Færgedrift

Fjord Lines nye superfærge kommer til Hirtshals 1. april

Opmuntring for kriseramt rederi - australsk værft har med et års forsinkelse afleveret nybygning

Fjord Lines nye superkatamaran, Fjord FSTR, sætter snart kursen mod Hirtshals.
Fjord Lines nye superkatamaran, Fjord FSTR, sætter snart kursen mod Hirtshals.

Opdateret 30. marts 2021 kl. 09:29

HIRTSHALS: Midt i en krævende tid med global pandemi, massive rejserestriktioner og blodrøde regnskabstal er der nu også en smule opmuntring til det norske færgeselskab Fjord Line, der sejler mellem Hirtshals og Norge.

På grund af pandemien måtte Fjord Line i efteråret 2020 igennem en stor fyringsrunde, der kostede mange arbejdspladser i Nordjylland. Rederiet kom ud af 2020 med et underskud før skat på 140 millioner norske kroner.

Så sent som i slutningen af februar har færgeselskabet været igennem en stor refinansiering med tilførsel af 50 mio. norske kroner fra ejerne, mens långivere har accepteret udsættelse af afdrag og samtidig lempet lånebetingelserne for at hjælpe selskabet gennem den krævende tid.

Til gengæld har det australske værft Austal netop med et års forsinkelse afleveret Fjord Lines nye kæmpekatamaran Fjord FSTR, der er bygget på Austals værft i Filippinerne.

Efter planen skal Fjord FSTR sejle i rutefart mellem Hirtshals og Kristiansand som erstatning for hurtigfærgen Fjord Cat, der blev solgt til et tysk rederi i efteråret.

Den 109 meter lange hurtigfærge med plads til 1200 passagerer og 410 biler blev overdraget til Fjord Line i fredags, oplyser rederiets kommunikationsrådgiver Flemming Tveitan.

- Vi har 11 personer i Filippinerne, som forbereder sig på at sejle skibet til Danmark. Vi forventer afgang på fredag. Vi forventer, det tager fire uger, og planen er, at færgen kommer til Hirtshals 1. april, oplyser Flemming Tveitan.

Ruten til Danmark går via Sri Lanka over Adenbugten og Suez-kanalen til Port Said og Valletta på Malta, Gibraltar og Den Engelske Kanal før ankomsten til Hirtshals Havn.

I hele Fjord Line-organisationen er der glæde og lettelse over udsigten til at få det nye våben i søkrigen om passagererne på Skagerrak hjem til skandinaviske farvande.

- Det er en vældig god nyhed. Efter lidt mørke håber vi nu, det lysner i horisonten. Vi håber på bedre tider ganske snart, siger Flemming Tveitan.

Lige nu har rederiet blot en enkelt afgang dagligt mellem Hirtshals og Kristiansand med færgen M/S Stavangerfjord.

Hvis ellers coronasituationen tillader det, er det ifølge Flemming Tveitan planen, at den nye hurtigfærge sættes i drift midt i maj. Den kan tilbagelægge turen fra Hirtshals til Kristiansand på to timer og et kvarter.

Det australske værft oplyser på shipinsight.com, at næste opgave, som skal bygges på dattersleskabet i Filippinerne, bliver byggeriet af en 115 meter lang katamaranfærge til rederiet Molslinjen, som i december 2020 blev købt af den svenske kapitalfond EQT.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden