Gourmet-makkere springer ud i nyt nordjysk eventyr
Gourmet-makkere vil lave enestående bagværk og fremragende kaffe til Hjørring
Opdateret 30. januar 2023 kl. 08:59
HJØRRING: Et bemærkelsesværdigt initiativ er på vej til at fylde de tomme lokaler på adressen Bispetorv 36 i Hjørring.
Navnet er "Først til Mølle", dørene slås op til påske - og målet er at lave enestående bagværk og fremragende kaffe. Og som navnet antyder, skal det samtidig serveres hurtigt til kunderne.
- Jeg kunne godt tænke mig, at vi bliver kendt for at være et lokalt bageri, som folk i Hjørring bliver rigtigt stolte af, siger Anders Johst, der sammen med Tobias Nilsson står bag "Først til Mølle".
Det er egentlig lidt vildt, at makkerparret nu bekymrer sig om at tjene penge på kaffe og bagværk i et lokale ved siden af Føtex i Hjørring.
Begge har de nemlig deres afsæt på Michelin-restauranter, men nu vil de altså bruge deres erfaringer til at investere i et fælles butiksprojekt.
- Vi har jo nok først og fremmest en restaurant-mentalitet, og det betyder, at intet bliver gjort halvt. Alt er nøje gennemtænkt og alle råvarer er nøje udvalgte, forklarer kokken Anders Johst.
Han har gennem mange år nørdet med korn og med bagning. Faktisk så meget at han de seneste år har været tilknyttet et ernæringsprojekt ved "Center for Klinisk Forskning" på Regionshospital Nordjylland.
Men Anders Johsts evner skal nu først og fremmest komme kunderne i Hjørring til gode.
- Uden at love for meget så kan jeg godt sige, at du hos os får et brød, som du ikke kan købe andre steder. Jeg har gennem årene arbejdet rigtigt meget med smag og med næringsstoffer. Og det synes jeg, at vores brød illustrerer meget godt. Jeg har arbejdet med at udvikle mine egne teknikker meget, meget længe, og det betyder, at brødet har fået et meget personligt præg, forklarer han.
Og når det gælder kaffen kan Tobias Nilsson på samme vis bidrage med ekspertise. Han har i forlængelse deraf sørget for, at makkerparret har investeret et sekscifret beløb i det eksklusive kaffesystem "Modbar" fra den italienske topproducent La Marzocco.
- Vi vil gerne præsentere det, som vi vurderer til at være det bedste af det bedste. Modbar er verdens førende indenfor kvalitetskaffe, og maskinen sikrer nøje præcision i hver eneste step af de mange parametre, der gør, om man eksempelvis får god eller dårlig espresso. Modbar sikrer, at vores kaffe altid er brygget korrekt - eller i hvert fald præcis sådan, som vi synes, en god kop kaffe skal serveres, forklarer Tobias Nilsson.
- Så vidt jeg ved, er vi faktisk det første sted vest for Storebæltsbroen, der har investeret i en Modbar, tilføjer han.
Sådan endte de i Vendsyssel
Det er umiddelbart ikke særligt logisk, at makkerparret skulle ende med at investere i "Først til Mølle" i Hjørring. For det var på den to-stjernede Michelin-restaurant Kong Hans Kælder i København, de i 2014 arbejdede sammen og derved mødte hinanden.
Men sidenhen skiltes deres veje igen.
35-årige Anders Johst - der oprindeligt er fra Sindal - satte kursen tilbage mod Nordjylland, hvor han de seneste fem år har været køkkenchef på ikoniske Villa Vest i Lønstrup.
29-årige Tobias Nilsson kommer fra Østerbro i København, men han har i løbet af de seneste år været vidt omkring. Han har blandt andet arbejdet på kendte restauranter i Norge og på Færøerne - og har også været professionel vinmager i både Sydafrika og hos "By Stokkebye" på Fyn.
Men i februar 2021 trak kærligheden ham til Nordjylland.
- Min kone er heroppefra, og hun ville i den her retning. Så vi købte hus i Sdr. Rubjerg, siger han med et stort smil - og indrømmer gerne, at omvæltningen i forhold til eksempelvis Sydafrika er stor.
- Men der er sgu også lidt eksotisk i Sdr. Rubjerg. Det er noget helt nyt for mig, og i Sdr. Rubjerg kan man jo virkelig også opleve kulturforskelle, siger han og slår en latter op.
Selv om familielivet nu foregår i Vendsyssel, finder en stor del af Tobias Nilssons arbejdsliv fortsat sted længere mod syd. Han er nemlig restaurantchef på Restaurant Lyst i Vejle, der i september fik sin første Michelin-stjerne.
Et stærkt makkerpar
At de to nu er gået sammen om en investering beror egentlig lidt på tilfældigheder. Det forklarer Anders Johst.
- Helt grundlæggende har jeg altid ønsket mig at få min egen restaurant. Og hvis jeg nogensinde skulle realisere drømmen om at blive selvstændig, så skulle det være nu. Jeg skal nu til at lære at stå på egne ben, og "Først til Mølle" er det første step, siger han og tilføjer:
- I forbindelse med min tid på Villa Vest har jeg fundet ud af, hvad jeg er god til, og hvad jeg ikke er god til. Derfor har jeg brug for at finde sammen med én, der har nogle af de kompetencer, jeg ikke har. Jeg ved, at jeg er meget disciplineret og også meget detalje-orienteret. Jeg er meget nørdet, når det handler om smag, og ved eksempelvis også rigtigt meget om bagværk. Jeg tænker kreativt og kan godt lide at udvikle ting, forklarer Anders Johst.
Han bor nær Nr. Lyngby - og da Tobias Nilsson for et års tid siden flyttede ind tæt derpå i Sdr. Rubjerg, satte det tankerne i gang.
- Jamen, pludselig endte vi jo nærmest med at bo 500 meter fra hinanden. Og så gik der ikke ret lang tid, før jeg begyndte at tænke Tobias ind i mit univers, forklarer Anders Johst.
- Tobias er stærk på nogle af de ting, som hører til mine svage sider. Tobias er eksempelvis meget eksekverende og er også god til at organisere ting. Og alt det der med computere, løn og regnskaber er han også meget bedre til.
- Og så ved han også ufatteligt meget om kaffe, siger Anders Johst med et smil.
- Det skal fungere uden os
Selv om de to er sammen om investeringen i "Først til Mølle", bliver det primært Anders Johst, der får sin daglige gang på Bispetorv. Tobias Nilsson skal fortsat passe sit job som restaurantchef i Vejle.
- Det her er et projekt, hvor vi først og fremmest er investorer - så på længere sigt skal den daglige drift kunne fungere uden os. Men vi skal selvfølgelig lægge en masse tid i det, inden det kører på den måde, siger Anders Johst.
Til at hjælpe med at give projektet luft under vingerne har makkerparret ansat to af Anders Johsts tidligere køkkenkolleger fra Villa Vest - Daniel Christensen og Leó Ragnarsson.
- Vi synes virkelig, projektet her er spændende, og samtidig er det også en mulighed for, at vi kan prøve hinanden af som forretningspartnere. Vi har en virkelig god mavefornemmelse med det her samarbejde - jeg er helt sikker på, at vi kommer til at gøre det godt sammen, siger Anders Johst.
Et næste skridt?
Som man kan fornemme, ligger det allerede i kortene, at samarbejdet mellem makkerparret kan udbygges hen ad vejen. Hvordan og hvornår er endnu ikke fastlagt.
- Jeg vil være ked af at love, at der eksempelvis kommer flere afdelinger af "Først til Mølle". I første omgang handler det om at sikre, at vi holder en høj kvalitet her på stedet, forklarer Anders Johst.
Derfor er det en mere oplagt mulighed, at der kan pusles videre med restaurantdrømmen.
- Det kræver et enormt forarbejde at åbne en restaurant. Der er et koncept, der skal på plads, og der skal også skabes noget økonomi til det. Så det er ikke til at sige noget om, hvor og hvornår det sker. Men planen er at åbne et restaurantprojekt, som er gourmetagtigt - og jeg håber da, at vi er kommet langt med den drøm om et års tid, siger Anders Johst.
- Men før det bliver sat i gang, skal "Først til Mølle" køre på skinner.
"Først til Mølle" forventer at være klar til de første kunder i forbindelse med påsken. Efter planen bliver første åbningsdag 11. april.
"Først til Mølle" vil have åbent mellem klokken 7.30 og 17.30 på hverdage - mens der i weekenden vil være åbent klokken 7.30 til 16.00. Tirsdage og onsdage er der lukket.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.