Daginstitutioner

Mangel på børn lukker privat daginstitution

Mangel på nye vuggestuebørn i privat daginstitution betyder snart enden på 31 års drift

Den private vuggestue og børnehave Vittrup Gl. Mejeri har eksisteret siden 1994.
Den private vuggestue og børnehave Vittrup Gl. Mejeri har eksisteret siden 1994. Arkivfoto: Bent Bach

Opdateret kl. 17:20

Uden tilstrækkeligt mange børn er det svært at drive en daginstitution, og det tager man nu konsekvensen af i Vittrup, der ligger lidt uden for Løkken på vej mod Hjørring.

Her har den private vuggestue og børnehave Vittrup Gl. Mejeri holdt til siden 1994, men om et halvt års tid er det slut. Det blev personalet og forældrekredsen orienteret om tirsdag, fortæller bestyrelsesformand Jannik Røge.

- Det, der blev meldt ud, er, at det er planen, at der er drift indtil ultimo oktober. Så personalet og forældrene ved, hvad de kan forvente.

- Med det børnetal der er, som der er på vej efter sommerferien, så kommer vil til at tære på likviditeten. Så som vi ser det, så er det er spørgsmål om rettidig omhu, frem for at andre tager beslutningen for os, siger Jannik Røge.

Det er i særdeleshed for få børn i vuggestuedelen af institutionen, der har fået bestyrelsen til at træffe beslutningen.

- Antallet af vuggestuebørn er ikke ret stort, og der er ikke nye meldt til - og det jo dem, man har i lang tid. Der forsvinder nogen naturligt i forbindelse med skolestart til sommer, og så har vi en stor flok, der skal starte i skole næste år, men det er ikke nok til, at der kan opretholdes en institution med den nødvendige fleksibilitet med åbningstider og personalets muligheder for at holde ferie, siger Jannik Røge.

Faldende børnetal

Vittrup Gl. Mejeri har som tidligere nævnt eksisteret siden 1994, men har de seneste år mærket et faldende børnetal.

- Pilen har peget i den forkerte retning i nogen tid, og jeg ved, at der har været gjort nogle tiltag gennem de seneste år, men der har ikke været den helt store effekt af det. Desværre.

- Men jeg ved, at forældrene har været glade for at aflevere deres børn her. Det er de stadig, og så tror jeg, at det her er den rigtige måde at gøre det på frem for at lukke fra den ene dag til den anden, slutter Jannik Røge.

Problemet med færre børn er ikke isoleret til Vittrup og Løkkenområdet. Hjørring Kommune har mærket et faldende fødselstal i efterhånden mange år, og fra 2007 til 2024 er der blevet 1023 færre børn i alderen 0-5 år ifølge Hjørring Kommunes befolkningsstatistik.

Samtidig er lige præcis Løkken den by i Hjørring Kommune, hvor indbyggerne gennemsnitligt er ældst ifølge samme statistik.

Kommunen forventer i en fremskrivning, at det tal falder yderligere med 300 børn frem mod 2037. Samtidig sker der en fraflytning fra landdistrikterne til kommunens større byer, så de mindre byer på landet har det svært i forhold til børnetallet.

Hjørring Kommune er ikke alene med den problemstilling, der også rammer naboerne mod øst i Frederikshavn, hvor indbyggertallet falder, samtidig med at aldersfordelingen af indbyggere bliver vredet skæv med forholdsmæssigt flere ældre, end der er i landsgennemsnittet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden