Fiskehaps, snaps og familiehygge: Det skal du prøve på fiskefestival i havnebyen

Torsdag blænder Hirtshals op for tre dages fiskefestival, der vender tilbage med fuld kraft efter to års aflysninger

Langt om længe kan Hirtshals Fiskefestival igen tænde for blusset. <i>Arkivfoto: Bent Bach</i>

Langt om længe kan Hirtshals Fiskefestival igen tænde for blusset. Arkivfoto: Bent Bach

HIRTSHALS:Tusindevis af gæster har to år i træk måttet bide i det sure æble i stedet for at sætte tænderne i velsmagende fisk.

Men nu er corona-aflysningernes tidsalder foreløbig passé, og Hirtshals Fiskefestival er igen klar til at blænde op for tre dage i fiskens tegn med masser af aktiviteter, konkurrencer og smags-oplevelser fra 4. til 6. august.

Løber tænderne i vand ...? <i>Arkivfoto: Bent Bach</i>

Løber tænderne i vand ...? Arkivfoto: Bent Bach

Et par gode oplevelser venter allerede på åbningsdagen.

Torsdag fra klokken 11 til 15 kan man komme helt tæt på dygtige kokke i teltet ”Bølgen”, når der dystes i Local Cooking med fokus på lokale råvarer og frisk fisk fra Hirtshals.

Det bliver svært at give et slaw på havtasken i forhold til, hvem der vinder for feltet er stærkt med ni top-restauranter på deltager-listen.

Disse restauranter er med i kokke-dysten

Torsdag fra klokken 11 til 15 kan man komme helt tæt på dygtige kokke i teltet Bølgen, når der dystes i Local Cooking med fokus på lokale råvarer og frisk fisk fra Hirtshals.

Følgende ni top-restauranter

* Restaurant Essens, Frederikshavn

* Ruths Hotel, Gl. Skagen

* Vendia Gourmet, Hjørring

* Restaurant TRI, Agger

* Restaurant Abstrakt, Hirtshals

* Nam, Aalborg

* HimmerRiget, Gatten

* Villa Vest, Lønstrup

* Alimentum, Aalborg

Ikke bare deltagerne, men også dommerpanelet er fisket ned fra øverste hylde, idet det består af den nyligt kårede Europamester/Bocuse d’Or Europe-vinder Brian Mark Hansen, som tager turen til Hirtshals fra stillingen som køkkenchef på Søllerød Kro. Han sidder ved siden af verdensmesteren/Bocuse d’Or-vinder fra 2019, Kenneth Hansen, som til dagligt styrer Svinkløv Badehotel. De får selskab af Berlingskes madanmelder Svend Rasmussen, kok-emeritus Bo Jacobsen og Mikael Kopp, der i flere år selv sad i Bocuse d’Ors danske ledelse.

Hirtshals Fiskefestival

Og fra klokken 10 til 13 torsdag er der madværksted for familier, hvor man med assistance af kokke og personale fra Nordsøen Oceanarium og Halvorsminde Efterskole & Fri Fagskole kan lave middagsmaden sammen med sine kære. Det foregår i teltet ”Skibet”.

Både fredag og lørdag fra klokken 11 til 15 skal man måske lade være med at tage børnene med i ”Skibet”. Her står den nemlig på akvavitsmagning og fisketapas, hvor man kan prøve fire forskellige slags snaps sammensat med fire fiskeanretninger - i øvrigt krydret med en god fortælling. Man kan købe billet på dagen eller via fiskefestivalens hjemmeside.

Både fredag og lørdag aftner lokkes der traditionen tro med fiskebuffet i begge de store telte. Fredag og lørdag er der allerede udsolgt i ”Skibet”, mens der i skrivende stund - ifølge Uffe Truelsen, der er festivalen koordinator - stadig skulle være billetter både fredag og lørdag i teltet ”Bølgen”.

Uffe Truelsen - koordinator for Hirtshals Fiskefestival. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Uffe Truelsen - koordinator for Hirtshals Fiskefestival. Arkivfoto: Lars Pauli

I år er der ikke så mange billetter til salg som tidligere på grund af efterlevelse af nyt brand-reglement.

Et af de helt store slagnumre på Hirtshals Fiskefestivaler er de mange små fiskeretter, man kan gå ombord i om lørdagen fra klokken 11-15.

For 150 kroner kan man gæste 10 forskellige boder med små fiskeretter i bymidten. 500 billetter er sat til salg online, mens de sidste 1000 skydes af efter først til mølle-princippet på selve dagen ved de såkaldte styrhus-boder.

Vejrudsigten for festivalen ser i øvrigt fornuftigt ud.

- Og forhåndsinteressen har været stor. Vi regner med, at mellem 10.000 og 15.000 gæster finder vej til Hirtshals i løbet af de tre dage, lyder det fra Uffe Truelsen.

Man kan læse hele festivalens program på hirtshalsfiskefestival.dk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.