Èt krisecenter er fyldt, et andet er ikke - men begge er enige om én ting
Krisecentrene kan risikere at være helt fyldt op, når en kvinde banker på, men man vil aldrig sende en kvinde tilbage til hendes voldelige partner igen
Opdateret kl. 22:08
Flere kvinder søger til krisecentrene, hvis de lever i et voldeligt forhold.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I 2022 tog 178 kvinder, der har bopæl i Region Nordjylland, ophold på et krisecenter. Antallet af kvinder der tager ophold på et krisecenter er steget hvert år siden 2019, hvor tallet lå på 140.
Men selv om antallet af nordjyske kvinder, der søger ophold på krisecentre, er steget, så er der ingen panik hos centerlederen på Hjørring Krisecenter, Marianne Dahl Jensen.
- Selv om flere kvinder søger ophold på krisecentrene, så er vi sjældent fuldt belagt og nødsaget til at henvise dem til andre centre. Der er desuden gennemsnitligt omkring 70-75 ledige pladser på krisecentrene på landsplan, så man må ikke være nervøs for, at man ikke kan få en plads et sted, fortæller hun.
Inge Bergstedt Jensen, der er leder på Frederikshavn Krisecenter, forklarer, ligesom Marianne Dahl Jensen, at ingen kvinde vil blive afvist at et krisecenter. Man vil altid finde en plads, via et pladshenvisningssystem, som Lev Uden Vold har oprettet.
- Man vil altid finde en løsning for kvinderne. Jeg har selv kørt afsted til toget med kvinderne, hvis der ikke er plads hos os, for så kan de komme til et andet krisecenter, siger Inge Bergstedt Jensen.
Flere krisecentre giver mindre belægning
På Frederikshavn Krisecenter har man haft travlt i halvandet år. Centeret har fire pladser til kvinderne, og flere gange har de oplevet, at én kvinde flytter ud en dag klokken 15, og en ny kvinde flytter ind fem minutter senere.
- Vi har måske haft et par dage, hvor vi har haft en ledig plads, ellers har der været fyldt op, siger Inge Bergstedt Jensen.
Det er ikke det samme billede, der tegner sig i Hjørring, hvor der også er plads til fire kvinder. Marianne Dahl Jensen oplever, at belægningen i Hjørring er faldende.
- Det er selvfølgelig noget, der svinger meget fra dag til dag. Nogle dage kan alle pladser være fyldt, men allerede dagen efter kan der være flere pladser ledige igen, siger Marianne Dahl Jensen.
Marianne Dahl Jensen peger på, at grunden til den faldende belægning måske kan være, at der er kommet mange flere krisecentre til.
- I 2017 var der 47 krisecentre i Danmark, og nu er der 82 krisecentre, fordi man i 2016 snakkede meget om, hvor pressede krisecentrene var, fortæller hun.
Begge centerledere er dog enige om, at man ikke står i en kritisk situation på krisecentrene, fordi flere kvinder søger mod krisecentrene. Man må derfor aldrig afholde sig fra at opsøge et krisecenter, hvis man oplever nogen former for vold i et parforhold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.