det hele skal være klar til åbningsreception 21. april, som finder sted mellem klokken 12 og 16.

- Vi glæder os sindssygt meget til at åbne, for vi har jo arbejdet på det her i et halvt år nu. Men lige nu har vi selvfølgelig rigtigt travlt, og eksempelvis er jeg lige nu i fuld gang med at indgå en aftale med en tømrer, der skal gøre vores bar klar til gæsterne, fortæller Simon Emil Schiøtt Christensen.

Vil lave Farlig Fredag

En af de lidt mere kuriøse idéer på Restaurant Konkret er konceptet "Farlig Fredag". Den første fredag i hver måned er planen at invitere et voksent publikum til en underholdende og festlig aften.

Farlig Fredag vil tage udgangspunkt i en god madoplevelse, men derefter vil det også være en aften med livemusik fra klokken 22 til 01.

Restaurant skriver selv på sin hjemmeside, at det vil være en aften med "tonerne fra nogle af de bedste lokale og regionale kunstnere. Fra jazz og blues til rock og pop, der er noget for enhver smag".

- Det er en aften, hvor vi holder lidt længere åbent end ellers, og vi sætter også en ekstra person i baren, så der kan serveres cocktails, drinks og så videre, fortæller Simon Emil Schiøtt Christensen.

- Vi vil gerne lave et sted, hvor det er sjovt at være for et voksent publikum, for det synes vi faktisk, at der mangler i Hjørring.

- Men i første omgang glæder vi os bare rigtigt meget til at komme i gang. Det bliver spændende - blandt andet fordi at vi med hotellet nu også skal til at drive værelser. Det bliver en stor udfordring - og det kan vi godt lide, siger Simon Emil Schiøtt Christensen.

Du kan læse mere om stedet på www.hotellethjoerring.dk

Kamilla Schiøtt Christensen ses her foran hotellet, som ligger i Nørregade i Hjørring. Arkivfoto

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden